Skip to main content



Foto: Kronborgfotos

Jakob Poulsen: – Vi har for mange angribere


| Jonas Roulund |

Jakob Poulsen fortalte om sine første indtryk af AGF efter gårsdagens testkamp mod Vejle Boldklub. Her gav han blandt andet lidt hints i forhold til, hvad sommerens transfervindue byder på.

Jakob Poulsen er kommet stærkt fra land som ny AGF-træner med to sejre.

Først blev FC Skanderborg slået i en showkamp, og så hentede De Hviie en sejr over Vejle Boldklub i onsdagens testkamp.

Den nye mand i cheftræner-sædet, Jakob Poulsen, glæder sig da også over den gode start i Aarhus.

– Jeg er glad, og jeg synes, det var en god indsats. Det var en voldsomt stærk defensiv og en rigtig flot første kamp, sagde Poulsen til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse efter gårsdagens kamp.

– Der er en voldsomt stærk base i det her hold. Det var bundsolidt, og det er dejligt at se, fortæller cheftræneren.

Jakob Poulsen laver taktisk oplæg.
Foto: Kronborgfotos

Trup- og stabssammensætning oppe at vende

Poulsen er kun lige landet i trænersædet på Fredensvang, og fokus for ham lige nu er derfor at danne sig et overblik over truppen og finde ud af, hvilken vej, holdet skal gå i taktisk forstand.

Og her kan angriberne i truppen måske stå for skud alt efter, hvilket system man vælger at spille med. Angrebstruppen består nemlig lige nu af Patrick Mortensen, Tobias Bech, Youssouph Badji, Janni Serra, Sigurd Haugen og Stefen Tchamche. Derudover er folk som Frederik Emmery og Richmond Gyamfi også i spil til de forreste pladser.

– Vi har for mange angribere. Men vi er glade for dem, der er her, de knokler på og giver den gas, og det er en fornøjelse at se, siger Poulsen om angrebssituationen.

Youssouph Badji med bolden for fødderne.
Foto: Kronborgfotos

Et andet sted, hvor der kan ske forandringer i nærmeste fremtid er på trænerbænken, hvor Rob Kelly senest har forladt skuden. Dermed består staben af Jakob Poulsen, Philipp Grobelny, Niklas Backman, András Gángó og en fysisk stab. Spørgsmålet er, om der er behov for at hente endnu en assistenttræner ind?

– Vi har en fin stab, så det er det, vi arbejder med lige nu, og så ser vi tiden an i forhold til, om vi kommer til at mangle nogle kompetencer eller hænder, siger Jakob Poulsen om stabssammensætningen.

Niklas Backman dirigerer sine tropper.
Foto: AGF/Ole Nielsen.

Han er generelt glad for at være landet på Terp Skovvej, hvor han er blevet taget godt imod.

– Starten er gået rigtig fint. Det er ikke så meget, vi har nået, men det har været godt. Jeg er blevet taget vildt godt imod, det er en fantastisk gruppe at arbejde med, og de har en topmentalitet, som de har fået med fra Uwe de seneste tre år, så det har været en fornøjelse, siger Poulsen.

Nu venter en række træningssessioner, inden AC Horsens gæster Fredensvang til næste testkamp. Den spilles klokken 13 onsdag den 2. juli.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle