Mortensen: Vi skal gå ud og nyde det
Før dagens træning på Fredensvang, kiggede anfører Patrick Mortensen frem mod morgendagens opgør mod Club Brugge.
Anføreren lagde ikke skjul på at der venter en meget svær opgave, efter man tabte det første opgør 0-3 på udebane.
– Den er selvfølgelig ekstremt svær. Vi er ikke jubelidioter, men omvendt så kan alt lade sig gøre i fodbold. Men set ud fra det udgangspunkt vi stod med før i torsdags, så står vi jo dårligere nu. Men vi skal ud og spille en fodboldkamp, hvilket vi glæder os helt vildt til. Vi har en del af revanchere spillemæssigt. Vi har analyseret kampen, og der er perioder hvor vi faktisk godt kan spille med. Vi skal selvfølgelig forsøge at gøre det bedre i morgen. Der er momenter i den første kamp, hvor vi faktisk får presset højt og står godt på banen. Det er klart at det skal vi prøve at få gjort i nogle længere perioder, og så få skabt noget momentum. Og så er det klart at vi godt ved at vi nok ikke skal lukke mål ind. For så ser det rigtig svært ud, siger anføreren.
Vil gerne ryste Brugge
På trods af det store nederlag i første kamp, så tror Mortensen stadig på at AGF kan drille gæsterne fra Brugge.
– Vi skal gå ud og nyde det, og give den gas. Og så skal vi tro på at det kan lade sig gøre. For går vi ind til kampen uden troen på, at det kan lade sig gøre, så kunne vi ligeså godt lade være med at spille. Så vi skal gå ind med et positivt sind og en tro på at vi kan få scoret det første mål. Og så er de jo altså bare mennesker. De er fodboldspillere ligesom os, så de har også følelser og kan rystes. Så det kunne da være sjovt at komme ind i morgen og forholdsvis hurtigt få scoret et mål, og så se hvordan Brugge reagerer. Selvfølgelig har de stor erfaring, så de kommer ikke til at stå og ryste i bukserne, men der kommer jo en reaktion.
Startede ekstremt godt mod FC Nordsjælland
Efter kampen mod Brugge skulle AGF allerede i kamp mandag, da seneste sæsons sølvvindere gæstede Ceres Park. Mortensen synes at AGF brugte kampen i Brugge som en læring, hvilket man kunne se mod FC Nordsjælland.
– Vi havde god tro på os selv og troede på at det kunne lade sig gøre at få et resultat i Brugge. Vi vidste jo godt hvor gode Club Brugge var, men det er klart at det tempo de kommer ud med, gør det svært for os. Men det var en lærerig kamp. Ikke kun for mig, som er oppe i årene, men også for de unge. Der er mange positive ting at tage med. Det synes jeg også man kan se i mandags, mod FC Nordsjælland. Vi kommer hurtigt tilbage, selvom vi har haft en hård kamp for få dage siden, og Nordsjælland ikke har haft nogen. Jeg synes vi starter ekstremt godt og har mod til at spille. Og det er noget af det samme vi skal finde frem i morgen. For det blev lidt forkrampet nede i Brugge.
Mortensen forklarer at det høje tempo mod Brugge ledte til at der blev taget nogle forkerte beslutninger, som holdet normalt ikke tager.
– Jeg tror at nogen synes det gik lidt hurtigt, og så glemmer man at trække vejret dybt og tage de rigtige beslutninger. Vi har haft et par gode dage, hvor vi har fået snakket tingene igennem og fået evalueret det der skulle evalueres. Så jeg håber at man i morgen ser et mere frit hold, der ikke har noget at tabe. Vi vil gerne starte kampen godt. Vi er på hjemmebane og forhåbentlig kommer der en masse tilskuere, der kan presse os frem.
Vil gerne spille alle kampe
KSDH.dk’s udsendte spurgte anføreren ind til om han er klar til at spille sin tredje kamp på blot en uge, hvilket angriberen svarede hurtigt på.
– Jeg er klar til at spille alle kampe, hvis Uwe vil have det. For mig er alder bare et tal. Jeg har det rigtig godt fysisk, og jeg tror at mange ville blive overraskede over de fysiske tal både jeg og resten af truppen præsterer. Det er hårdt at spille under Uwe, men det er også fedt. Og det gør også bare at alle aspekter i éns tilværelse skal være ét-hundrede procent optimerede i forhold til restitution, søvn, mad, væske. Alle de ting der gør, at man præsterer bedst muligt hver dag. Jeg synes det er en fed måde at leve på.
Har aldrig før haft en træner som Uwe
Patrick Mortensen blev også spurgt ind til om han kan mærke at han har rundet 34 år, når han går på banen for AGF.
– Det er klart at jeg er blevet en mere erfaren og klogere spiller, der oftere træffer de rigtige beslutninger. Det er svært at sammenligne, for jeg har ikke tidligere haft en træner der kræver det samme fysisk, som Uwe gør. Jeg kan kun sige at trods at han kræver så meget, så kan jeg godt være lidt overrasket over at jeg stadig kan stå op, siger anføreren med et smil.
Flere AGF Nyheder
-
AGF igen rigt repræsenteret på diverse landshold
-
AGF-fans med ny gaveindsamling: Håber, Wahlstedt kommer stærkt tilbage
-
Viborg FF – AGF optakt: Fodsportsforeningen skal ned med nakken
-
18-årig nigerianer hentet til Fredensvang
-
Frederik Tingager på Månedens Hold
-
Leeds-reporter om Klaesson: – Udviklingen gik i stå
-
Årets holdfoto er klar
-
Ankestyrelsen mangler oplysninger for at kunne godkende AGF’s lejeaftale på nyt stadion
-
Reportage: Uforløst lørdagsgalop på Ceres Park
-
Solid U17 præstation og uskarpe U19 imod FC Midtjylland