Mortensen før fredag: – Nordsjælland er en tricky modstander
Patrick Mortensen ser frem til fredagens opgør mod FC Nordsjælland, hvor han håber, at de seneste måneders positive takter kan fortsætte.
AGF har ikke tabt i 11 kampe i træk – 10 af dem har været i Superligaen, og De Hviie nærmer sig dermed klubrekorden for flest opgør i træk uden nederlag, som lyder på 13 lige nu.
Senest AGF bragede sammen med FC Nordsjælland var det dog tæt på at blive til et nederlag, da Farum-drengene bragte sig foran 1-0 med 12 minutter tilbage af opgøret på Right to Dream Park.
Da slutfløjtet lød var det hele dog vendt på hovedet, og Felix Beijmo og Markus Solbakken havde sikret en 1-2 sejr til AGF.

Selve kampen var da også yderst velspillet af Jakob Poulsens mandskab, og nu håber Patrick Mortensen, at man kan gentage svendestykket på Ceres Park Vejlby.
– Kampen mod dem på udebane var stærk på mange parametre, så det burde vi kunne lave noget lignende, siger anføreren.
– Vi forventer, at vi går ud og fortsætter, hvor vi har sluppet de seneste mange kampe og tager fat i kuglen og får arbejdet hårdt.

Mortensen har ikke scoret siden AGF’s kamp mod FC Fredericia tilbage i august, men det er nu ikke noget, der går den 36-årige topangriber så meget på – så længe resultaterne flasker sig.
– Jeg bliver selvfølgelig målt på mål, men heldigvis bliver jeg også målt på mange andre ting af staben og af mig selv. Så er det nogle gange, at så rammer den ikke lige mig, så rammer den nogle andre. Lige nu nyder jeg bare at spille fodbold, og så er jeg sikker på, at målene nok skal komme, fortæller Mortensen, der stadig har sin målsult intakt:
– Selvfølgelig vil man gerne score, men jeg kan også mærke, at jeg bliver offer for min egen succes. Der bliver brugt rigtigt meget krudt på at dække mig op, og det er jo fedt, at vi kan udnytte det på en anden måde, hvor folk som Kristian Arnstad får plads til at komme ind og bruge sit hoved mod Brøndby, forklarer sidste sæsons ligatopscorer, som i indeværende sæson har nettet fem gange efter 12 spillerunder.

Cheftræner Jakob Poulsen sætter også pris på de kvaliteter, angriberen bringer til holdet, selvom målene ikke altid tikker ind på samlebånd.
– Paddy bidrager med meget andet end mål. Han er enormt vigtig for vores pres, han organiserer de tre forreste, og han er god til at lukke huller, hvis nogle af de andre mangler, og så bliver han bedre og bedre til at modtage bolden med ryggen mod mål.

Et mentalt spil
Nu venter det 65. opgør mellem AGF og FCN, hvor der i gennemsnit er scoret tre mål per kamp. Spørgsmålet er, om Mortensen og co. kan tage teten på hjemmebanen fredag aften?
– Vi ved, at Nordsjælland er en tricky modstander, som også kommer til at have bolden i perioder, men der skal vi være gode i det defensive arbejde. Det kan være en svær del i fodbold, når modstanderen har bolden i længere perioder, hvor man risikerer at miste koncentrationen, men det er et mentalt spil, som vi skal være skarpe på, fortæller anføreren.

FCN kommer ind til opgøret på bagkant af to sejre – 1-0 over Randers FC og 3-0 over Vejle, og Jens Olsens mandskab indtager 5. pladsen i rækken med 18 point. For Farum-mandskabet vil en sejr dermed gøre underværker i bestræbelserne på at lægge afstand til bund-seks-mandskaberne, hvor Sønderjyske i skrivende stund holder 7. pladsen med 15 point. Omvendt vil et nederlag være halvkritisk for gæsterne.
Vi skal dog tilbage til maj 2024 for at finde seneste hjemmenederlag til AGF, når FCN har været på besøg – de seneste to kampe er endt 2-0 og 4-2 på hjemmebanen, så lad blot “stimen” fortsætte.

En uafklaret fremtid
Mortensen har kontraktudløb ved udgangen af sæsonen, men hvad der skal ske derefter, er endnu ikke et emne for den erfarne målmager.
– Jeg har ikke skænket kontrakten en tanke. Vi er et rigtig fint sted, og jeg går ikke og tænker så meget over det. Det vigtige for mig er at nyde hver dag. Jeg er taknemmelig for de stunder, jeg får med det her hold, og det er det, jeg har fokus på, siger Patrick Mortensen.

AGF møder FC Nordsjælland fredag klokken 19 på Ceres Park Vejlby, og der er stadig billetter at få til opgøret.
Flere AGF Nyheder
-
AGF – Sønderjyske optakt: De Hviie skal tilbage på sejrssporet -
AGF-afsnittet i Silkeborg er meldt udsolgt -
Bech før Sønderjyske: – Det bliver en svær kamp -
Jakob Poulsen før Sønderjyske: – Vi har vist, at vi kan præstere godt mod alle hold -
Blog: Manddomsprøven på Heden – AGF viser format -
Tobias Bech: – Det er gået over forventning indtil videre -
AGF tilknytter ung midtbanespiller fra Mali -
Opdatering fra torsdagstræningen på Fredensvang: Mange spillere blev sparet -
Rune Lykkeberg: – AGF er min skæbne -
Stærk weekend for AGF’s ungdomshold – U17 og U19 sejrer over Lyngby