Nando Rafael mindes AGF: Brydede både med Brøndby og Bakken Bears

Nando Rafael skulle have brugt tiden i AGF som et skridt på vejen mod drømmen om at spille i Premier League, men tiden i Aarhus blev aldrig den succes, vi alle havde håbet på. Skader holdt den stærke angriber tilbage, og efter et par sæsoner i Aarhus drog den tysk-angolanske angriber videre. Han nåede dog at sætte sig fast i hukommelsen på de fleste AGF-fans, og nu mindes han tiden i Aarhus, som trods den manglende sportslige succes, gav masser af erfaring og livslektioner.

I sommeren 2008 fik Aarhus en prominent forstærkning, da AGF hentede den dengang 24-årige tysk-angolanske angriber Nando Rafael til klubben på en tre-årig aftale for omkring 3,5 millioner kroner. Efter en ungdomstid i Ajax Amsterdam og nogle gode seniorår i tysk fodbold, hvor han havde slået sine folder i Hertha Berlin og Borussia Münchengladbach, så han Aarhus som næste skridt i karrieren, der kunne være et vindue ud mod de helt store klubber.

Det blev til 35 kampe, 11 mål, to assists og ni gule kort i AGF-trøjen, inden han i januar 2010 skiftede til tyske Augsburg. I dag ser den tidligere frontløber tilbage på sin tid i Aarhus med glæde og stolthed, selvom tingene ikke gik helt som håbet.

Vejen til Aarhus

Som helt ung flygtede Nando Rafael fra den angolanske borgerkrig, og han kom som 8-årig til Holland, hvor Ajax Amsterdams fodboldakademi stod klar til at tage imod ham. Her blev han hypet som fremtidens stjerne på linje med habile talenter som Wesley Sneijder, Rafael van der Vaart og Nigel de Jong.

Angriberens spidskompetencer var en stærk fysik, hurtighed og en god målnæse, som han viste frem i de første seniorår hos først Hertha Berlin og senere Borussia Münchengladbach. I førstenævnte klub blev det til 83 kampe, 18 mål og seks assists, mens han i sidstnævnte nåede 48 kampe, ni mål og tre assists.

Det blev også til 13 optrædener for det tyske U21-landshold med fem mål til følge i perioden 2005-2006. Senere fik han også tre A-landskampe for Angola.

Det så jo alt sammen ganske lovende ud, men unge Rafael ville mere. Han ville til Premier League, og i Münchengladbach var han – trods rimeligt med spilletid – blot andetvalg til angrebsposten. Klubben ønskede i 2008 at forlænge hans kontrakt, men angriberen og hans agent tog en rask beslutning: Søg nyt, tag et skridt ned, scor urimelige mængder mål og bliv solgt til en engelsk storklub. Det var planen, og derfor kom kontakten til AGF i stand.

– Jeg havde nogle gode år i Hertha og Gladbach, men jeg ville spille fast og bruge Superligaen som springbræt. AGF var et spændende projekt, og klubben havde ambitioner om at blande sig i toppen af ligaen, hvilket tiltalte mig, fortæller Rafael, som havde kendskab til dansk fodbold fra de tidligere medspillere Thomas Helveg og Kasper Bøgelund.

Men ikke alt gik som bekendt som planlagt i Aarhus.

– Da jeg kom, var jeg udfordret af skader, og jeg skulle vænne mig til en helt anden fodboldkultur. Det var svært at finde rytmen. Alligevel elskede jeg at spille foran de udsolgte tribuner med fansene i ryggen. De gav mig en energi, jeg aldrig glemmer, fortæller Nando Rafael, der sætter i gang med at nynne den gamle fansang om ham:

– Na-na-na-na-na-na-na-na-na-na-na… Nando Rafael, Rafael, Naaando Rafael.

En sang, som han gerne vil opleve igen i Aarhus.

– Jeg har ikke været i Aarhus siden min tid i klubben, men jeg lover, at jeg vender tilbage i år – med hele min familie. Jeg vil gerne opleve byen igen, se holdet spille og måske genhøre spillersangen, fortæller han.

Fra forventninger til frustrationer

Med et – for AGF – stort prisskilt og CV – lå der et pres på Rafael for at levere fra dag ét i Aarhus, og selvom hans tid i klubben generelt blev overskygget af skader, så må man sige, at starten var helt perfekt.

I debuten mod arvefjenderne fra Brøndby IF sendte han nemlig hjemmeholdet på 1-0, og det er et minde, Rafael stadig agter højt.

– Det var mit første mål for AGF, og det står stadig klart i min hukommelse. Stadion var fyldt, solen skinnede, og jeg kunne mærke en særlig energi fra fansene. Det øjeblik vil jeg aldrig glemme, fortæller Rafael, der ellers kun mærkede presset tynge, når han sad ude med skader.

– Det var hårdt at sidde ude, og der følte jeg et pres for at komme tilbage og levere. Jeg vidste jo, at klubben havde forventninger til mig, forklarer den i dag 41-årige tysk-angolaner fra sit hjem i Baden-Baden.

Den lovende debut blev fulgt af mange skadesforløb, og Rafael døjede også med dommerne i den danske liga, som nåede at tildele ham hele ni gule kort i sine 35 kampe i Superligaen.

– Det var forfærdeligt. Jeg var vant til at spille mod forsvarsspillere, som var større end mig, så jeg var vant til at bruge min fysik, når det var nødvendigt. Jeg lærte så, at i Danmark, når man gik skulder til skulder, og den ene fløj væk, så blev man straffet. Det frustrerede mig meget, og det påvirkede mit spil nogle gange, fortæller tysk-angolaneren, som var med til at ende nummer seks i sin første sæson i klubben. I anden sæson – 09/10 – gik det som bekendt knap så godt, men Rafael rykkede afsted, inden den traumatiserende nedrykning blev en realitet i sommeren 2010.

– Vi havde spillere som Devdariani, Feilhaber, White og Graulund – det var et mandskab, der kunne have spillet med i toppen, hvis vi alle var fit. Jeg mener det virkelig… det her hold var et top tre-hold. Desværre manglede vi ofte marginalerne, og små fejl kostede os dyrt, hvilket nok satte sig mentalt i holdet, fortæller Rafael om sin tid i klubben.

Brydekamp med Bakken Bears og “Obama” på Fredensvang

Rafael kæmpede – når han ellers var fit – om spilletiden med Peter Graulund og Dioh Williams i angrebet. En skarp trio på papiret, og et konkurrenceforhold, som Rafael husker med glæde.

– Vi havde en god angrebsgruppe og en god spillergruppe. Mit forhold til Dioh Williams og Jeremiah White var fantastisk. Vi havde det virkelig sjovt hver dag. Williams er en fantastisk angriber, som nemt kunne have klaret sig i Bundesligaen. Vi havde det rigtig godt på- og uden for banen, fortæller Rafael, der husker flere situationer i styrketræningslokalet, der gav anledning til grin.

– Vi kaldte Jeremiah White for Obama. Hans far havde nogle forbindelser til politik, og så var han jo fra USA og holdt gerne nogle lange enetaler. Vi trænede også nogle gange med Bakken Bears-spillere i fitness, og vi tog en brydekamp en gang imellem med dem. De var alle sammen over to meter, så det var nogle vilde kampe!, siger Rafael.

Han husker også tydeligt Peter Graulund, som i denne periode ellers var presset af, at klubben havde hentet de store profiler, Williams og Rafael.

– Graulund var en fantastisk kaptajn. Han var en type, der virkelig kunne afgøre kampene. Han var altid garant for at give noget ekstra. Han var meget sejrssulten, aggressiv, og han gav mig altid det indtryk, at han elskede at bære AGF-trøjen. Han var også vigtig for mig i forhold til at forså klubben og kulturen. Et foregangseksempel, siger den nu pensionerede angriber om sin tidligere anfører.

Han kunne ellers godt dele vandene med sin direkte facon.

– Jeg kunne godt lide hans direkte stil. Han sagde tingene som de var, men det kunne han også gøre, fordi han var erfaren. Nogle slog sig måske lidt på ham, men jeg havde det godt med hans måde at kommunikere og lede på. Hvis man ikke kunne tåle at høre sandheden, så kunne man måske slå sig på ham, men det hele bundede i, at han altid ville vinde. Han gik forrest, og det hele handlede om passion. I Tyskland ser du ikke bare én, men tre-fire-fem af den type i hver trup. Vi havde også vores sammenstød, men det handlede ikke om disrespekt. Det handlede måske om to egoer, der ramlede sammen, men vi ville begge to vinde, og det var det vigtigste, forklarer Rafael, der også havde et godt forhold til trænerne, Ove Pedersen og Erik Rasmussen. Sportschefen, Brian Steen Nielsen, har han heller ikke noget negativt at sige om.

– Jeg mærkede ikke meget til tingene uden for banen. Jeg havde et fint forhold til sportschefen og trænerne i min tid i klubben. Trænerne var meget forskellige, men jeg passede fint ind i deres tilgang til spillet, fortæller den tidligere AGF’er.

Auf wiedersehen

Efter halvanden sæson i AGF tog Rafael og hans familie beslutningen om at vende tilbage til Tyskland. Kombinationen af den manglende sportslige succes og savnet til familie og venner blev for stort, så da hans tidligere træner fra Gladbach-tiden nu var i Augsburg og ville hente ham hjem, virkede det som en god beslutning. Her fik Rafael fornyet succes, blev holdets topscorer og rykkede op i Bundesligaen.

– Det var en fantastisk tid og karrierens højdepunkt. Jeg følte endelig, at jeg var landet det rigtige sted og kunne opfylde mit potentiale, fortæller han.

Imens kunne han følge AGF’s deroute, som endte med nedrykning til 1. division, så da Rafaels lejeaftale med Augsburg udløb stod både klubben og angriberen overfor en stor beslutning. Det hele endte med, at AGF lod Rafael skifte permanent på en fri transfer til Augsburg for at slippe for den løntunge post. Det gav samtidig Rafael muligheden for at forfølge sine store ambitioner.

– Jeg havde især ondt af fansene og spillerne. Jeg synes, holdet havde niveau til meget mere, fortæller Rafael.

Hans egen videre færd gik efter et skifte af træner og sportschef i Augsburg til Fortuna Düsseldorf, Henan Jianye og VfL Bochum, hvor karrieren sluttede i en alder af 33 år i 2016.

Livslektier frem for fortrydelse

Tiden i Aarhus blev ikke det springbræt til en stor liga, som Rafael – og vel egentligt også AGF – havde håbet på, men den tidligere angriber ser nu alligevel tilbage på sit skifte uden fortrydelse.

– Mit ønske om at skulle til Premier League gjorde, at jeg blev forblændet. Jeg ville til et sted, hvor jeg kunne score mindst 20 mål for så at tage det store skridt. Det kunne også sagtens være sket. Men set i bakspejlet havde jeg også gode muligheder i Gladbach. Jeg fik meget spilletid, men jeg ville være andetvalg. Til gengæld spillede jeg i en stor klub, som også kunne være et godt vindue. Når man ser tilbage på det og ved, hvordan det hele udfoldede sig, så kunne man sige nej, jeg skulle ikke være skiftet. Men omvendt var det en vigtig læring for mig at være i Danmark. Det var en god tid, og jeg lærte meget af at komme væk fra Tyskland i en periode, fortæller Rafael.

Han bruger i dag sin erfaring som performance coach for fodboldtalenter, der drømmer om en stor professionel karriere. Han har også selv seks børn, og der kunne sagtens være et nyt fodboldtalent iblandt dem, mener den tidligere AGF’er. Det vigtigste er, at glæden og passionen er til stede.

– Jeg er stolt af det, jeg opnåede som spiller, og nu bruger jeg min erfaring til at hjælpe andre. Fodbold handler om så meget mere, end hvad fødderne kan. Det er vigtigt at have hovedet med, siger Rafael.

Nutidens Nando nærer håb

Trods de mange skader i AGF, så værdsætter Nando Rafael sin tid i Aarhus:

– Jeg er meget stolt og taknemmelig over måden, fansene behandlede mig. Jeg havde en god tid og var altid meget motiveret for at spille i AGF. Desværre satte skaderne en stopper for, at jeg kunne vise, hvorfor jeg havde spillet i Bundesligaen. Men jeg havde nogle store højdepunkter, og jeg er meget glad for at være en del af klubbens historie.

Han har også en klar besked til fansene:

– Bliv ved med at tro på det. Mon ikke tiden så kommer, hvor man får et hold, som kan nå de højder, vi burde have gjort, da jeg var der, så fansene kan være med til at løfte mesterskabspokalen. Det vil jeg gerne opleve, siger han.

Du kan høre interviewet med Nando Rafael i vores podcast, Lyden AGF: