Mød AGF Tifo: Ikke som de andre
AGF Tifo er noget særligt. Her arbejdes der frivilligt uge efter uge på at forberede udsmykninger og shows i alle størrelser til kampene, så den helt rigtige stemning kan folde sig ud, når de Hviie helte betræder græsset ude og hjemme.
Spillerne elsker det. Fansene elsker det. Klubben elsker det. Tifo-arbejdet er uomtvisteligt centralt for den samlede oplevelse ved at gå på stadion.
Man tænker nok ikke lige over det, men der bliver lagt oceaner af tid og kræfter i at forberede de store tifoer, mosaikker og bannere, der pynter stadion ved hver eneste AGF-kamp.
25-årige Mads Jacobsen er en del af Nýsir Aarhus, og så er han en af idémændene og projektlederne, når der skal produceres tifoer til AGF’s ude- og hjemmekampe. Det visuelle spiller nemlig en stor rolle for hele oplevelsen, og uden udsmykning og koreografier, ville stadionturene unægteligt være en hel del kedeligere for alle – uanset hvor engageret man er på fanscenen.
– Vores motivation er, at AGF’s fanscene skal være i toppen af Danmark, og at vi skal være bedre end konkurrenterne. Og så at vi skal hylde vores klub. Vores klub er så meget federe end alle de andre, og det skal vi vise, fortæller Mads, der har tæt dialog med AGF i forbindelse med udviklingen af tifoer. Der skal nemlig både søges om tilladelser og sikkerhedsgodkendes forud for hver kamp.
– Når der bliver bidraget fra tribunen, gør det helhedsoplevelsen bedre. Det ved AGF også godt, og de gør rigtigt meget for at hjælpe os og anerkende os, fortæller tifo-entusiasten.
Tifo-gruppen i AGF består af 16 frivillige, som kommer fra fangrupperingerne Nýsir Aarhus, Nýsir Ungdom og Aarhus’ Yngste. Gruppen er en samling af en masse forskellige kræfter med mange evner.
– Der er nogle designere, nogle arbejdsmænd, nogle der er gode til at koordinere og planlægge, nogle med idéerne. Vi har en masse opgaver, store som små, fortæller Mads, som sammen med sit team sørger for, at der altid foregår noget særligt på den stemningsskabende scene.
– Små opgaver kan være at male et lille budskabsbanner, såsom det vi lavede til Benjamin Hvidt på baggrund af KSDH.dk’s indsamling og donation. Det kan også være at skrive en ansøgning til sikkerhedschefen eller at hente mad på malerdagene, og så er der store opgaver som malerarbejdet, lave designs og skitser, bestilling af varer, opsætning og udførslen og koordinering, forklarer Mads Jacobsen.
Han og resten af AGF Tifo har altid et særligt fokus, når skal produceres tifoer. Når kampprogrammet kommer ud, sætter teamet sig sammen og udpeger særligt interessante opgør, hvor der skal gøres lidt ekstra ud af tingene. Herefter ser man på temaer for den enkelte kamp. Her indtænkes eksempelsvis historien på Legendernes Dag, sammenholdet til Aarhus Walk, og at AGF er det mest vindende hold, når der er pokalkampe.
– Jeg tror, der er langt flere tanker bag det, end folk lige tænker. Mod Brøndby ville vi gerne have fokus på, at AGF ikke er som de andre. Det skulle være et fremragende punktum for vores kampagne, som har kørt i 2024, fortæller Mads.
– Man får inspiration fra alle mulige klubber og ligaer, og vi holder også øje med de andre Superligaklubber, så vi ikke kommer til at kopiere hinanden, forklarer han.
De største, de bedste og de værste
Når man lægger så mange timer i stadionhallerne for at forberede den ene tifo efter den anden, så ønsker man selvsagt, at det hele også folder sig korrekt ud, når man når til kampdag. Men det kan være svært at få flere tusinde mennesker til at samarbejde, og der ligger derfor megen planlægning bag hver enkelt tifo.
– Det kan nemt gå galt. Mod Brøndby brugte 25 mand masser af timer om søndagen på at lægge blå og hvide mosaikplader overalt på stadion. Der skulle stå “AGF er ikke som de andre,” men fansene tog dem ned for hurtigt på kampdagen, så man kunne slet ikke læse det. Det er ærgerligt, men fejlen ligger ikke kun på langsiden. Den ligger også hos tifogruppen selv på nogle parametre, og så evaluerer vi og bliver bedre, forklarer Mads Jacobsen, som fremhæver pokalfinalen som det største tifo-projekt i hans tid.
– Da vi kvalificerede os til pokalfinalen havde vi en lille måned til at arrangere en tifo. Vi tog udgangspunkt i, hvilken tribune vi fik, og så begyndte vi at brainstorme. Vi ville gerne hylde historien i, at vi har vundet de her ni pokaltitler, fortæller Mads.
Der blev i den forbindelse arrangeret en indsamling til AGF Tifo, som gik langt over forventet, hvilket åbnede nye muligheder for projektet. Langsiderne blev derfor også inddraget, og flag blev indkøbt.
Herefter fulgte en designproces, hvor man måtte grave dybt i AGF’s arkiver for at finde gode billeder fra tidligere storhedstider og pokalsejre. Da designet var på plads kunne optegnings- og malerarbejdet så gå i gang.
– Vi lavede den ude i stadionhallerne. Tifoerne var 72 x 16 meter. Vi brugte en projektor oppe fra loftet, som viser, hvordan det skal tegnes op. Det tog tre-fire dage, hvor syv-ti folk var i gang fra morgen til aften, fortæller Mads om tifoen, som indeholdt 18 farver. Og man skal passe på, når man maler.
– Det kræver, at man holder tungen lige munden, for man kan ødelægge hele tifoen, hvis man maler forkert. Det gik heldigvis som vi håbede på, og vi er ret stolte af den, siger Mads Jacobsen.
Selvom pokalfinalen står som den mest mindeværdige tifo, så er der også andre flotte værker at fremhæve.
– Vi har også haft 3-3 kampen mod Brøndby, hvor vi havde lavet et billede af en masse folk, der gik ned ad Stadion Allé. Detaljerne i en tifo er ekstremt afgørende for, om den er god eller dårlig, men her brugte vi 18 farver, og det er det design, der er brugt på AGF’s træningstrøje i denne sæson, fortæller tifo-eksperten.
Der venter guld for enden af regnbuen
På Ceres Park holder de stemningsskabende fans til på B-tribunen, men snart rykker hele menageriet væk. Det midlertidige stadion i Vejlby venter, og tifo-gruppen lægger ikke skjul på, at det kan blive en udfordring.
– Det bliver ikke optimale forhold, men vi ved, at der er guld for enden af regnbuen. Der skal nok være noget helt specielt til åbningskampen på det nye stadion, når vi når dertil, fortæller Mads, som samtidig sender en bøn til AGF-fansene. Tifo-gruppen er nemlig havnet i bekneb efter at nedrivningsarbejdet for enden af Stadion Allé har taget fart.
– I og med at Stadionhallen er blevet revet ned, så mangler vi et sted at producere tifoer i de to år, vi er i Vejlby. Så hvis man har et sted, der måler mere end 10 x 10 meter, så hører vi meget gerne fra jer, siger Mads.
Og selv, hvis du ikke har en stor lagerhal at tilbyde, så kan du faktisk godt bidrage til AGF Tifo. Både via donationer på mobilepay via nummeret 33392, men også via din arbejdskraft.
– Det er kun folk fra fanmiljøet, der deltager i tifo-arbejdet, men er der en lille tifo-mand, der brænder i maven, så kan man skrive til Samlet for Aarhus og høre mere om arbejdet, fortæller Mads Jacobsen, som også understreger, at tifo-arbejdet er skarpt adskilt fra alt, hvad der ellers foregår af stemningsskabende tiltag såsom pyroteknik.
– Pyro og Tifo har ikke noget med hinanden at gøre økonomisk set. Tifo-kassen er administreret af AGF, så pengene i Tifo-kassen har AGF rådighed over, og der kan ikke købes pyro for pengene, forklarer Mads Jacobsen.
Således fortsætter det stærke arbejde på den voksende aarhusianske fanscene. Store udfordringer venter i Vejlby, men mon ikke de frivillige kræfter endnu en gang formår at løfte opgaven og skabe en fest? For fansene, for klubben – for Byens Hold, AGF.
Du kan høre hele interviewet med Mads Jacobsen i podcasten, Lyden AGF.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler før Lyngby: – Det er en stor kamp for os
-
Eric Kahl før Lyngby: – Vi fokuserer på nuet
-
AGF – Lyngby BK optakt: Tid til at slå tilbage
-
Erics flotte forvandling: Fra knægt til karl
-
Blog: Hvad kan vi tage med fra det tunge nederlag i Herning?
-
Studierne indtager Ceres Park: 3000 unge klar til tribunefest
-
AGF straffes med stor bøde og tilskuerstraf
-
Mølgaard er klar til comeback: – Har arbejdet meget med det mentale
-
Lyden AGF: Et hak i tuden for AGF’s mesterskabsdrømme
-
Video: Se AGF’s nye High Performance Center