Skip to main content


OB – AGF optakt: De Hviie skal jagte tre point i Odense



Søndag aften så ud til at blive en sikker sejr til AGF, men så brød helvede løs på Ceres Park. VAR spillede hovedrollen, og resulterede i at begge mandskaber efter kampen forlod banen dybt utilfredse. Nu skal AGF forsøge at komme videre, da en ny opgave venter i Odense sent søndag aften.

Kampfakta: OB vs. AGF

Spilletidspunkt: Søndag d. 20. august kl. 20:00

Spillested: Nature Energy Park, Højstrupvej 7B, 5200 Odense

Dommer: Aydin Uslu (Linjedommere: Lars Hummelgaard og Jan Johansen)

VAR dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen (AVAR: Steffen Beck Bramsen)

Følg kampen her: Twitter: @AGFFodbold, TV: TV3 Sport, Streaming: Viaplay

Hashtags: #obagf #sldk #ultratwitteragf #ksdh

Begge hold fik en kold spand vand i hovedet i seneste runde. Som bekendt vendte AGF 3 point til 0 på meget få minutter, men fik så en livline af dommerteamet, hvilket resulterede i, at AGF kunne forlade Ceres Park med et enkelt point i rygsækken.

OB var ganske overraskende på vej mod en sejr i Parken, men så dukkede indskiftede Lukas Lerager op på et hjørnespark og gjorde det til 1-1. Og kort før slutfløjtet måtte OB’erne se FCK’s nyindkøbte Elias Achouris afrettede afslutning stryge i mål. Derved forlod det fynske mandskab nationalarenaen tomhændet.

Indbyrdes kampe

I Superligaen er det blevet til 86 kampe mellem den jyske hovedstad og den fynske hovedstad. AGF har trukket sig sejrsrigt ud af opgørene 28 gange, men OB har dog overtaget med deres 35 sejre. 23 kampe er endt i en pointdeling.

Kampene i Odense er dog knapt så ligeligt fordelt. I 42 kampe er det blevet til 22 OB-sejre, 9 uafgjorte og 11 AGF-sejre.

Den positive vinkel for AGF kan dog findes i seneste sæson. I seneste sæson blev det nemlig kun til to kampe mod OB, da AGF som bekendt spillede med i mesterskabsspillet, hvilket OB ikke magtede.

Disse kampe endte 1-0 i Aarhus og 1-2 i Odense. Altså seks ud af seks mulige point til De Hviie. Patrick Mortensen scorede alle tre AGF-mål. Robin Østrøm, der nu spiller i Silkeborg, scorede OB’s eneste mål.

Status på AGF

Europa-eventyret er overstået. Det kostede mange kræfter, men kostede heldigvis ikke særligt mange point i Superligaen. Nu kan De Hviie have fuld fokus på Superligaen, indtil man træder ind i pokalturneringen – der som bekendt er vigtig i AGF.

Uwe Rösler har tilføjet en ny dimension til AGF’s spil, da holdet nu er langt mere boldsikre. I søndagens kamp mod SIF havde Uwes mandskab 59% boldbesiddelse. Sammenlignet med seneste kamp mod SIF, d. 26. februar, er det en vild stigning. I den kamp formåede AGF nemlig kun at have 35% boldbesiddelse. Og ja, fodbold handler om at score mål, ikke at have bolden. Men det er altså en god start at være dygtige til at holde bolden i egne rækker.

Uwe Rösler med masser af energi i kamp.
(Foto: Kronborgfotos)

AGF’s forsvar ser også ud til at være stabiliseret, efter en del usikkerhed i de første par kampe. Det gik galt til sidst mod SIF, men før de sidste par minutter havde man holdt de rødklædte modstandere nede på blot 0,3xG. Kan man replikere det mod OB, og naturligvis undgå at kollapse fuldstændigt i slutminutterne, så ser AGF’s chancer for sejr rigtigt gode ud.

Status på OB

Ingen vidste, hvad man skulle forvente fra OB i denne sæson. Fodbolddirektør Bjørn Wesstrøm har foretaget store udskiftninger i cheftræner Andreas Alms spillertrup. Hele otte nye spillere er blevet føjet til truppen. Heriblandt den ghanesisk-hollandske Leeroy Owusu, den svensk-lebanesiske Rami Al-Hajj, den haitiansk-amerikanske Don Deedson og senest den engelsk-jamaicanske Tyler Burey.

Der er altså blevet kigget dybt i scouting-netværket, da OB har skulle hente nye spillere. Derfor var det svært for både fans og eksperter at vide om det var galt eller genialt det Bjørn Wesstrøm havde foretaget sig. Nu er vi så kommet fire kampe ind i sæsonen, hvor det er blevet til én sejr, én uafgjort og to nederlag til OB. Til OB’s forsvar så har man dog kun mødt mandskaber der spillede i seneste sæsons mesterskabsspil: Randers FC (uafgjort, 2-2), Brøndby IF (vundet, 1-2), Viborg FF (tabt, 1-2) og FC København (tabt 2-1).

Dem skal vi holde øje med

AGF:

I de seneste par kampe har Mikael Anderson været AGF’s klart farligste spiller i offensiven. Det har også resulteret i at interessen fra Club Brugge er steget. Vi kan dog håbe på at han bliver i Aarhus lidt endnu, for han er Uwes stærkeste offensivt kort i øjeblikket.

Mikael Anderson har netop sendt et straffespark i nettet til 2-2 mod Silkeborg på Ceres Park.
Foto: Laura Hjørringgaard

Både Mikkel Duelund og Tobias Bech har ikke ramt deres topniveau i starten af denne sæson, og derved har der været et stort ansvar på Andersons skuldre. Det virker han dog ikke til at tage særligt tungt, da han har leveret nogle af sine bedste præstationer i den hvide trøje, i denne sæson.

Nicolai Poulsen ser ud til endelig at få forlænget sin kontrakt, som ellers udløb efter denne sæson. Før sæsonen var der spekulationer om han skulle se mange kampe fra bænken i denne sæson, men disse spekulationer har Polle gjort til skamme. Mads Emil Madsen har været ramt af en formnedgang og var heller ikke til rådighed i seneste kamp.

Polle leverer en kæmpe arbejdsindsats og har forbedret sit spil med bolden virkeligt meget. Derudover har han endda scoret et mål i denne sæson, og ved flere lejligheder været tæt på at komme på måltavlen. Noget der i de seneste sæsoner var en sjældenhed.

OB:

Ét af OB’s nyindkøb er Rami Al-Hajj, der blev hentet i hollandske Heerenveen på en fri transfer. Han har hurtigt spillet sig ind som fast mand på den offensive midtbane i cheftræner Alms 4-2-3-1 system. Al-Hajj er en driblestærk offensiv type, som i de første fire kampe har leveret to oplæg til scoringer og er også selv kommet på tavlen, da han sparkede et straffespark i kassen mod Randers FC.

OB har to store talenter i startopstillingen, der dog er meget forskellige typer. Nede bagved har den blot 17-årige Tobias Slotsager etableret sig som fast mand på den ene stopperposition. Det er tydeligt at den unge stopper stadig mangler at få lagt et par kilo muskler på kroppen, men talentet er gigantisk. Der er uden tvivl store udenlandske klubber der kigger på den unge mand.

Charly Nouck er også kommet op gennem OB’s akademi, og han ser nu ud til at have spillet sig på holdet. I starten af sin tid som seniorspiller, kom han oftest ind fra bænken som angriber. Nu spiller han i stedet på venstre kant, hvor hans voldsomme fart og gode dribleevner kommer bedre i spil. Den unge kantspiller er i fin form, hvilket han viste med et flot solomål mod FC København i seneste runde.

Karantæner

OB:

Karantæne: Ingen

AGF:

Karantæne: Ingen

Bud på startopstillingerne

OB (4-2-3-1): Hansen – Owusu, Slotager, Paulsen, Mickelson – Köhler, Manneh – Selvén, Al-Hajj, Nouck – Kadrii

AGF (3-4-2-1): Peacock-Farrell – Mølgaard, Tingager, Kristensen, – Beijmo, Knudsen, Poulsen, Kahl – Duelund, Anderson – Mortensen

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle