Jens Stage gik fra lokal helt til skurk i Aarhus: Jeg har stadig en enorm kærlighed til AGF
26-årige Jens Stage har taget en åbenhjertig snak med KSDH.dk og Lyden AGF om opblomstringen i AGF, skiftet til FCK, livet i Bundesligaen og lidt om fremtidsperspektiverne for den altid hårdtarbejdende midtbanespiller, som nåede knap 100 kampe for sin lokale hjerteklub.
Jens Stages fodboldhistorie er ikke som de fleste.
Han blev nemlig først en del af elitefodboldmiljøet som 19-årig, da han skiftede fra 2. divisionsklubben Brabrand IF til AGF efter et prøveforløb i efteråret 2015.
Den 8. maj 2016 kom debuten, da han blev skiftet ind i en kamp mod FC Midtjylland, og siden så den hårdtarbejdende allrounder sig ikke tilbage.
Han nåede hele 95 kampe for sin hjerteklub, inden et tilbud fra FCK blev for godt til at sige nej til.
Stage skiftede derfor under dramatiske omstændigheder til hovedstadsklubben i sommeren 2019.
Prædikaterne “Forræder” og “Judas” føg hurtigt gennem luften, mens en hærværkshændelse mod midtbanespillerens lejlighed også fandt sted efter transferen blev officiel.
Selv husker Stage tilbage på skiftet med blandede følelser:
– Der lå mange mellemregninger til grund for skiftet, som aldrig rigtigt er kommet frem, siger Stage, som var citeret for at sige, at han aldrig ville skifte til en anden klub i Superligaen – det vender vi tilbage til.
– Jeg er blevet fejlciteret et par gange, og det har jeg jo lært på den hårde måde – men til mit forsvar, vil jeg sige, at det er ikke det dummeste jeg har sagt som 16-17-18-årig, fortæller den nuværende Werder Bremen-spiller.
Mere vil have mere
Jens Stage er livslang AGF-fan. Opvokset i Aarhus, hvor familien og vennerne også holder til.
ASA, IF Lyseng og Brabrand IF blev alle testet, inden en drengedrøm altså gik i opfyldelse som 19-årig, da AGF pludselig stod klar med en overraskende kontrakt.
– Jeg kommer ind på AGF’s hold og har aldrig været spået en chance. Jeg tænker, som alle andre unge drenge i Aarhus, at hvis jeg bare kan få et halvt minut på AGF’s førstehold, så er alting ligemeget – så var mit liv fuldendt, forklarer Stage, som altså nåede langt mere end et halvt minut i den hvide trøje – og som også nåede at vikariere som anfører for De Hviie.
– Jeg var glad i AGF og følte, at der skal jeg være i hele mit liv. Jeg havde det som blommen i et æg, jeg elskede holdkammeraterne, klubben og så videre. Men ligesom mennesker er i hele verden, så vil mere have mere, siger midtbanespilleren.
Og efterhånden som han blev mere og mere fast inventar på David Nielsens AGF-mandskab, så kom der også bud efter ham på landsholdsniveau.
Det skulle vise sig at blive skelsættende for den unge aarhusianer.
– Jeg blev udtaget til U21-EM i 2019, hvor jeg kommer i snak med mange af de her gutter, der spiller på nogle større adresser. De får bare nogle store oplevelser – spiller mod vanvittige spillere, og det sætter nogle tanker i gang – jeg er sammen med dem nu – så kan jeg vel også komme til det?, siger Stage, der har en U18-landskamp, syv U21-landskampe og en enkelt A-landskamp på CV’et.
Debuten for A-landsholdet kom som indskifter mod Skotland i november 2021, men siden har der ikke været den store kontakt med landsholdslejren, fortæller han.
Et svært skifte
Nå, vi kommer jo ikke uden om det. Skiftet til FCK.
Tankerne er ikke til at stoppe, da Stage først har fået en idé om, at han kan lege med på en højere hylde – en hylde, hvor det handler om europæiske gruppespil.
Pludselig er tanken om, at skulle spille i en anden klub end AGF ikke så fjern, som den har været hidtil.
– Der kommer nogle bud fra Belgien, som PC ikke var tilfreds med. Og så ud af det blå, kom FCK så. Jeg har aldrig tænkt ét sekund, at jeg skulle skifte fra AGF. Jeg vendte det med min familie, og der var også en anden mulighed i Grækenland, men det var en del mere usikkert, hvad jeg ville træde ind til. På det tidspunkt var jeg heller ikke personligt et sted, hvor jeg var klar til at bo et sted så langt fra alle jeg kendte og elskede, fortæller Jens Stage, som stik imod alt, hvad han selv havde forventet pludselig står overfor et skifte til rivalerne fra FCK.
– Så på trods af min enorme kærlighed til AGF, så følte jeg altid jeg havde truffet den beslutning, der var bedst for klubben og for andre. Jeg havde aldrig brokket mig over min løn, min position, trænernes beslutninger eller alt muligt andet. Jeg havde sat holdet først, men nu traf jeg en beslutning for mig selv for at sikre min egen udvikling, forklarer Stage.
Og med det, sluttede eventyret om den lokale helt. Han var vokset ud af Aarhus og blev udstyret med en femårig kontrakt i FCK. En stor handel, der sikrede AGF i omegnen af 20 millioner kroner.
– Jeg var da ked af det på AGF’s vegne, at jeg var nødt til at tage det skridt, men jeg fortryder det ikke. Der var mange følelser i spil, og det betyder jo noget for mange. Jeg står ved min beslutning, og jeg har både elsket at spille i AGF og i FCK, siger Stage, der efterfølgende måtte finde sig i en del pifteri, når han optrådte i “den forkerte trøje” på Ceres Park.
– Jeg føler ikke, der var noget, jeg kunne gøre anderledes. Jeg tror, de fleste fans kan se, at jeg gav alt for AGF i min tid der. Jeg har det okay med, at der er folk, der er utilfredse og pifter af mig. Det er da lidt sjovt, når der bliver drillet lidt i øst og vest – det er også derfor jeg elsker Aarhus og aarhusianerne – der er jo lidt Michael Jøden-vibe over mange aarhusianere, og det synes jeg er fedt, siger midtbanespilleren, som også opnåede god succes i København, hvor han fik 111 førsteholdskampe, inden turen gik sydpå til Werder Bremen i sommeren 2022.
Nutiden og fremtiden: Vil aldrig sige aldrig igen
Belært af sine tidligere interviews vil Jens Stage sjovt nok ikke sige, at han helt sikkert vil ende sin karriere i AGF.
Men det hviie hjerte følger stadig med, selvom det daglige arbejde nu foregår i Bundesligaen.
– Det bliver spændende med AGF’s nye stadion, og jeg er sikker på, at klubbens udvikling er i direkte retning opad. Det er i hvert fald et top tre hold inden for en overskuelig årrække, og det nye stadion kommer til at tiltrække rigtigt mange gode spillere fremover, fortæller Stage, som i løbet af seneste sæson har bidt sig fast på Werder Bremens mandskab.
Her spiller han 8’er-positionen med de sædvanlige Stage-dyder i fokus.
– Målsætningen er at blive oppe og kravle lidt opad derfra. For mit eget vedkommende handler det om holdets succes. Hvis holdet præsterer godt, så kommer mange af spillerne også til at se bedre ud.
Hvorvidt vi kommer til at se den løbestærke arbejdsmand i AGF igen, må tiden vise, men Stage afviser i hvert fald intet.
– Man skal aldrig sige aldrig – og man skal passe på, hvad man siger, har jeg lært! Men jeg snakker rigtig godt med mange fra AGF stadigvæk og har en enorm kærlighed til klubben – det har jeg så også til FCK, så når jeg en gang er klar, så er der to steder, jeg godt kunne tænke mig at spille igen. Og det er AGF og FCK. Det er to klubber, jeg har enormt stor sympati for, siger Stage.
Du kan høre hele interviewet med Jens Stage lige her:
Flere AGF Nyheder
-
Jacob Andersen efter U21-landsholdsdebut: – Det var et utroligt stort øjeblik
-
Uwe inden SIF: – Vi skal underholde alle igen
-
Udenlandske AGF-fans: – De Hviie har noget særligt over sig
-
AGF – Silkeborg IF optakt: Tidligt topopgør i Aarhus
-
Blog: Transfervinduet der bekræftede ambitionerne
-
Analyse af Arnstad: Potentiale for den helt store gevinst
-
Utilfreds Uwe efter nederlag i testkamp: – Vi skal altid være skuffede over at tabe
-
Alle AGF-afsnit er udsolgt til opgøret mod Silkeborg
-
AGF – FC Fredericia: Relationerne gjorde forskellen
-
Lyden AGF: Hvem bliver den næste AGF’er i rødt og hvidt?