Officielt: Peter Bjur skifter til AGF
Det er nu officielt, at Peter Bjur skifter fra Brøndby IF til AGF, hvor den 22-årige venstreback får kontrakt frem til udgangen af 2026.
AGF har i dag præsenteret Peter Bjur som den nyeste mand i hvidt. Peter Bjur er 22 år, 180 cm høj og huserer normalt på venstre back.
Siden 2019 har Peter Bjur været tilknyttet førsteholdet i Brøndby, hvor det dog har været småt med spilletid. I denne sæson har Bjur således kun været på banen i fire kampe for de blå/gule. I alt fik Peter Bjur 36 kampe for Brøndby inden skiftet til AGF.
“Vi kan byde velkommen til en dygtig og talentfuld spiller. Og vi er rigtig glade for, at det er lykkes at få Peter til Aarhus, hvor han bliver en god tilføjelse til vores trup. Han er en teknisk dygtigt venstrebenet spiller med gode fodboldkompetencer og han rummer en masse potentiale, som vi tror på kan folde sig ud hos os”, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.
Peter Bjur selv byder de nye udfordringer velkomne, og ser nu frem til at tørne ud for De Hvide på Ceres Park, fremfor mod De Hvide:
“Det ser jeg meget frem til. Jeg har tidligere oplevet, hvor svært det kan være at spille foran et fyldt Ceres Park – måske især når man spiller for Brøndby. Nu bliver jeg så en del af hjemmeholdet, og jeg håber, jeg kan være med til at give tilhængerne i Aarhus nogen gode oplevelser i de kommende år. Det arbejde starter allerede her i foråret, hvor vi skal ud og kæmpe for at blive en del af top seks”, siger Peter Bjur til AGF.dk.
Peter Bjurs kontrakt med Brøndby stod til at udløbe til sommer. Det oplyses ikke, om AGF har betalt en transfersum for at få Peter Bjur til Aarhus allerede nu.
Tidligere i dag delte Uwe Rösler i øvrigt to billeder i sin story, hvor han luftede at det er stilhed før stormen i transfervinduet i AGF. Men om det udelukkende var en teaser for Peter Bjur-transferen, eller om der er mere i vente, må de kommende dage vise.
Transfervinduet lukker d. 31. januar, så Stig Inge Bjørnebye og Co. har mere tid at løbe på.


Flere AGF Nyheder
-
AGF – KF Egnatia: Bogere løftede De Hviie op ad den albanske bakke… -
Fem El Cambio-spillere udtaget til Ugandas U15 VM-trup -
U19 er klar til arvefjendeopgør efter hård test i Gent: – Der er ekstra krydderi i luften -
AGF-truppen mod KF Egnatia: Skal posen rystes på ny? -
AGF – Egnatia optakt: De første europæiske point skal hentes -
Emmery på Rundens Hold -
El Cambio-spillere er klar til U17 Africa Cup of Nations med Uganda -
Kapaciteten på Cepheus Park reduceres -
Lyden AGF: Nu vender krigslykken! -
FCK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller