Skip to main content



Foto: AGF.dk

Officielt: Jens Jønsson vender tilbage til AGF



AGF bekræfter, at klubben har lavet en to-årig aftale med Jens Jønsson, som skifter til klubben på en fri transfer. 

Han har drømt om det, og nu går drømmen i opfyldelse: Jens Jønsson vender tilbage til Aarhus og AGF.

Her har han fået nummer 16 og en kontrakt, der løber til sommeren 2028.

– Det er en glædens dag for mig – både som fodboldspiller og som menneske. Efter jeg og min familie havde besluttet os for at vende hjem til Danmark har jeg kun haft et mål; at iføre mig den hvide trøje igen og bidrage til mere succes for AGF. Jeg er stadig ekstrem sulten og har meget at bevise efter jeg havde en svær sidste sæson i Grækenland, siger Jens Jønsson til AGF.dk.

– Nu kommer jeg hjem med en god erfaring og er naturligvis en anden spiller end, da jeg rejste ud, og jeg håber, at jeg kan bidrage til en ny god sæson for det AGF-hold, der gjorde det så godt sidste sæson. Vi skal ud og forsvare mesterskabet, og jeg glæder mig helt vildt til igen at blive en del af AGF og til de kommende udfordringer i Superligaen og i Europa, siger Jens Jønsson.

Læs også: CV om Jønsson: – En stærk spiller med et godt blik for spillet

Jens Jønsson i AGF-trøje.
Foto: AGF.dk

En ægte AGF’er

Jønsson begynder sin fodboldtilværelse i Viby IF, hvorfra turen gik til IF Lyseng. I 2005 skiftede han til AGF som drengespiller, hvor han var med til at vinde DM for Lilleput.

Han fik sin seniordebut i oktober 2011 i en pokalkamp mod Vejle Boldklub, og siden blev det til 120 kampe med to mål og fem assists til følge i den hviie trøje.

Herefter gik turen til Konyaspor i Tyrkiet i 2016, hvor han spillede 119 kampe, inden Cadiz stod klar med en kontrakt i Spanien. Her nåede han 61 kampe, og så havde AEK Athen snøren ude efter midtbanespilleren. Han fik 107 kampe, scorede tre mål og lagde op til to hos grækerne i perioden 2022-2026.

Jønsson har optrådt for samtlige ungdomslandshold, og det er desuden blevet til en håndfuld A-landskampe for Danmark.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle