Mindeord om Aage Rou Jensen: En gentleman og en leder på- og udenfor banen

Aage Rou Jensen er indbegrebet af AGF, og i dag kunne han være fyldt 100 år. Her mindes vi legenden med et mindeord fra nevøen, Klaus Rou Jensen.

Af Klaus Rou Jensen.

Aage Rous 100 års fødselsdag.

Det sidste spark får man, siges…

Men før jeg når dertil, vil jeg ønske dig tillykke med din 100 års dag og benytte lejligheden til at fortælle, at “privat“-Aage var et stort familiemenneske, som aldrig talte dårligt om andre og som var generøs over for alle han mødte på sin vej, der havde brug for hjælp.

Aage var meget privat og faktisk så kendt en person, at hækken ud til Midtagervej ikke blev klippet længere ned end to meter – så kunne han have lidt privatliv i haven.

Men venner og kammerater, der bad om hjælp, gik aldrig forgæves til Aage.

Om det var til opstart af egen virksomhed, hvilket hans gode og nære holdkammerat, John Amdisen, om vi stadig havde haft John iblandt os, ville have nikket ja til, eller da hans livslange kammerat Jørgen Olesen søgte nye arbejdsmæssige udfordringer, så hjalp Aage, via direktør Klæbel fra Ceres, Jørgen ind i bankverdenen.

Men hjælp var der også til alle de aarhusianske restauratører, der i ‘70 erne kæmpede med eftervirkningerne fra oliekrisen.

De var mange, der kom en gang om ugen på Ceres og gik ind på Aages kontor.

De kom for at få henstand, mindre lån og ikke mindst en lille snak og et godt råd, fra en som i alle årene havde værdsat venskaber og kammerater højt, og kammerater var de, alle dem der satte Ceres og byen Århus højt, og var de det ikke, så blev de det, når Aage havde øst ud af viden og livserfaring.

Ceres og Aage

Aage var ikke uden skyld i, at man dengang havde byens bedste arbejdsplads, Ceres på Silkeborgvej.

Senere i hans karriere på Ceres, tog han og Grethe Andersen over, og styrede Ceres gennem en voldsom tumultarisk tid på bryggeriet.

Direktører fløj ind og ud af “officergangen“ i de år, og de som blev, lærte i den tid, at alle morgener startede på et direktørkontor med en flaske whisky eller to. Det var en vanskelig tid for det stolte bryggeri.

Dette morads styrede Aage og frk. Andersen dog Ceres igennem, indtil der kom en ny direktion.

Aage vendte derefter tilbage til salgsafdelingen, men ikke mange år efter valgte direktionen at takke Aage, ved at placere ham oppe under taget i ekportafdelingen som kontormedarbejder!

Igen hørte ingen Aage klage, tværtimod brugte han sin tid og sine forbindelser fra sin tid i fodbold til, via et samarbejde med Tulip, at bygge et ekporteventyr op i Italien, et marked Bryggerigruppen stadig nyder godt af.

Men at Ceres havde “glemt” Aage viste sig år senere, da hans livslange, og lovede gratis forplejning af øl og vand ophørte, uden varsel men dog registreret af Aage med et træk på skulderen.

40 år blev det til på Ceres, til ham som sammen med Dir. Klæbel skal æres for den position og betydning Ceres fik for byen Århus.

Ingen tak, men et lille spark blev det til.

Dir. Klæbels ekstravagante pensionsordning blev der dog ikke pillet ved, hvilket gjorde det muligt at bibeholde boligen i Risskov.

En tredelt tilværelse

Aages liv kan deles op i tre lige store perioder.

AGF, Ceres, og Humlevej 13 i Risskov.

Alle tre steder var han en agtet person med et stort format. I Risskov vedblev han at være det, mens tiden på Ceres, som beskrevet, ikke fik den sortie han havde fortjent, og det samme kan siges om hans tid i Fredensvang.

For mens hans tid som aktiv, helt op til i dag, har været med til at sælge øl og bøger, sponsorater og billetter, så er hans afsked med Fredensvang et mørkt uklædeligt kapitel i den hæderkronede historie.

Aage var stoppet på AGF’s førstehold, og blev kort efter af klubben spurgt, om han ikke ville være holdleder for divisionsholdet?

Og var der noget Aage ikke ville, så var det at sige nej, hvis AGF bad om hjælp.

Jeg husker tiden med glæde, for ofte hentede han mig søndag formiddag i Viby, når AGF skulle spille hjemmekamp på Århus Stadion om eftermiddagen.

Så kørte vi rundt til udvalgte spillere, og Aage brugte tiden med dem til lige at finpudse taktikken og forsikre sig om, at de fik hvilet, inden de mødte op i Søjlegården for enden af Stadion Allé.

Aage gjorde holdlederarbejdet lige så betydningsfuldt, som det anførerarbejde, han igennem næsten 20 år havde bestridt for AGF’s divisionshold, hvilket var typisk Aage… man gør sit bedste – ALTID.

At han var glad for stadig at være en del af “holdet” hersker der ingen tvivl om , men da klubben senere stod og manglede en fodboldformand, og han blev spurgt, sagde han ja til tjansen. Hvis der var brug for Aage i AGF, så stillede han op.

Igen hjalp han og gjorde fyldest, der hvor klubben havde mest brug for ham.

Formands jobbet fik dog en ende ved fodboldgenerlforsamlingen i 1966.

Jeg husker min far kom hjem og sagde; “Det var så det.”

Og det, det var, det var at Aage uden varsel eller orientering, af den øvrige bestyrelse, med Børge Kaiser som bannerfører, blev kuppet ud og erstattet med Poul Hyldgaard.

For nu skulle der arbejdes på, at AGF skulle være en professionel fodboldklub.

Derefter rejste Aage sig op og gik over i boligen på Midtagervej.

Da jeg år senere spurgte ind til forløbet, svarede Aage; “De kunne da bare have sagt det.”

Men det gjorde de ikke. I stedet snigløb de klubbens til alle tider største navn, som blot havde sat sig i formandsstolen, fordi man havde bedt ham gøre klubben en tjeneste.

Et år senere i 1967, flyttede han, faster Sonja og bedstefar Ras til Humlevej, og Aage kom aldrig mere på Fredensvang.

En gang da han blev 80 år, havde klubben hejst flaget, og der kørte han og jeg forbi, men hans tiltagende demens gjorde, at han ikke helt var med på sammenhængen.

Det sidste år på Fredensvang sammenfattede Aage på følgende måde; “Alt blev så akavet.”

Tilhørsforholdet og kærligheden til klubben blev dog bevaret, ved at han via to livslange fribilletter til AGF’s hjemmekampe var at finde på Århus Stadion, når AGF spillede.

Som Knud Esmann meget præcist rammede det ind den fredag, da nærmeste familie havde bisat Aage fra Risskov Kirke i 2009, hvor jeg efter aftale med Knud ringede og fortalte, at Aage var død.

– Man glemte at takke ham. Både Ceres, AGF og byen,

Indflydelse på professionel fodbold

I Risskov fik Aage i 1972 en ny genbo, dir. Poul Jensen, Bruun & Sørensen.

Og da Poul Jensen i 1978 blev spurgt om Bruun & Sørensen kunne være økonomisk garant for, at AGF kunne blive den professionelle fodboldklub, man i 12 år havde stræbt efter, lød svaret; “Jeg ringer lige tilbage.”

For Poul ville have, at hans nu rigtig gode ven og genbo gav sit besyv med.

Poul kendte jo godt historien fra generalforsamlingen og vidste også godt, at professionel fodbold ikke var en ide, der var groet i Aage’s have.

Havde Aage, direkte adspurgt sagt nej, så var Bruun & Sørensen ikke trådt til, men det gjorde Aage ikke.

En hædersmand bærer ikke nag.

Aage troede fuldt og fast på, at han ville blive 100 år. Det blev han ikke, men at han ikke er glemt, vidner det flotte gavlmaleri på Hallssti om. Et gavlmaleri han helt sikkert havde været stolt af at være en del af, for det er lavet i kærlighed og af de kammerater, som altid stod stærkest og sammen med familien betød mest.

Om 100 år er alting glemt, siges det – Aage Rou er undtagelsen.

Du kan høre Jonas Roulunds podcast om Aage Rou Jensen, der blev produceret for AGF i forbindelse med udnævnelsen af Aage Rou Jensen som Årets Legende i år 2018.

Aage Rou Jensen – Fakta

Født: 24. september, 1924.
Død: 8. juni, 2009.
Antal kampe for AGF: 443 (Fra 1942-1961. Spillede også ungdomsfodbold i AGF fra 1932 og frem til førsteholdsdebuten).
Titler: Fire DM-titler (1955, 1956, 1957, 1960) og tre pokaltitler (1955, 1957, 1960).
A-Landskampe: 30.
En del af AGF’s Legendekorps og Fodboldens Hall of Fame.