
Ny fodbolddirektør i AGF: – Det bliver et stille transfervindue
Carsten V. Jensen er ny fodbolddirektør i AGF, og på gårsdagens pressemøde fik han både fortalt om planerne for transfervinduet, talentfokus, ejerskabsmodel og motivationen for at komme til Aarhus.
AGF’s nye 61-årige fodbolddirektør har prøvet lidt af hvert i karrieren og blev på gårsdagens pressemøde i AGF beskrevet som den mest erfarne mand til jobbet herhjemme.
Selv virkede Carsten V. Jensen både glad og spændt på at tage fat på arbejdet på Fredensvang, og selvom han beholder sit hjem på Sjælland, så får han også bopæl i Aarhus.
Fodbolddirektøren skal nu stå for transfers ind- og ud og kontraktarbejdet, mens han også bliver en del af direktionen. Klubben ønsker dermed at løfte fodboldforretningen til et strategisk niveau, hvilket ‘CV’ har stor erfaring med fra sine tidligere roller i FCK, FCN og Brøndby IF.
Men hvad lokkede ham egentlig til Aarhus netop nu?
– Der er noget timing i det. Der er ikke mange projekter i dansk fodbold, som vil matche mit ambitionsniveau. AGF har løftet sig på mange områder og har vist sig at konkurrere ligeværdigt med de bedste hold i Danmark, så det, sammen med andre stærke tiltag såsom akademiet, anlægget, det nye stadion, Aarhus som fodboldby, det er attraktivt. Alt i alt… hele pakken… jeg glæder mig til det, forklarede han på pressemødet.

Her blev han også spurgt ind til, om han ville gøre noget anderledes i forhold til sine erfaringer fra de andre danske klubber.
– Jeg vil ikke som sådan gøre noget anderledes i forhold til tidligere, men det det handler om, det er at være vedholdende i sit arbejde og gøre sit bedste hver eneste dag. Har man kvalitet i alt hvad man gør, så rykker man sig, sagde Carsten V. Jensen.
Et stille transfervindue i vente
Som fodbolddirektør overtager han sportschef, Stig Inge Bjørnebyes ansvar for at købe og sælge spillere i AGF, og med et igangværende transfervindue, som løber til 3. februar, så kunne man mene, at ‘CV’ bliver kastet for løverne fra dag ét. Men Bjørnebye er til rådighed frem til april med råd og vejledning, og derudover forventer klubben ikke et specielt aktivt transfervindue, afslørede den nye fodbolddirektør på pressemødet.
– Alt hvad vi gør er et samarbejde, men jeg skal jo i sidste ende signe af på det sportslige. Særligt nu her i starten. Jeg er jo helt blank på AGF mere eller mindre og kender ikke til tingene i detaljer. Jeg glæder mig til at komme i gang og lære Uwe og hele teamet at kende og arbejde tæt sammen med dem og arbejde tæt sammen med mine kolleger i direktionen, men det giver sig selv, at vinduet her nok ikke bliver det med mest aktivitet, sagde ‘CV’ og uddybede:
– AGF havde stor aktivitet i sommer, har en stærk trup og har fået spillere tilbage henover efteråret, som er klar igen, men jeg vil også sige, at vi selvfølgelig holder øje og er aktive, hvis der skulle vise sig at være gode muligheder for os i forhold til at styrke truppen og holdet. Men det handler først og fremmest om for mig at indrette mig med mine gode kolleger, og så gribe fat i et vindue, hvor vi ikke forventer alt for meget aktivitet, forklarede Carsten V. Jensen, som samtidig beskrev det som en prioritet at få afklaret kontraktsituationen med de seks spillere, som har udløb til sommer. Det gælder Jesper Hansen, Kristoffer Klaesson, Michael Akoto, Mikkel Duelund, Max Power og Patrick Mortensen.

Fremtidens talentfokus
Med et nyt akademi og et samarbejde med El Cambio i Uganda, så er der ingen tvivl om, at AGF satser på ungdommen i disse år. Noget, som ‘CV’ har stor erfaring med fra sin tid i FC Nordsjælland og Brøndby IF, hvor Right to Dream og ‘Masterclass’ fylder meget. Denne erfaring skal også sættes i spil i Aarhus.
– Arbejdet kommer til at indeholde alle elementer i AGF. Talentarbejde betyder enormt meget, men vi skal jo ikke spille med spillere, som ikke er klar til at hjælpe AGF med at vinde fodboldkampe. Så vi skal forbedre os hele vejen rundt. Uanset om vi så var de bedste, så skal vi udvikle os på det. AGF er på vej frem, og det er et indsatsområde, men vi vil ikke bede Uwe om at spille med spillere, som ikke er klar til at hjælpe holdet med at vinde fodboldkampe, forklarede fodbolddirektøren.

Han satte også ord på betydningen af, at klubben er på danske hænder modsat de to førnævnte klubber.
– Jeg sætter pris på, at det er danske ejere. Jeg har arbejdet under mange forskellige ejerskaber, og jeg sætter pris på, at AGF’s ejerskab er forankret i Aarhus og forhåbentlig forbliver det. Det er ikke den eneste måde, man kan drive en fodboldklub på, men jeg sætter pris på, at det er sådan, fortalte Carsten V. Jensen.
Fodbolddirektøren har allerede gang i sin anden arbejdsdag i AGF, og tiden må vise, om den rutinerede fodboldmand allerede sætter sit mærkat på klubben med nogle store handler i indeværende transfervindue.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler efter vild premiere i Vejlby: – Denne kamp vil altid blive husket
-
Anderson: – Det er fedt at kunne mærke folk på en helt anden måde
-
El Pistolero: – En fed fornemmelse
-
AGF – FCK: Kølig kultkamp i Vejlby
-
Marketingdirektøren er målløs over opbakning: – Det viser bare, hvor vilde AGF-fansene er!
-
Steen Nedergaard ud, men ingen erstatning som chefscout i syne?
-
Uwe om ungdommen i AGF: – Der er lovende elementer
-
Uwe med status efter træningslejren: Skader, Badji og tanker til Andersen
-
Rösler og Hansen ser frem til Vejlby: – Vi skal gøre det til et fort!
-
Jesper Hansen om kontraktsituation: – Det ser positivt ud