Skip to main content


Yann Bisseck (Foto: Matti Kronborg)

Madsen og Mortensen om Bisseck: – Han ender på det tyske landshold


| Jonas Roulund |

Den tidligere AGF’er, Yann Bisseck, foldede sig ud i onsdagens Champions League-opgør mellem mægtige Manchester City og Inter Milan, og det er ikke gået upåagtet hen hos de forhenværende holdkammerater på Fredensvang.

Yann Bisseck blev i sommeren 2023 skippet afsted fra AGF til Inter Milan for en rekordstor transfersum, men forsvarsspillerens værdi er nok kun steget sidenhen.

Den nu 23-årige tysker har nemlig bidt sig fast i de italienske mestres startellever, og i onsdags var han blandt de 11 udvalgte, der skulle bide skeer mod Pep Guardiolas superstjerner fra Manchester City.

Bisseck fik 75 minutter som højre stopper i opgøret, der endte 0-0. Han var dermed en stor del af årsagen til, at folk som Erling Haaland, Kevin de Bruyne og Jack Grealish blev holdt fra måltavlen i Champions League-opgøret.

Yann Bisseck jubler efter sejr i Randers.
Foto: Matti Kronborg

Præstationen og udviklingen generelt er da også noget, der er blevet bemærket blandt AGF-spillerne på Fredensvang. Patrick Mortensen husker tydeligt, hvordan det var at spille sammen med den stærke forsvarsspiller.

– Han var jo vanvittigt god. Vi følte nogle gange, at han nærmest ikke havde behov for at vise det hele, og at han indimellem spillede på 80 procent og dvaskede lidt rundt. Der er meget mere i vente for ham. Det er så dejligt at se, at han ikke er faldet igennem, men bare tilpasset sig niveauet i Inter, siger AGF-kaptajnen til TV2.dk.

Også Mads Emil Madsen har roser til Bisseck.

– Jeg tænker helt sikkert, at han ender på det tyske landshold, og jeg vil håbe for ham, at han kommer til at spille endnu mere fast for Inter. Det er kun fantasien, der sætter grænser, hvis han fortsætter med at udvikle sig, siger Mads Emil Madsen om sin tidligere holdkammerat.

Bisseck har fire år tilbage af sin kontrakt med Inter Milan og har indtil videre optrådt 23 gange for de stribede italienere. Derudover er det blevet til ni tyske U21-landsholdskampe.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle