Patrick “Rekordensen”: Uambitiøst ikke at kigge opad
Patrick Mortensen blev matchvinder i søndagens opgør mod OB på Ceres Park og tog i samme omgang rekorden som den mest scorende AGF’er i Superligaens historie. Nu ser han frem mod nye mål.
Med 59 scoringer i 112 kampe er Patrick Mortensen nu den mest scorende AGF’er i Superligaens historie. Morten ‘Duncan’ Rasmussen er dermed vippet af pinden, og det er en milepæl, som den 33-årige Mortensen selvsagt er godt tilfreds med at have krydset.
– Det er noget, jeg er utroligt stolt over, men I kender mig jo, og jeg er meget ydmyg omkring det. Jeg ved, at hvis det ikke havde været for dem derinde i omklædningsrummet, så var det her aldrig sket. Det er på grund af dem, at jeg kan stå her og tage så fornem en rekord, så det er jeg utroligt taknemmelig over, fortæller målmageren, som sendte AGF på sejrskurs med et hovedstød på frisparksoplæg fra Links efter 38 minutters spil. Det blev dermed til endnu en dødboldsscoring i dagens kamp.
– Vi har trænet meget på dødboldene gennem hele sæsonen. Vi har en stor tro på, at vi kan heade den ind, når vi får et frispark eller et hjørnespark, men jeg synes nu også, at vi skaber de chancer, der skal til i dag i det åbne spil, og udviklingen har egentlig været god på den front. Men det er selvfølgelig dejligt, at vi får noget ud af dødboldene, for vi har jo holdet til det, siger angriberen, der nu er oppe på 12 sæsonscoringer for De Hviie.
Mod nye mål
Med top seks sikret kan holdet ånde lettet op, idet sæsonens første delmål er opfyldt. Og det virkede da også til, at de hvidklædte spillede mere frigjort i dagens kamp mod OB.
– Jeg tror mest, det handler om banens beskaffenhed, at vi spiller bedre i dag. Der var storm i Aalborg og en forfærdelig bane i Randers, og jeg synes egentlig også, vi spiller en fin kamp mod Horsens, mens Silkeborg skal i glemmebogen. Men jeg håber da, at vi får frigivet noget energi nu, som kan komme til udtryk på banen, fortæller anføreren, som generelt er stolt af holdets indsats.
– Efter Randers-kampen, kunne man jo godt frygte, at vi ville have sådan en tilfredshedsfølelse, fordi vi er sikret top seks. Så kan man let lige droppe 5-10 %, uden at man er opmærksom op det. Det er jo ikke bevidst, men det kan ske. Og jeg synes, vi beviser, at vi er, hvor vi skal være. Vi får lagt et tryk på dem og spiller en god første halvleg, siger kaptajnen, som dog ikke er helt tilfreds med udviklingen efter pausen.
– Vi dropper lidt i anden halvleg, og burde nok have lukket kampen på nogle af de chancer, vi får. Og så er der det røde kort til Polle. Jeg synes, der er frispark til Sigurd inden, og jeg tror ikke, OB-spillerne havde sagt noget, hvis der bare havde været frispark, men jeg tror desværre, at Nicolais ry gør, at han får det gule kort i den her situation, siger angriberen.
Nu kigger vi opad
Dagens resultater betyder, at AGF nu blot har to point op til VFF på tredjepladsen, og Mortensen mener da også, at de nye sæsonmål bør være ambitiøse, nu hvor man har muligheden for at drille topholdene.
– Det er en utroligt tæt liga, så jeg er stolt af, at vi er nået med. Vi har alt at vinde, og skal jo op og drille nogle af de andre hold. Og så skal vi nyde det. Vi skal sætte os en ny målsætning her i landskampspausen, og det ville jo være uambitiøst ikke at gå efter mere, forklarer angriberen, som mener, at holdet har fundet en ro i den defensive base, der forplanter sig til resten af holdet.
– Det hele går lidt op i en højere enhed. Vi har ændret lidt i taktikken med to 10’ere, og så har vi haft en god opstart med skridt i den rigtige retning. Så det er fedt, at det giver pote. Vi skal ikke score mange mål for at vinde, fordi vi har så stærk en defensiv, så der er god tro på tingene, fortæller Mortensen, som afslutningsvis blev spurgt til, hvordan man fejrer sådan en rekordsøndag:
– Jeg skal ikke hjem og tyre fem bajere ned og feste igennem med konen. Jeg skal hjem og slappe af og gøre mig klar til næste kamp. Men det er selvfølgelig dejligt at få den krydset af, og nu kan vi begynde at se frem mod nogle fede kampe, siger målmageren.
Og hvornår kan vi så få ham at se i aktion igen? Det bliver afsløret på tirsdag, når Divisionsforeningen offentliggør slutspilsprogrammet.
Husk, at du altid kan se AGF’s kampprogram her.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler: – Klaesson får debut mod Skive
-
Byrådsmedlemmer i opråb efter stadionbudgetoverskridelse: – Stærkt kritisabelt
-
Den sidste Superligakamp på Ceres Park er udsolgt
-
Jacob Bundsgaard: – Jeg glæder mig utrolig meget til turen ned ad Stadion Allé
-
Salling Fondene sikrer stadiondrømmene og bidrager med ekstra 40 millioner kroner til projektet
-
Dobbelt milepæl for Hansen: – Jeg må nive mig i armen
-
Studerende til tribunefest: – Det har givet mig mere lyst til at komme på stadion
-
Skive IK vs. AGF optakt: Pokalkampe har sit eget liv
-
AGF – Lyngby BK: Spillerstatistikker og kampens spiller
-
Lyden AGF x AGF Fanclub Aarhus: God stemning på trods