Skip to main content



Foto: Frederic Kissow

Jakob Poulsen: – Kvaliteten manglede efter pausen


| Jonas Roulund |

Det gik fra himmel til helvede for AGF’erne i går aftes, da Sønderjyske vendte 2-1 til 2-3 og hapsede alle point på Ceres Park Vejlby. Jakob Poulsen gav efterfølgende sin analyse af, hvordan det kunne gå så galt.

En underholdende og velspillet 1. halvleg gav optimisme og ro i maverne hos de fleste med hviie hjerter, da AGF og Sønderjyske i går gik til pause i Vejlby.

Her var gæsterne godt nok kommet i front, men den sidste halve time af halvlegen havde stået på ren dominans af AGF, som sagtens kunne have scoret flere, end de to mål, som stod på måltavlen efter 45 minutter.

Nu skulle takterne blot fortsætte, tænkte man, men sådan gik det ikke.

Sønderjyske vendte tingene på hovedet efter pausen og vandt 2-3 efter en halvleg, hvor hjemmeholdet aldrig fandt rytmen.

AGF-holdet efter nederlag.
Foto: Kronborgfotos

Jakob Poulsen gav efterfølgende sin analyse af præstationen, som førte til det første AGF-nederlag siden juli måned.

– Der sker det, at vi gør dem gode. Vi gør det lidt i starten af kampen også, hvor vi er for sløsede i vores boldomgang og ikke tager omstillingssituationerne alvorligt nok, siger cheftræneren til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse.

– Vi mister boldene relativt højt på banen, vi er ikke godt nok struktureret i vores restforsvar, og det gør, at vi spiller dem gode, forklarer han.

To uforandrede hold – men helt forandrede udtryk

Selvom holdene kom ud til 2. halvleg uden udskiftninger, var det som om, det var to forandrede mandskaber, der spillede den sidste halvdel af kampen, og det blev aldrig rigtigt godt for Jakob Poulsens trup.

– Hver gang de fik bolden, ville de spille dybt på os, og det var vi ikke dygtige nok til at løse efter pausen. De var bedre til at spille ned bag os efter pausen, forklarer han.

Foto: Kronborgfotos

– De kom ud og gik lidt mere mand-mand i deres pres. Og så er vi for sløsede. Vi ved, at presset kommer, men de kommer lidt hurtigere end i første halvleg. Vi fik heller ikke clearet godt nok. Kvaliteten manglede, siger Jakob Poulsen, der forsøgte sig med nogle taktiske ændringer undervejs i kampen, hvor Emmery, Solbakken, Tchamche, Jørgensen og Kristjansson kom ind fra bænken. Dog uden den store effekt.

– Da vi vil jagte det til sidst, mangler vi også noget kvalitet på vores indlæg, hvilket er atypisk os. Så det var en dårlig præstation i 2. halvleg, konstaterer cheftræneren.

Han har nu en landskampspause til at analysere på tingene, inden Silkeborg IF venter i 16. spillerunde den 21. november.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle