Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Opdatering fra torsdagstræningen på Fredensvang: Mange spillere blev sparet


| Jonas Roulund |

Jakob Poulsen gav efter dagens træning på Fredensvang en status på sit mandskab, som søndag ståroverfor Superligaens 5. plads fra Sønderjyske.

En lun og solrig torsdagstræning foldede sig her til formiddag ud på Terp Skovvej, men en god del af Superligatruppen forlod nu alligevel tidligt D-vitamin-livet på grønsværen til fordel for klubhusets skygger.

– Det var en hård kamp på en tung bane i Herning i mandags, så det var derfor, og så har vi alle mand med i morgen, forklarede Jakob Poulsen til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse.

Jakob Poulsen på sidelinjen mod Vejle Boldklub.
Foto: Laura Hjørringgaard

Arnstad, Yakob, Links, Carstensen, Mortensen, Kahl og Beijmo var blot en del af de første 20 minutters træning, mens Bech, Poulsen, Jensen-Abbew og Dalsgaard slet ikke var at finde på træningsbanen.

Sidstnævnte måtte lade sig udskifte med en skade i seneste kamp, men cheftræneren er fortrøstningsfuld i forhold til at få den garvede centerforsvarer klar til søndagens opgør mod Sønderjyske:

– Jeg håber, han er okay. Som det ser ud lige nu, så var det ikke så slemt som frygtet, så det ser fornuftigt ud, og jeg regner med, at han træner med i morgen, siger Jakob Poulsen, der også måtte se bort fra Jensen-Abbew i dagens træning:

– Jensen-Abbew har bøvlet lidt med noget, og ligesom de andre, så ville vi være helt sikre på, at han kunne være med de tre næste dage, som er de tre vigtigste i forhold til Sønderjyske-kampen.

Jonas Jensen-Abbew i AGF-trøjen på vej på banen.
Foto: Kronborgfotos

Tingager og Mølgaard så til fra spinningcyklerne i styrketræningslokalet, og der er desværre intet nyt at berette i forhold til deres skader og muligheder for comeback.

Lidt nye meldinger var der dog om en anden langtidsskadet spiller. Jacob Andersen arbejder nemlig ihærdigt for at vende retur efter sin knæskade, og han kunne i dag ses både arbejde med- og uden bold på grønsværen.

– Jacob følger planen. Det tager et år med de der skader, og det er det, vi følger. Det er dejligt at se ham herude, og han kan være med i flere og flere øvelser i træningerne. Men det bliver efter nytår i forhold til kampe, siger cheftræneren.

Når nu forsvaret er lidt ramt sådan en træningstorsdag, så er det jo godt, at man har unge folk at fylde ud med. Christian Storch og Mouhammade Camara dækkede fint ind for de normale Superligastartere, og derfor kunne det måske undre, at sidstnævnte ikke var at se i weekendens U19-kamp mod Lyngby.

– Camara var med i vores træning frem mod Superligakampen mod FCM, og så er han en af dem, der virkelig har trænet og spillet meget. Han har både være med i vores træninger og U19-træninger og spillet kamp med U19, så han har virkelig arbejdet meget, så han fik en stille og rolig weekend, forklarer Jakob Poulsen.

Mouhammade Camara præsenteres i AGF.
Foto: AGF.dk

En konkurrencedygtig trup

Alt i alt er Jakob Poulsen godt tilfreds med truppens form, og han ser frem mod søndagskampen med positive briller.

– Rent fysisk med at spille kampe er status ganske fint. Der er selvfølgelig spillere, der har list issues, som der nu en gang er, når man rammer november måned, men den fysiske forfatning er egentlig ganske fin, fortæller cheftræneren.

Han har holdt holdet på ligaens førsteplads i syv runder i træk, men det har været uden de helt store rotationer i startopstillingen. Det skal dog ses som et positivt tegn, fortæller Poulsen.

– Vi spiller jo ikke ret mange kampe, så alle spillerne kan sagtens holde til det. Derudover så har dem, der har spillet, gjort det rigtig, rigtig godt. Dem, der er kommet ind, har også gjort det godt, men dem, der har startet har leveret, siger cheftræneren.

AGF møder Sønderjyske på hjemmebane søndag klokken 18, og der venter lukkede træninger fredag og lørdag, hvor en samlet trup kan forberede sig på de taktiske elementer.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle