Markus Solbakken: – Der var fuld smæk på
Markus Solbakken var en glad mand efter dagens sejr over FC København, som kom i hus på et udsolgt og stemningsfyldt Ceres Park Vejlby.
Der var tryk på kedlerne og masser af dueller, da AGF i dag hjemtog en 2-0 sejr over FC København i Superligaens 17. spillerunde.
Mål af Mortensen og Carstensen samt en stor arbejdsindsats var en rigeligt god cocktail for Jakob Poulsens mandskab, der nu er hele ni point foran FCK på fjerdepladsen.
Markus Solbakken spillede hele kampen på den centrale midtbane, og nordmanden var glad for holdets indsats, da han mødte pressen efter dagens begivenheder.
– Vi spiller en god kamp. Det var en meget fysisk kamp med mange dueller. De ønsker at ødelægge kampen, men vi tilpasser os og leverer en god præstation, siger Solbakken.
– Banen var svær, og det skulle man også tænke over. Vi ville gerne have spillet mere med bolden, men vi løser det godt og vinder mange dueller fortæller midtbanespilleren, som også forholdt sig til den aktuelle stilling og mulige nye målsætninger for sæsonen:
– Vi er et tophold. Men vi kigger stadig på præstationerne og ser, hvad vi kan gøre bedre. Vi skal bare blive ved, og så må vi tage den derfra. Vi vil gerne være med, hvor det er rigtigt sjovt. Men vi ved også, at vi hele tiden skal bygge på og blive bedre, og så holder vi fokus på næste kamp, siger Solbakken.
2-0 sejren kunne endda være blevet endnu større, hvor dommeren havde været i bedre humør i dag.
Gift Links blev nemlig fældet i feltet i 2. halvleg, men hverken dommeren eller VAR konkluderede, at der skulle dømmes straffespark. Noget, der vakte undren hos Solbakken og holdkammeraterne.
– Først tænkte jeg, at der var straffespark, og så kom den på storskærmen, og så tænkte jeg, at den er stensikker, den bliver taget på VAR, men igen… sådan er det nogle gange. Jeg synes, der er kæmpe straffe.

Et midlertidigt stadion med saft og kraft
Selvom Ceres Park Vejlby ikke er det, man kan kalde et rigtigt Superligastadion, så lykkedes det alligevel at skabe rammerne om en topkamp – med tæt atmosfære og godt med lir på lægterne. Det bemærkede Solbakken også, og han nyder at spille foran det aarhusianske hjemmepublikum.
– Man kunne godt mærke, at der var fuld smæk på derinde i dag. Det er altid fedt at spille for et fyldt stadion, det er top, og det giver lidt ekstra, siger han.
– Det er altid sjovt at spille kampe, hvor man kan se, at det betyder noget, og der er noget på spil. I dag var en sjov kamp med mange dueller og gang i den.

Han har selv en fortid i København, da hans far var cheftræner i klubben gennem store dele af Markus’ barndom. Derfor var opgøret i dag da også noget særligt for den 25-årige nordmand:
– Det var lidt specielt. Det er et hold, jeg har fulgt tæt i mange år, så det var sjovt at møde dem, men ellers tænkte jeg ikke så meget over det.
AGF har nu 37 point efter 17 spillerunder. Næste weekend venter Randers FC i årets sidste Superligaslag.
Flere AGF Nyheder
-
Morten Breum spiller på mesterskabsbussen -
Mortensen gav Bogere ordet i rundkredsen inden startfløjt: – Lad os gå ud og vise, at vi er de danske mestre! -
Kevin Yakob rappede for Aarhus: Hør hans sang her -
Nicolai Poulsen: – Det er en sindssyg følelse -
Gift Links: – Jeg er stolt af drengene -
Busruten for de danske mestre inden rådhusfejringen -
AGF – Viborg FF: Legendarisk guldfest i Aarhus -
Medaljelisten: Luka Callø og Youssouph Badji er med -
Kongen kommer: Frederik er på plads på Ceres Park Vejlby -
AGF-truppen mod Viborg FF: Serra, Yakob og Polle får fri