Nicolai Poulsen: Randers kommer ud som sultne løver, og det skal vi matche!
På mandag venter Randers, og det er en kamp, som vores 6’er, har ekstra meget hjerte i grundet sin fortid i klubben. Her ser Poulsen frem mod opgøret mod Randers FC.
Når Nicolai Poulsen er på banen, kan alle se, at han giver 100% i alle dueller og vil gøre, hvad han kan for at hive tre point med hjem til Aarhus. Men kampene imod de lyseblå kronjyder vil altid være specielle, grundet Poulsens fortid i klubben. Han bor stadig tæt på Randers FC’s hjemmebane og hele familien er også bosat i Randers.
– Det plejer at være en krig, når vi spiller i Randers. Det er et lokalopgør, hvor der bliver kamp om andenboldene. Det er klart, at kan man komme ind og vinde duellerne, så er der større chance for at vinde kampen. Jeg tror, at det bliver en slåskamp, og så må vi se, hvordan det ender, fortæller Poulsen, som mener, at De Hviie står godt rustet forud for mandagens aftenkamp.
– Jeg tror, at vi er klar til at give, hvad der skal til for at få en sejr med til Aarhus. Vi står godt rustet, er bundsolide, og der bliver ikke skabt særligt mange chancer imod os, mens vi forsøger at bygge på i den anden ende og skabe endnu flere chancer, siger midtbanemotoren.
Alle kampe har sit eget liv
Søndag i sidste uge fik AGF en vigtigt 2-0 sejr over AC Horsens, og Poulsen mener, at der er elementer der kan tages med videre fra den kamp.
– Det altoverskyggende inden kampen var at vinde den. I forhold til det her top seks-ræs var det en altafgørende kamp. Så det er, hvad vi først og fremmest tager med – en sejr, fortæller Poulsen, der også giver et lille forsvar af holdets spilmæssige kvalitet i samme omgang.
– Jeg synes, at der momentvis var rigtigt fint spil, og vi spiller en god og kontrolleret fodboldkamp. Det er noget, vi har sukket lidt efter, og det synes jeg, at vi gjorde imod Horsens. Omvendt ved vi dog også, at hver kamp, der kommer nu, bliver kampe med deres eget liv, og det vil vi også se på mandag i Randers, siger den 29-årige randrusianer, som i 2019 skiftede Randers-trøjen ud med den stolte hvide af slagsen.
Ekstra nerve i “forårsfinalerne”
Superliga-strukturen gør, at flere klubber er pressede, inden ligaen deles op i to efter 22. spillerunde, altså om to spillerunder. Det kan også mærkes på måden, holdene griber kampene an, fortæller Poulsen.
– Det er fedt med den ekstra nerve i forhold til top seks. For os fodboldspillere er det de her kampe, man gerne vil spille, fordi der er noget på spil. Så håber man selvfølgelig, at det går éns vej i forhold til at nå med i top seks. Så det er kun fedt, at der er ekstra tænding og intensitet i kampene, fordi det er så tæt i tabellen, siger han.
Nicolai Poulsen ved, qua hans tætte forbindelse til Randers, hvad der foregår bag fjendens linjer, og vil også gerne dele gode råd ud til resten af truppen.
– Jeg giver, hvad jeg kan til holdet. Jeg ved, at når Randers møder AGF på hjemmebane, så kommer de ud som sultne løver og vil gøre alt for at slå os. Det er noget, jeg forsøger at forberede mine holdkammerater på, fortæller midtbanekrigeren, der måske også har nøglen til sejr klar:
– Samtidig skal vi ind og spille vores eget spil og gøre det til en kamp på vores præmisser. Hvis vi kan det, samtidig med at vi får udlignet deres duelspil, og hvad de ellers kommer med, så har vi en god chance for at vinde kampen, siger Poulsen.
Han og resten af holdkammeraterne skal i kamp mod lillebror på mandag klokken 19 på Cepheus Park. Her er allerede meldt om et næsten udsolgt away-afsnit, så du skal have fart på, hvis du skal med i krig mod kronjyderne!
Flere AGF Nyheder
-
Bag Fjendens Linjer med VFF-analytiker: – Det er en kamp, hvor de skal bevise sig selv
-
Portræt af Pingel: Tonser og fodboldnomade i en anden tid
-
AGF igen rigt repræsenteret på diverse landshold
-
AGF-fans med ny gaveindsamling: Håber, Wahlstedt kommer stærkt tilbage
-
Viborg FF – AGF optakt: Fodsportsforeningen skal ned med nakken
-
18-årig nigerianer hentet til Fredensvang
-
Frederik Tingager på Månedens Hold
-
Leeds-reporter om Klaesson: – Udviklingen gik i stå
-
Årets holdfoto er klar
-
Ankestyrelsen mangler oplysninger for at kunne godkende AGF’s lejeaftale på nyt stadion