Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Ishøj IF i opråb: Dobbeltmoralsk af AGF


| Jonas Roulund |

Ishøj IF blev forhindret i at gå på banen til torsdagens pokalkamp på Ceres Park iført t-shirts med politiske budskaber. “Dobbeltmoralsk,” lyder det fra 3. divisionsklubben. “Efter bogen,” lyder det fra AGF.

Torsdagens pokalkamp blev en noget ensidig affære på fodboldbanen, hvor AGF sendte Ishøj IF ud af Oddset Pokalen med 4-0.

Efterfølgende er det da heller ikke spillet på banen, der har fyldt i overskrifterne om opgøret – men derimod sikkerhed og politik.

Ishøj-spillerne blev nemlig nægtet at gå på banen iført t-shirts med støtte-budskaber til ofrene for Israel-Palæstina-konflikten.

Det har fået Ishøj IF til tasterne:

– For ikke så længe siden, gik AGF på banen med det ukrainske flag på brystet til støtte for de uskyldige, der er blevet dræbt i Ukraine. På samme måde, som vi bifalder deres støtte til uskyldige mennesker i Ukraine, havde vi håbet, at vores budskab ville modtage samme sympati, skriver klubben på deres facebookside, og fortsætter:

– I stedet blev vi mødt af aarhusianske vagter, der nægtede os adgang til banen, hvis ikke vi tog vores trøjer af. Vi finder det dobbeltmoralsk, at vi er blevet nægtet muligheden for at vise vores sympati til Palæstina, når det ikke har været et problem, da det handlede om Ukraine. Vi accepterer hverken den censur, vi er blevet udsat for eller den forskelsbehandling, der er på banen, skriver Ishøj IF.
I AGF er kommentaren fra kommunikationschef, Søren Højlund Carlsen, at man ikke ønsker at blande politik og fodbold, og at alt foregik efter reglementet.
– Kampens 4. dommer kom til og vurderede, at trøjerne er i strid med paragraf 4 i Fodboldloven vedr. spillernes udstyr, hvor der står, at det ikke er tilladt at bære udstyr med politiske budskaber. Ishøj-spillerne afførte sig derfor trøjerne og valgte at løbe på banen uden. Forløbet var helt efter bogen, hvad vi også efterfølgende har fået bekræftet af Divisionsforeningen, skriver Søren Højlund Carlsen.
Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle