Portræt af Gud: Gunner Lind blev historisk med selvmål og udligning på to minutter

Lyden AGF har taget en snak med Gunner Lind om fodboldlivet og hverdagen efter. I den forbindelse bringer vi et afsnit om Gud fra den nye bog: “Legenderne – De 50 største i AGF’s historie”.

Med 183 kampe og 14 mål i perioden 1991 til 1999 var Gunner Lind en del af et af de mere succesrige AGF-mandskaber gennem tiden.

Højdepunktet blev pokalfinalen i 1996, hvor De Hviie kunne hæve trofæet efter en sejr over arvefjenderne fra Brøndby IF.

I et nyt afsnit af Lyden AGF har Rasmus Fisker og Jonas Roulund taget en snak med legenden om tiden i klubben, om livet efter fodbolden, og så sætter Lind sit all star-hold bestående af tidligere medspillere.

Du kan høre hele afsnittet med Gunner Lind lige her:

Ny bog om AGF legenderne hædrer også “Gud”

De to tidligere chefredaktører på Aarhus Stiftstidende, Hans Petersen og Peter Vestergaard samt formand for AGF’s fodboldafdeling, Steffen Olesen, har netop udgivet bogen “Legenderne – de 50 største i AGF’s historie”, hvor forfatterne i to bind portrætterer de største profiler i nogle af de mest legendariske øjeblikke i klubbens historie.

I den forbindelse har vi fået lov at udgive et uddrag af bogen – afsnittet om Gunner Lind.

Gunner Lind: Selvmål og udligning på to minutter

Højdramatisk semifinale endte lykkeligt for AGF.

Gunner Lind glemmer aldrig den aften, onsdag 1. maj 1996, på Aarhus Stadion, hvor to minutter skulle vise sig at have en alt­afgørende betydning.

Kampen mod Herfølge så ud til at ende 0-0, og et uafgjort resultat ville være nok til at sende AGF i pokalfinalen. Den første kamp i Herfølge tre uger tidligere var endt 2-2, og mål på udebane talte dobbelt i tilfælde af samlet uafgjort.

Dommer var Svend Erik Christensen, og hans ur nærmede sig de 90 minutter i en elendig fodboldkamp.

Snittede bolden

Men så gik det galt for Gunner Lind. Uret viste 87 minutter, da venstrebacken hos AGF gjorde klar til at heade et indlæg væk. Uheldig­vis strejfede bolden på vejen Herfølges Danny Jung, ændrede retning og ramte derefter Gunner Lind i hovedet. Målmand Lars Windfeld nåede kun lige at få fingrene på bolden. Men ikke nok. Den gik i mål, og Herfølge var på vej i finalen.

– Jeg kom løbende på tværs og ville heade en tværbold til hjørnespark. Men jeg fik kun snittet bolden, så Lars Windfeld var chanceløs i målet, fordi han var på vej til den anden side, sagde Gunner Lind efter kampen til Århus Stiftstidende. Og i dag føjer han til:

– Havde bolden ikke ramt Danny Jung, var det aldrig gået galt.

Gode råd var dyre og tiden knap. Der var kun tre minutter igen til at lave om på det hele.

AGF’erne kastede nærmest hele holdet frem i modstandernes straffesparkfelt. Gunner Lind var der også. Bolden blev sparket ind foran mål i en vrimmel af med- og modspillere. Ingen kunne rigtig se, hvad der skete – så mange var der.

– Vi var alle vilde efter at score. Bolden kom ind fra højre side, og jeg så enormt mange hvide bluser foran målstregen. Hvem det var, opfattede jeg ikke, men pludselig var bolden foran mig, og jeg fik den ’på reflekserne’ sparket i mål. Det var fedt, sagde målscoreren senere til byens avis.

Der var et minut tilbage af kampen, og 1-1 holdt tiden ud.

AGF havde dermed kvalificeret sig til den pokalfinale, som Kristi himmelfartsdag blev vundet 2-0 over Brøndby.

Gunner Lind ser helt lettet ud, da han fortæller historien igen.

Kultfigur med tilnavnet Gud

Gunner Lind blev en kultfigur i AGF. Allerede før den berømte Herfølge-kamp var fansene begyndt at kalde ham ”Gud”, og det tog til efter semifinalen.

Der stod ”Gunner Lind er Gud” på et banner ved fanafsnittet på stadion.

– Min største triumf er uden tvivl sejren i pokalfinalen i 1996, selv om jeg også var med til at vinde bronze i Superligaen i 1997, siger Gunner Lind.

Han spillede i AGF 1991-1999 og scorede 14 mål i 183 kampe.

17 år var han, da han kom til AGF, og i byen var han dengang kendt som et af de største talenter med stærke evner for at score mål. Lillebror Eric var også god.

Stærkt hold i Brabrand

Fodboldkarrierens første step var taget i Skovbakken, hvor hans far, med samme navn som han selv, havde spillet. Siden kom han til Aarhus KFUM på Høgevej på Christiansbjerg og derfra til Brabrand som junior.

– Da jeg var førsteårs junior, spillede jeg på Brabrands serie 1-hold, og da jeg var dreng, var jeg på Aarhus’ byhold. AGF havde et godt øje til mig allerede dengang, men jeg ventede, siger han og underbygger:

– Jeg spillede på et godt og dedikeret ynglingehold i Brabrand, hvor vi trænede hårdere end i AGF og ville vinde næsten for enhver pris. Det passede mig godt, og da jeg blev rykket op på seniorholdet i Brabrand, var det et problem, at spillerne ikke havde den samme ærgerrighed. Selv krævede jeg noget af de andre, og med John Stampe i AGF passede det rigtig godt. Vi klikkede sammen. Han kunne råbe efter mig, så alle andre kunne høre det, og det generede mig ikke. Anderledes var det med målmand Troels Rasmussen, som også var god for min udvikling. Han trak mig til side og gav gode råd, men stille og roligt. Han havde samme ærgerrighed, og selv om han var rolig, kunne han blive rasende, hvis vi ikke sparkede ordentligt på mål under træningen, eller når vi varmede ham op. Han og John nåede langt, blandt andet fordi de også stillede krav til sig selv, reflekterer Gunner Lind.

Forhandling med AGF

AGF fik valuta for pengene, da Gunner Lind kom på ynglingeholdet med den tidligere spiller Gert Bonde som træner.

– Jeg scorede 32 mål i 28 kampe i den sæson, og jeg elskede at være i AGF, siger Gunner Lind og vender for et øjeblik tilbage til forhandlingerne om klubskiftet. Han husker dem tydeligt.

– Min far var med, og hverken han eller jeg vidste noget særligt om kontrakter. Jeg fik det tilbudte beløb hævet til 10.000 kroner om måneden, og så ville jeg have en del af dem udbetalt straks. 1.000 kroner pr. måned for de to år, kontrakten gjaldt. Det var intet problem. AGF-leder Erik Nielsen, der forhandlede sammen med ungdomsformand Børge Kaiser, skrev en check, og da det hele var slut, kørte min far og jeg direkte til banken og hævede pengene i 24 tusindkronesedler. Det var stort for os, også for mine forældre, der aldrig havde haft det store at slå om sig med. Straks vi kom inden for døren derhjemme, samlede jeg bundtet af pengesedler i den ene hånd og kastede dem op i luften. Forbløffet blev min mor, og mens pengesedlerne svævede og dalede mod gulvet, råbte hun: Vi er rige, vi er rige, griner Gunner Lind.

Tilbudt Werder Bremen

Langt større penge kunne han være kommet til i de sidste år af AGF-karrieren.

Fodboldkøbmanden Børge Jakobsen – i fodboldkredse populært kaldet Børge Tud – henvendte sig til ham.

– Er du interesseret i at spille i Werder Bremen i Bundesligaen, sagde han, og jeg svarede, at det ville jeg gerne høre mere om, fortæller Gunner Lind og fortsætter:

– Næste dag skulle vi træne klokken 10 i AGF, og jeg kunne fornemme, at stemningen ikke var helt god. Træner Peter Rudbæk kaldte mig til side og fortalte, at Børge Tud havde ringet til ham aftenen før og fortalt, at jeg måske skulle til Bremen. Han kaldte det illoyalt af mig og sagde, at jeg aldrig mere ville få kampe i AGF, mens han var træner. Sådan blev det. Han hentede Ken Martin ind til min plads.

Gunner Lind nåede dog at forhandle med AGF efter henvendelsen om Werder Bremen. Han forlangte 10.000 kroner i månedsløn oven i de 25.000, han fik i forvejen, og det gik glat igennem. Dertil fik spillerne bonusser.

– Men jeg kom aldrig på holdet mere og blev lejet ud til Aarhus Fremad i sommeren 1999. Det gik godt de første uger, men så faldt jeg i niveau, og da sæsonen var ovre og kontrakten udløbet ved årtusindskiftet, holdt jeg op. Jeg skulle ikke være skiftet og havde måske fået en ny mulighed, da Peter Rudbæk rejste i 2000, siger Gunner Lind lidt ærgerlig.

Og Werder Bremen?

– Folk fra den tyske klub ville komme og se mig spille i Aarhus, men de nåede aldrig frem til den kamp, de havde udset sig. Deres bil holdt i kø i Hamburg, forklarede Børge Tud mig, og de købte en russisk spiller i stedet for mig, siger Gunner Lind, der i øvrigt også fik et tilbud om at komme til Kina, men aldrig gjorde noget særligt ved det.

Kun én klub

I maj 2023 satte Gunner Lind sine medaljer fra tiden i AGF på auktion. De indbragte 29.000 kroner. Det var medaljen for pokalsejren i 1996, sølvmedaljen fra 1996 og bronzemedaljen for tredjepladsen i Superligaen i 1997.

Det var en økonomisk og ikke en symbolsk handling. For han ser tilbage på sin AGF-tid med stor begejstring.

”Det er den eneste klub, jeg holder af. Ikke engang i udlandet er jeg fan af en anden klub,” siger Gunner Lind.

Bogen Legenderne – De 50 største i AGF’s historie er udgivet af forlaget Straarup & Co. og kan blandt andet købes via deres hjemmeside.