Max Power efter debut: – Fansene hjalp os fra start til slut
Engelske Max Power fik i går debut for AGF, og den fysisk stærke midtbanespiller nød den varme velkomst fra hjemmepublikummet, selvom han havde håbet at kunne levere en sejr til tilhængerne.
Det blev i går til et enkelt point på Ceres Park, da Silkeborg IF gæstede AGF til en vaskeægte jysk topkamp i Superligaen. Målene blev sat ind af Tonni Adamsen og Nicolai Poulsen, og det ene point sikrer begge mandskaber endnu en uge i top tre. AGF på andenpladsen med 17 point. Silkeborg på tredjepladsen med 16.
Selvom det altså ikke blev til den sjette sejr i træk for De Hviie, så var der andre ting at glæde sig over. Herunder debut til Kristian Arnstad, Youssouph Badji og manden med det fedeste navn i fodbold – Max Power.
Sidstnævnte erstattede Mads Emil Madsen i slutningen af kampen, og det betød meget for briten, som har savnet spilletid i 2024.
– Det var en rigtig god følelse at løbe på banen. Det har været nogle svære otte til 10 måneder uden spilletid på grund af en skade og diverse regler, og mine børn har spurgt mig flere gange, hvorfor jeg ikke spillede, så det føles virkelig godt at være tilbage. Jeg vil gerne sige fansene en stor tak for den varme velkomst, sagde Max Power til KSDH.dk efter gårsdagens kamp.
– Det mindede mig lidt om Sunderland. Passionerede fans, der hjalp os fra start til slut. Jeg bemærkede, at fansene bare fortsatte, selvom vi kom bagud, og de støttede os hele vejen. Det var en ganske god kamp, men vi er selvfølgelig skuffede over, at vi ikke vandt. Det ser jeg dog som et sundhedstegn, fortæller den 31-årige midtbanespiller, som har over 400 kampe i engelsk fodbold på CV’et.

Skal klø på
Power kom til AGF fra saudisk fodbold denne sommer efter en lidt turbulent periode. En sjælden skade havde holdt briten ude i en rum tid, og da midtbanespilleren igen var klar til at spille, havde klubben hentet for mange udlændinge, og han kunne derfor ikke registreres til at spille kampe. Derfor blev man enige om at ophæve kontrakten, hvilket muliggjorde skiftet til AGF og Aarhus.
– Det har været en god start i klubben. Alle taler godt engelsk, så det har været let at falde til. Gutterne har taget godt imod mig, og nu skal jeg bare presse på og vise, at jeg altid er klar, når træneren og holdet har brug for mig, siger Max Power, der har fået en etårig kontrakt i AGF.
Han glæder sig nu til at fortsætte arbejdet på Fredensvang for at kunne presse på for mere spilletid i den hvide trøje.
– Vi skal bare tilbage på træningsbanen og arbejde videre frem mod næste kamp. Forhåbentligt kan jeg bare klø på nu og hjælpe holdet, når der er brug for det, siger Max Power.
Næste gang der kan blive brug for Max Power på banen, er når Lyngby tager imod AGF på søndag klokken 16 på Sjælland.
Flere AGF Nyheder
-
Marketingdirektøren med status på click & collect: – Det er en læring frem mod det nye stadion -
Jesper Hansen: – Jeg har rigtig meget lyst til at fortsætte -
Blog: AGF ramte muren – og faldt ned fra succeshimlen -
Kom med USO og KSDH til fanfest den 21. november -
Jakob Poulsen efter første tid i AGF: – Det har været en fed periode -
Frederik Tingager: – Det mentalt sværeste, jeg kan huske -
Gift Links på Rundens Hold for sjette gang i sæsonen -
U17 topper rækken efter weekendens kamp -
Modgangen ramte, men hvor meget skal vi lægge i det? -
AGF – Sønderjyske: Spillerpræstationer og kampens spiller