Skip to main content



Foto: Frederic Kissow

Jakob Poulsen melder ud om mulig tilføjelse til staben: – Mon ikke det sker


| Jonas Roulund |

I sommer vinkede AGF farvel til både Uwe Rösler og Rob Kelly i trænerstaben, men da Jakob Poulsen blev præsenteret som førstnævntes afløser fulgte der intet nyt om andre tilføjelser til staben. Nu melder cheftræneren dog, at nye folk kan være på vej.

Jakob Poulsen er omringet af dygtige folk på Fredensvang, men de er færre end tidligere. Der er videoanalytikere, fysioterapeuter, mentaltræner, transitionstræner, målmandstræner og… en enkelt assistenttræner.

Han hedder Philipp Grobelny, og han får muligvis en ny kollega inden længe.

Det afslørede Jakob Poulsen efter torsdagens træning på Fredensvang.

– Med Backman, Philip, Gango og alle de fysiske trænere og vores mentaltræner, så har vi en meget kompetent stab. Hele staben har enormt højt fagligt niveau, og det er en stærk gruppe at komme ind i, hvilket har været dejligt for mig, siger cheftræneren til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse.

Jakob Poulsen på Fredensvang med tilskuere.
Foto: Kronborgfotos

– Jeg vidste, at der var en stærk stab omkring, som jeg havde muligheden for at udvide, hvis jeg synes, det var det, der skulle til, siger Jakob Poulsen, som havde Pål Fjelde og senere Ralf Pedersen, som assistenter i Viborg FF. Fjelde er i dag teknisk træner i Burnley, mens Ralf Pedersen fortsat er assistenttræner i Viborg FF.

– Det er stadig i spil, at kunne udvide staben. Og mon ikke også det sker, siger Jakob Poulsen.

AGF har tre kampe tilbage i 2025, og når de er overstået med pokalkampen mod OB søndag den 14. december går truppen på en velfortjent vinterferie, men det lyder altså til, at der fortsat vil være aktivitet på stabsgangene for De Hviie.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle