Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Mølgaard på vej retur: – Jeg glæder mig ufatteligt meget til at smaske ind i den første duel


| Jonas Roulund |

Tobias Mølgaard fik bare 20 minutters Superligabold i støvlerne i forårssæsonen på grund af en drilsk skade, som har taget længere tid end forventet at komme tilbage fra. Nu lysner det dog for den 27-årige forsvarsspiller, og han ser frem til igen at kunne bidrage til holdets sportslige succes.

Megen mystik har omgærdet Tobias Mølgaard og den skade, som har holdt ude stort set hele 2024.

Først blev det meldt ud, at han døjede med efterveer fra forstrækninger i baglårene, der opstod i de sidste kampe i 2023, men da han kortvarigt var tilbage mod OB den 3. marts reagerede kroppen skidt, og vi fik ikke mere Mølgaard at se i den resterende del af sæsonen.

Sundhedsstaben i AGF har arbejdet minutiøst for at diagnosticere årsagen til problemerne, men det har været sværere end som så at få en klar køreplan for comebacket.

Tobias Mølgaard (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Nu er Mølgaard dog på rette vej, idet man har fundet årsagen – og dermed kunnet lægge en klar plan for nordvestjyden.

– Det går godt. Jeg har fået mere afklaring i løbet af den seneste måneds tid. Men det har været et hårdt og opslidende forløb, fortæller Tobias Mølgaard efter dagens træning på Fredensvang, hvor han dog blev inden døre i fitnesslokalet.

– Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at finde frem til den rigtige diagnose, men det har været svært, og der har været forskellige meninger omkring, hvad det helt præcist var, hvilket har gjort det sværere at arbejde 100 procent hen imod noget, fortæller forsvarsspilleren, der kom til AGF fra Vejle Boldklub i sommeren 2022.

Tobias Mølgaard gør klar til et indkast (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

– Nu har vi lavet en plan, der lige nu ser ud til at holde i forhold til, hvad jeg skal kunne, og hvad jeg skal igennem, inden jeg er tilbage. Det er dog stadig en lidt længerevarende proces, men jeg er fortrøstningsfuld omkring det hele, fortæller Mølgaard.

High Hamstring og riv i muskelsenen

Det har altså været svært at nå frem til den endelige diagnose for AGF’s nummer 14, men følelsen af gentagende smerter i baglåret, der hvor låret fæstner til ballen har ikke været til at tage fejl af for Mølgaard.

– Jeg havde noget “high hamstring” som er betændelse helt oppe omkring hæftet af baglårsmusklen. Det er den diagnose, vi gik ud fra til at starte med. Om der så har været et lille riv i senen helt oppe, som har gjort det mere kompliceret, er lidt der, hvor det bliver lidt tricky. Vi har alle sammen gjort vores bedste for at finde frem til det, og det vigtigste er, at vi har klar plan nu, fortæller Mølgaard.

Tobias Mølgaard (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

Og hvad er planen så? Indtil videre er det ikke blevet til megen bold for fødderne hos den ærgerrige fodboldspiller.

– Lige nu kører jeg et tre-dages rul, hvor jeg løber ude på banen hver tredje dag. Det skal jeg så stille og roligt opjustere til noget mere højintenst. Så er der to dage i fitness med specifikke øvelser til området. Så jeg er ikke langt fra at komme ud og være lidt mere med. Det bliver dog nok for mig selv i en rum tid endnu, fortæller Tobias Mølgaard.

En opslidende og træls proces

Med de mange nedslående meldinger i løbet af foråret, har Mølgaard måtte arbejde en del med det mentale aspekt – for når man hele tiden tror, man er ved at være klar, og så får at vide, at man er ude et par uger igen, så tærer det på de mentale batterier.

– Det har været forfærdeligt. Jeg har nok heller ikke altid været den sjoveste at være sammen med derhjemme, for det fylder en del, og mere end man går og sætter ord på, fortæller Mølgaard.

Tobias Mølgaard (Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos)

– At man er ude i et bestemt tidsrum, kan man nemmere arbejde med, men hele tiden at skulle omstille sig og få så mange nederlag i forløbet, når man prøver efter bedste evne at komme tilbage, det er hårdt og frustrerende og noget, jeg ikke har prøvet før, så det har været opslidende og træls, forklarer han, og sender i samme omgang en tak afsted til fansene, som har støttet og sendt beskeder undervejs i forløbet.

– Jeg vil gerne sige tusind tak til alle, der har skrevet og støttet undervejs. Det har varmet meget. Jeg lover, at når jeg er tilbage, så skulle jeg gerne være helt tilbage. Så er det den gamle Mølgaard man får at se, siger forsvarsspilleren, som er blevet kendt for sine drønhårde tacklinger på Ceres Park.

– Jeg glæder mig ufatteligt meget til at smaske ind i den første duel, siger Tobias Mølgaard.

Det lyder således til, at Mølgaard endelig er på rette vej. Men det bliver med stor sandsynlighed først lidt hen i efterårssæsonen at vi får ham at se i aktion igen i Superligaen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle