Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Marketingdirektøren med status på click & collect: – Det er en læring frem mod det nye stadion


| Jonas Roulund |

AGF har i 2025 udrullet et nyt bestillingssystem på Ceres Park Vejlby, og som det er med de fleste forandringer, så har det givet anledning til lidt kritik fra brugerne – altså fansene. KSDH.dk har taget en snak med marketingdirektøren for at blive klogere på systemet og læringen fra den første tid med click & collect.

Stadionoplevelsen på det midlertidige stadion i Vejlby er altid til diskussion, men efter sommerens opgradering af A-tribunen – og med visheden om, at det nye stadion i Kongelunden bliver klar i marts 2027 i baghovedet – er den værste kritik stilnet en smule af.

Dog har tiltaget omkring click & collect fået flere fans til at indsende en del “Galehuse” i podcasten Lyden AGF’s ugentlige udsendelser, og derfor har fanmediet taget kontakt til marketingdirektør, Asger Munkholm for at høre, hvad resultatet har været af det nye bestillingssystem indtil videre.

Systemet fungerer således, at man med få klik kan bestille og betale mad og drikke fra mobilen og herefter får tildelt et dedikeret afhentningsvindue, hvilket skal reducere køerne til boderne på stadion og skabe et bedre salgs- og produktionsflow.

Selvom det til tider kan virke som om, at køen er længere end den plejer, og at appen ikke fungerer optimalt, så er den umiddelbare vurdering fra marketingdirektøren faktisk ganske positiv.

– Det er gået præcis, som vi forventede. Det er altid svært at indføre nye ting, og folk skal vænne sig til det, men vi har lagt en meget udførlig plan for, i hvilken rækkefølge vi gør tingene, og vi har haft mulighed for at rette en masse ting undervejs. Vi startede stille og roligt, og så har vi langsomt udvidet det til, at det kører på hele stadion undtagen på udebaneafsnittet, fortæller Asger Munkholm.

– Vi ser den effekt, som var årsagen til, at vi gjorde det. Det handler om, at vi gør os klar til det nye stadion. Vi vil gerne kunne tilbyde alle de forskellige produkter, uden at folk skal stå for meget i kø. Med de boder, der kommer på det nye stadion, så kan vi ikke gøre det, uden at optimere på de processer, der er, forklarer han.

Marketingdirektør i AGF, Asger Munkholm på Ceres Park Vejlby.
Foto: KSDH.dk

Analysen bag tiltaget med click & collect har været, at halvdelen af den tid, folk bruger i køer på stadion, bruges på at foretage sin bestilling. Beslutningsproces og ordreafgivelse tager tid, og det er den, man skærer fra ved at bestille på telefonen fra sin plads på stadion.

– Idéen omkring click & collect, det er, at hvis man eksempelvis har fem boder, så har vi en til bestilling og fire til udlevering. De fire kan vi så skalere op og ned efter behov. Så hvis der eksempelvis er ekstra tryk på drikkevarebestillinger, så kan vi sige, at tre af afhentningsvinduerne udelukkende skal være til drikkevarer i en periode. Hele idéen er, at vi kan guide folk derhen, hvor der er mindst kø, forklarer Munkholm.

AGF-fans på stemningsafsnittet på Ceres Park Vejlby.
Foto: KSDH.dk

Brugeroplevelsen i højsædet

Selvom click & collect altså allerede har haft en positiv effekt på produktion, salg og købsflow på stadion, så medgiver marketingdirektøren, at forandringer aldrig kommer uden udfordringer.

– Det er meget en vanesag. Det er altid træls, når der laves ændringer. Og så har vi en udfordring med internetdækningen på Ceres Park Vejlby. Vi er i dialog med de udbydere, som er derude, for vi kan ikke selv skrue op og ned for styrken, men det kan de til en vis grad, og det er noget af det, vi tager med ind til Kongelunden, for nu ved vi mere om, hvad det kræver, siger Asger Munkholm.

– Så har der været noget omkring brugeroplevelsen, som vi har opdateret fra kamp til kamp. Vi har folk siddende på stadion for at fornemme, hvordan det hele kører, og vi har faktisk formået at lave opdateringer undervejs i en kamp, fordi vi kunne se nogle ting, der kunne ændres.

Stadion i Kongelunden - rendering fra 2025.
Foto: Kongelundens Sekretariat.

Munkholm håber, at fansene fortsat vil byde ind med tilbagemeldinger på systemet, så man løbende kan forbedre sig. Ligesom med mange andre ting på det midlertidige stadion, så er det nemlig en del af forberedelserne frem mod tiden på det nye stadion i Kongelunden.

– Det er en læring frem mod det nye stadion i Kongelunden. Jeg vil langt hellere gøre det på Ceres Park Vejlby og lære en masse ting og kunne justere på tingene. Det flow, vi har i produktionen, skal vi for eksempel også lære, så det er en øvelse, og vi havde ikke spredt det ud på alle afsnit, hvis det ikke havde fungeret, fortæller han.

– Vi har medarbejdere ude, som guider folk, og vi er meget åbne for feedback på tingene. Vi lytter og lærer, og vi ønsker kun at gøre tingene bedre for fansene derude.

Næste gang du kan opleve click & collect i aktion er den 30. november, når AGF tager imod FC København på Ceres Park Vejlby klokken 14.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle