Skip to main content



Foto: AGF.dk

Mads Hedenstad: – Jeg føler mig hjemme her


| Jonas Roulund |

Mads Hedenstad Christiansen har sat sin signatur på en kontrakt med AGF, der løber til sommeren 2030, og den 25-årige målmand ser frem til at tage kampen om spilletid op med rutinerede Jesper Hansen.

Det blev ikke til meget spilletid for Mads Hedenstad i løbet af det første halve år i AGF, men den tidligere førstemålmand i Lillestrøm har alligevel valgt at forlænge sin aftale, der ellers stod til at udløbe i sommeren 2027. Der er blevet lagt yderligere tre år på den kontrakt, hvilket sender et signal om, at han er en mand, klubben tror på.

– Klubben har sagt, at de ser mig som fremtidens målmand her i AGF. Der er god konkurrence med Jesper, og mit mål er selvfølgelig at vinde den konkurrence og spille flest mulige kampe. Men det får vi at se. Jeg må bare arbejde hårdt til træning, fortæller nordmanden, da vi møder ham efter endt træning på Fredensvang.

Mads Hedenstad Christiansen portræt.
Foto: AGF.dk

Som 13-årig skiftede han fra barndomsklubben i fødebyen Fetsund til lokalområdets største klub – Lillestrøm SK, og i 2020 fik han debut for seniormandskabet. Siden har han været med til to oprykninger, vundet en pokalfinale og holdt andre målmandskonkurrenter fra fadet, når trænerne skulle vælge førstemålmand.

Han blev i 2021 kåret til Årets Unge Målmand i Norge og kom samme år på Årets Hold i Eliteserien. Undervejs i karrieren er det også blevet til kampe for Norges U17, U18, U19 og U21-landshold.

Efter skiftet til AGF er det indtil videre blot blevet til en enkelt optræden – sæsonens sidste imod Viborg, men gode ting tager tid, og når man står i kø bag en af ligaens bedste og mest rutinerede målmænd i Jesper Hansen, så kan man godt være tålmodig.

– Jeg kan virkelig godt lide at træne med Jesper. Han er en meget rutineret målmand, og jeg føler, at jeg bliver bedre, når vi træner sammen. Selvfølgelig er mit mål at spille mest muligt og udvikle mig som målmand, men jeg ser på samarbejdet som positivt for begge parter, og det har været godt, siger Hedenstad, der er faldet godt til i byen:

– Jeg føler mig hjemme her. Det er en god by med gode mennesker, og jeg mærker, at det er en stor fodboldby, så jeg trives, fortæller han.

Et arbejde at gøre

Hedenstads styrker ligger i spillet med bolden, han er reaktionsstærk og god til at læse spillet og dirigere sine medspillere. Han ønsker særligt at forbedre sig i luftspillet, og det taler ganske godt ind i cheftrænerens analyse af sin nuværende andenmålmand:

– Jeg synes, han er en dygtig målmand. Han er en god allround-målmand. Han er god med fødderne og redder det, han skal redde. Hvis man kan få de to ting passet ind på en målmand, så synes jeg, man er nået et godt stykke af vejen, så vi er glade for Mads, og for at han er her fire år endnu, siger Jakob Poulsen, der også kommenterer på målmandshierarkiet for nuværende:

– Konkurrencen er hård, fordi Jesper har spillet en fuldstændig fremragende sæson og været med til at vinde et mesterskab med AGF, så lige nu er Jesper forrest, og så handler det om, at Mads skal give den gas hver dag, forklarer cheftræneren.

– Når man er foran som målmand, så skal man som regel lave nogle fejl, før man for alvor bliver skiftet ud, så Jesper er stadig forrest for os.

Jakob Poulsen på stadion mod Sønderjyske.
Foto: Kronborgfotos

Gode ting i vente

På trods af, at Hedenstad altså endnu ikke kan vide sig sikker på, hvornår han får chancen fra start i en gældende AGF-kamp igen, så glæder han sig over at være en del af det succesfulde mandskab, som nu kan kalde sig forsvarende danske mestre – og gå ind til mange spændende kampe såsom Champions League-kvalifikation:

– Det er rigtig fedt. Der venter mange kampe, og det er det, vi fodboldspillere kan lide. Der kommer flere store kampe, og vi starter med noget af det største. Vi har et godt hold og ser klar ud, så vi glæder os bare, fortæller målmanden, der har nydt fansenes opbakning i sin start i klubben:

– Fansene har været eksemplariske. De har været virkelig gode og har mødt op både hjemme og ude og været en virkelig god støtte. Det har været godt at se, og det var fedt at se så mange, der var ude og fejre mesterskabet, siger Mads Hedenstad.

Mads Hedenstad Christiansen med pokal og kæreste.
Foto: Kronborgfotos

Han og resten af holdkammeraterne drager i dag til Belgien, hvor der venter en enkelt træningskamp, inden der tages hul på den sidste træningsuge uden officielle kampe i næste uge. Herefter gæster Lech Poznan Cepheus Park den 21. juli til den første gældende kamp i sæsonen 2026/2027.

Du kan se hele interviewet med Mads Hedenstad Christiansen lige her:

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle