Mortensen: – Dejligt med skarp konkurrence
AGF’s anfører, Patrick Mortensen, sætter pris på den øgede konkurrence i truppen, efter at flere er kommet retur fra skader og genoptræningsforløb.
Sommerens transfervindue bød på tilgang af syv nye spillere – heriblandt to angribere – og det har medvirket til at skærpe konkurrencen i alle geledder i AGF.
Noget, som Uwe Rösler har udtrykt flere gange, har stor betydning for holdets konkurrencedygtighed.
Læs også: Uwe Rösler: – Den mest konkurrencedygtige trup i min AGF-tid
I angrebet har Patrick Mortensen fået selskab af Richmond Gyamfi og Youssouph Badji, mens Tobias Bech selvfølgelig også stadig er i truppen. En god sammensætning, ifølge den rutinerede topscorer.
– Det er dejligt, at vi er ved at få så bred en trup og have folk tilbage fra skader. Det har vi jo ikke haft for vane, fortæller Patrick Mortensen, som scorede for første gang siden august, da han blev matchvinder mod Brøndby i mandags.
Stilstanden i målscoringen har dog ikke presset den erfarne målræv.
– Som angriber vil du altid gerne score. Men nogle gange som angriber, så er der bare ikke noget at arbejde med. Man kan jo kun gøre sit bedste. Jeg kan kun kontrollere, hvad jeg selv gør, og jeg gør mit bedste hver dag, forklarer han.

– Jeg kan kigge mig selv i spejlet med lyst og energi hver evig eneste dag, og det er trods alt dejligt med min alder, at jeg stadig har den motivation, fortæller 35-årige Patrick Mortensen.
Han glæder sig også over, at bænken generelt er blevet fyldt godt op med kvalitet i den seneste tid.
– Sådan nogle gutter som Kristian Arnstad og Henrik Dalsgaard, der kommer ind, det giver per automatik noget mere energi. Også for os inde på banen, siger AGF-anføreren.
AGF har nu kun Kevin Yakob og Leopold Wahlstedt på skadeslisten, mens folk som Tobias Mølgaard og Michael Akoto stadig arbejder på at blive fit til kamp. Jonas Jensen-Abbew måtte dog lade sig udskifte af tirsdagens Future Cup-kamp af uvisse årsager, og KSDH-redaktionen undersøger i skrivende stund, om dette skyldes en skade til forsvarsspilleren.
Flere AGF Nyheder
-
Frederik Tingager: – Det mentalt sværeste, jeg kan huske -
Gift Links på Rundens Hold for sjette gang i sæsonen -
U17 topper rækken efter weekendens kamp -
Modgangen ramte, men hvor meget skal vi lægge i det? -
AGF – Sønderjyske: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Frederik Tingager ude resten af året -
Hansen: – Vi kunne ikke holde kadencen -
Beijmo: – Vi mistede grebet om kampen -
Jakob Poulsen: – Kvaliteten manglede efter pausen -
AGF – Sønderjyske: Magien forsvandt