Skip to main content


(Foto: Matti Kronborg)

Peter Bjur efter første start: Vi skulle have lukket den


| Jonas Roulund |

Peter Bjur fik – lidt overraskende – en startplads i aftenens remis mod Randers FC, og han står tilbage med en ambivalent følelse efter de mange minutter på banen og den gode opbakning på lægterne, mens den manglende kynisme kostede for hjemmeholdet.

– Det var mega fedt. En stor oplevelse, som jeg har glædet mig til og set frem til, siden jeg kom, og det er dejligt at se, at det hårde arbejde på træningsbanen gør, at træneren nu ser min vej, fortæller Bjur, der fik 67 minutter på den offensive midtbane i Duelunds fravær. Noget Uwe Rösler kommenterede efter dagens kamp:

23-årige Peter Bjur blev hentet til Aarhus fra Brøndby i vinterens transfervindue, og selvom han har fået sin officielle debut – de sidste tre minutter i Randers og de sidste to mod Horsens – så var det forløsende endelig at se sit navn på taktiktavlens startellever til aftenens kamp:

– Jeg ønskede at fastholde formationen, og der passede Bjur bedst som afløser for Mikkel, forklarer han således til ksdh.dk.

En ambivalent følelse

AGF spillede en flot første halvleg, men måtte alligevel gå til pause med 1-1 på måltavlen, og efterhånden som 2. halvleg skred frem, stod det klart, at gæsterne havde fået bedre styr på organisationen forud for de sidste 45 minutter. Dermed sluttede kampen skuffende uafgjort.

– Randers er bedre i 2. halvleg til at komme på andenboldene og få spillet boldene ned bag os, så vi kommer til at løbe lidt for meget baglæns, men omvendt synes jeg, vi har rigtig mange gode muligheder for at gøre det, der skal til. Så det er det, der står tilbage for mig – at vi skulle have lukket kampen selv, fortæller Bjur, der især i første halvleg leverede en flot præstation i den nye midtbanekonstellation.

– Det var dejligt at spille den offensive midtbane i dag. Det er faktisk den plads i det nuværende system, hvor jeg føler mig mest hjemme. Men jeg er selvfølgelig stadig ny på holdet, så der er nogle relationer, der lige skal finpudses, fortæller Bjur, som også kom frem til en god mulighed efter pausen, der dog blev formøblet:

– I situationen ser jeg, at Felix er fri, og min aflevering bliver så lidt for spids. Det er ærgerligt, og det skulle jeg have løst bedre, men det må jeg jo bare gøre op for næste gang, Jeg håber i hvert fald, at komme til at bidrage mere. At komme med mere og bidrage til mål, og det kommer alt sammen efterhånden som relationerne med de andre spillere bliver bedre, fortæller Peter Bjur.

Nogle han også fik lært bedre at kende i dag, var fansene. Og de får også roser med på vejen i dag efter at have fyldt det flotte, udvidede stemningsafsnit til randen:

– Det var fremragende at se fanscenen i dag. Det er altid en stor hjælp med så god opbakning, og de agerer 12. mand fra start til slut. De gør det mega godt, så det er ærgerligt, at vi ikke kunne give dem en sejr, siger Bjur.

Næste gang han får chancen for en startplads er på søndag, hvor Viborg venter.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle