Skip to main content


Foto: Aarhus Kommune.

Ny opdatering fra Borgmesteren om Kongelunden: Har bestilt svar på 88 spørgsmål om processen


| Jonas Roulund |

Anders Winnerskjold er udkommet med en ny opdatering angående økonomien og processen omkring stadionbyggeriet i Kongelunden. Her bringer vi hans meddelelse i sit fulde format.

Anders Winnerskjold, Borgmester i Aarhus:

Ny opdatering på økonomien bag stadion.

Som mange af jer ved, er der kommet en markant ekstraregning i stadionprojektet. Det bliver 248,6 mio. kr. dyrere, og en del af pengene skal vi som kommune finansiere.

Tro mig, jeg er topfrustreret over situationen. Og jeg ved, at mange af jer deler min holdning.

Men som jeg skrev til jer i sidste uge, så er min holdning den samme: Stadionprojektet skal i mål.

Når først vi har sagt A, må vi også sige B. Det vil være tudetosset at stoppe projektet nu, for så vinker vi farvel til et rigtigt godt projekt for byen og mange spildte millioner af kroner.

Jeg og mine politiske kolleger har bestilt svar på 88 spørgsmål om processen, jordbundsforholdene og mulige konsekvenser ved enten at stoppe, spare på projektet eller sætte det på pause.

Jeg har været borgmester i 15 dage, og alle dage har det været mit fokus at få styr på ekstraregningen på den mest ansvarlige måde for kommunens økonomi.

Det vigtige her og nu er at blive enige om en løsning politisk – hurtigst muligt.

Det vil betyde, at vi kan få underskrevet en enterprisekontrakt. For sådan som praksis for store byggerier er skruet sammen, risikerer vi stigende priser på byggeriet og et erstatningskrav på over 1 mio. kr. om dagen ifølge en vurdering fra Rambøll, hvis vi sætter byggeriet på pause.

I aften har jeg fremlagt en model for, hvordan pengene kan finansieres overfor byrådet. Og jeg vil gerne give jer fuld indblik i regnestykket:

Ekstraregningen på stadion er 246,8 mio. kr. Der kan være mange måder at sætte regnestykket op – for det er virkelig komplekst. For mig giver det et overblik at trække cirka 100 mio. kr. fra – nemlig 40 mio. kr., som er fra Købmand Herman Sallings Fond og 61 mio. kr. som er den husleje, der er forudsat.

Det efterlader ca. 150 mio. kr. hvis man regner alt med, som kommunen skal finansiere.

Her har det været ekstremt vigtigt for mig at finde penge, som i forvejen var afsat indenfor bygge- og anlægsområdet. Og det kan vi godt. Vi kan konkret bruge penge fra ubrugte anlægspuljer og omprioriteringer inden for Kongelundens samlede projekt.

Jeg forstår fuldt ud frustrationen over, at vi er nødt til at prioritere de her penge til stadion.

Men uanset om man er AGF-fan eller ej, så vil jeg love jer, at stadion kommer til at give rigtig meget godt tilbage til byen. Også gode koncertoplevelser, som mange af jer spurgte til forleden.

Hvad sker der så nu?

Jeg har anbefalet byrådet, at mit forslag til finansiering bliver sendt videre til behandling i udvalg – inden vi endeligt skal diskutere det i byrådet i starten af december.

Jeg ser frem til den politiske proces, og jeg håber virkelig, at vi på tværs af partierne kan blive enige om en ansvarlig løsning.

Tak, endnu engang fordi I læste med!

Mvh. Anders Winnerskjold, Borgmester i Aarhus.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle