Oplev AGF til fodboldfest i Galten
Onsdag den 6. september er der dømt fodboldfest i Galten, når AGF kommer på besøg for at spille showkamp mod samarbejdsklubben Galten FS, der til dagligt gør sig i Serie 3.
Efter søndagens sene kamp i Herning er AGF og de andre Superligaklubber nu gået på landsholdspause. Derfor er der for AGF’s vedkommende tid til at besøge samarbejdsklubben Galten FS.
Her står den på gratis opvisningskamp, hvor der inden kampstart klokken 17:30 vil være mulighed for at møde AGF’erne og få en autograf.
Kampen er en gave fra Galten FS til byen og lokalsamfundet som tak for opbakningen til klubben gennem dens over 80 års levetid i Galten. Og som samarbejdsklub til AGF vil Superligaklubben gerne støtte Galten FS i at sige tak til sin by.
En enestående mulighed
Cheftræner for Galten FS, Jacob Serwin, ser frem til mødet med AGF, men har ingen forventninger om, at hans hold går ud og skaber den helt store overraskelse.
– Det er klart, at med en “daglig” gang i Serie 3 og AGF i Superligaen, så har vi ingen forventninger om at lave et chokresultat. Mit håb er derimod, at drengene ikke bliver alt for “starstruck”, at de tør smide hæmningerne og vise AGF og alle der ser kampen, at vi faktisk har et rigtig godt fodboldhold – for det har vi, siger cheftræneren.
Jacob Serwin ser det til gengæld som en god mulighed for, at hans spillere kan bruge kampen til at vise sig frem.
– Folk har før gjort karriere ved at vise sig frem i én kamp. Hvis bare det er de rigtige øjne, som ser kampen. Så jeg vil på det kraftigste opfordre mine spillere til at gribe øjeblikket. For det kommer måske aldrig igen, fortæller han.
Udover at være en stor oplevelse for spillerne på Galten FS’ Serie 3 hold, er kampen også en gave fra klubben til byen, som tak for mange års opbakning og støtte, og betydningen af kampen er ikke til at tage fejl af.
– Når man ser isoleret på, at sådanne kampe kan lade sig gøre, så har det en kæmpe betydning. Det giver klubben og byen en masse positiv opmærksomhed. Jeg tror, det bliver en festdag for alle i klubben, fortæller cheftræneren.
En kamp med stjernerne på banen
Selvom kampen bliver uden den tidligere Galten-dreng, Thomas T. Kristensen, der har sagt farvel til klubben og er taget til italienske Udinese, er der ingen tvivl om, at onsdag d. 6 september bliver en festdag i Galten. Forstadsbeboerne får da også glædeligt gensyn med Jacob Andersen, som også har en fortid i klubben.
AGF har selv udsendt en pressemeddelelse om kampen, og her understreger chef for AGF Klubsamarbejde, René Frost, at man stiller stærkt op på torsdag:
– Vi kommer i stærkest mulig opstilling med mange af de ansigter, man kender fra Ceres Park, men naturligvis under hensyntagen til landsholdspausen, som finder sted i perioden for vores besøg i Galten. Og spillerne glæder sig til at besøget. Det er altid hyggeligt at komme ud og besøge vores samarbejdsklubber, siger René Frost.
Det er altså i morgen, den 6. september, at der er fodboldfest i Galten med fri entré og showkamp. Opgøret afvikles på Sparekassen Danmark Park, Baunevej 11 i Galten klokken 17.30. Inden kampen kan man møde AGF’s spillere til autografskrivning fra kl. 16.
Flere AGF Nyheder
-
Studierne indtager Ceres Park: 3000 unge klar til tribunefest
-
AGF straffes med stor bøde og tilskuerstraf
-
Mølgaard er klar til comeback: – Har arbejdet meget med det mentale
-
Lyden AGF: Et hak i tuden for AGF’s mesterskabsdrømme
-
Video: Se AGF’s nye High Performance Center
-
FC Midtjylland – AGF: Spillerstatistikker og kampens spiller
-
Blog: Hvorfor er der ikke nok kvalitet fra bænken?
-
U17 og U19: Farums teenagere levnede ingen point til De Hviie
-
Jacob Nielsen efter akademi-åbning: – Det er en kæmpe milepæl
-
Mortensen: – Det irriterer mig grænseløst