Hvidovre IF – AGF: Spillerkarakterer og MOTM
AGF hentede som forventet de tre point ude mod Hvidovre, men det blev ikke så overbevisende, som mange nok havde regnet med. Flere spillere ramte ikke det niveau, man ved de kan. Her er KSDH’s spillerkarakterer og kåring af MOTM.
Selvom det ikke blev til megen skønbold søndag eftermiddag, så fik vi da en 0-2 , tre point og anfører Patrick Mortensen på tavlen. Derudover fortsatte TK de gode præstationer i forsvaret, så alt er jo ikke helt skidt.
I Facebook-gruppen KSDH – Gruppen for AGF Fans, nåede folket til enighed om, at indskiftede Tobias Bech var kampens spiller med 34 % af stemmerne. Herefter følger Felix Beijmo (24 %) og Thomas TK Kristensen med 13 % af stemmerne.
AGF-spillernes karakterer mod Hvidovre IF
Herunder ses redaktionens karakterer til AGF-spillerne i opgøret mellem AGF og Hvidovre IF. Vi benytter skalaen 1-5 til vores bedømmelse. Se uddybning af karakterskalaen nederst.
Bailey Peacock-Farrell
Karakter: 3
En stille og rolig dag på kontoret for AGF’s nordirske sidste skanse. Valgte noget overraskende at sparke rigtig mange bolde langt i opgøret mod Hvidovre, og det gavnede ikke AGF’erne i front, for ingen af disse er fysiske spillere. Men han tog, hvad han skulle og blev ikke udfordret – noget mere spil ved jorden, ville være ønsket.
Tobias Mølgaard
Karakter: 3
En noget blandet omgang fra Møllen. Var igen med i startopstillingen, leverede det arbejde der var forventet, gjorde det nemt og gjorde ikke tingene sværere en de var. I anden halvleg blev han mere synlig, da han gik mere med i spillet. Blev ikke sat på nogen prøve, så en godkendt indsats af Mølgaard.
Frederik Tingager
Karakter: 4
Han er forsvarsstyrmanden, og det er tydeligt i sådan en kamp. Han blev ikke som sådan udfordret, men gjorde det, han skulle og som kampen skred frem, spillede han sig op og var endnu mere tydelig. Vandt hovedstødsduellerne og selv da han i første halvleg var ved at smide bolden væk på midtbanen, nåede han at rydde op efter sig selv.
Thomas “TK” Kristensen
Karakter: 4
Fulgte op på den stærke præstation mod Brügge, hvor han igen var en sikker mand i forsvaret. God med bolden ved jorden, og når Hvidovre en af få gange i starten af kampen, kom frem til noget, sørgede TK for uden problemer at rydde op. Godt nok var modstanderen ikke skræmmende søndag, men dejligt at se TK fortsætte.
Felix Beijmo
Karakter: 3
Ikke på helt samme niveau som tidligere, om end han skal have ros for at være i oplæggerens rolle ved 0-1-scoringen, hvor han løb i dybden og serverede den perfekt for fødderne af Mortensen. Han løb som altid meget, men nåede ikke helt derop hvor han plejer at være. Fik en god time på banen.
Nicolai Poulsen
Karakter: 3
Heller ikke Polle var der hvor han plejer. Var knap så synlig, prøvede at filme sig til at frispark og selvom han i perioder gjorde spillet simpelt, virkede han tydeligt påvirkede af de få dages pause der var siden torsdagens kamp. Han spillede sig lidt op efter pausen, men helt deroppe hvor han har været på det seneste kom han ikke.
Mads Emil Madsen
Karakter: 2
Det var på ingen måde Mads Emil Madsens kamp. Foruden afleveringen til Beijmo ved scoringen i første halvleg, så man ham overhovedet ikke. Han er ikke pt på de niveau, som han tidligere har præsteret, og selvom han i anden halvleg blev lidt mere synlig, så bør han ikke være på vippen til kampen mod Silkeborg på søndag.
Eric Kahl
Karakter: 1
Efter Brügge-kampen spillede han sig ind som et godt bud på en plads i start-11’eren søndag. Da Links stadigvæk var skadet, var det en selvfølge at han fik chancen, men det blev aldrig svenskerens kamp. Han var decideret ringe. Hvad der er sket på de godt 66 timer der var gået siden kampen torsdag vides ikke, men tingene fungerede bare ikke.
Mikael Andersson
Karakter: 2↑
Heller ikke Andersson nåede derop, hvor han var torsdag. Slet ikke faktisk. Løb en del, jagtede og forsøgte en smule, men det blev aldrig farlig – faktisk lidt skuffende. Han er ikke hurtig, og det kunne ses i de løbedueller, der var i kampen. Skiftet ud efter 60 minutter.
Mikkel Duelund
Karakter: 2
Duelund er typen, der kan en masse og man skulle mene, at eftersom han ikke spillede torsdag, ville han være opsat på at levere mod Hvidovre – men udover at have en finger med i spillet ved scoringen, var det absolut intet man så fra Duen. Han driblede lidt i perioder, kom frem til meget lidt – men han virkede ikke motiveret overhovedet. Skiftet ud efter 60 minutter.
Patrick Mortensen
Karakter: 3↑
Så kom anføreren endelig igang i sæsonens tredje kamp, da han nemt at kunne sætte foden på en perfekt aflevering fra Beijmo. Det var groft sagt det eneste, man så fra ham i første halvleg, hvor han aldrig for alvor bød sig til. Anden halvleg blev markant bedre med flere vundne dueller, og han meldte sig ind i kampen. Fik 89 minutter. Vi vil have flere mål fremover.
Michael Akoto
Karakter: 3
Fik ikke chancen fra start, som mange ellers havde troet efter præstationen i torsdag, men kom ind efter 60 minutter og gjorde det fortrinligt. Han leverer det, han skal, og man er tryg med ham på bolden. Godt at se ham levere igen.
Magnus Knudsen
Karakter: 3
Han scorede efter en kæmpe fejl i Hvidovre-forsvaret, og det var ret beset alt det, man så fra nordmanden. Kom ind efter en time, først på fløjen og senere røg han ned på midtbanen, men man så ikke for alvor det potentiale, han indeholder. Men scoringen trækker naturligvis op.
Tobias Bech
Karakter: 4
Kom også ind efter en time, og hvilket indhop Bech leverede. Var meget målsøgende, konstant udfordrende og efter opgøret i Hvidovre, må han være kraftigt inde i overvejelserne til søndagens kamp. Han vil det så meget, og kan han for alvor komme igang, er der konkurrence om de forreste pladser.
Janni Serra
Karakter: UB
Fik 13 minutter på banen, hvor han kom ind på fløjen og erstattede Nicolai Poulsen, men heller ikke denne gang så man nok til tyskeren. Må være ærgerlig over ikke at få chancen fra start, men for lidt tid på banen til en karakter.
Adam Daghim
Karakter: UB
Fik ni minutter på banen og det var ikke lang tid. Noget at vise meget lidt, men naturligvis ikke nok til en karakter.
Uwe Rösler
Karakter: 3
Hans mandskab var der bare ikke søndag, men fik alligevel den forventede pligtsejr på 0-2, men kønt var det ikke. Om det var banen der var tung, eller hvad det var, vides ikke – men det blev på ingen måde sådan, så man sad og nød kampen. De første 20 minutter var pinlige, scoringen hjalp, men alt for mange af profilerne leverede ikke det ønskede, og det kan tyskeren ikke være tilfreds med. Der må være overvejelser om ændringer frem mod søndagens kamp mod Silkeborg.
Karakterskala
1. Den elendige præstation – Uacceptabelt, sløjt niveau, hvor intet fungerede.
2. Den utilstrækkelige præstation – Fik sat enkelte gode ting sammen, men spillede generelt en dårlig kamp. Ikke godkendt.
3. Godkendt uden at imponere – En kamp på det jævne, med både positive og negative ting at sige om præstationen.
4. Den gode præstation – En flot kamp, hvor spillerens kerneopgaver blev løst med få fejl og mangler.
5. Den fremragende præstation – Sublim kamp, hvor spilleren stort set ikke satte en fod forkert.
Flere AGF Nyheder
-
Studierne indtager Ceres Park: 3000 unge klar til tribunefest
-
AGF straffes med stor bøde og tilskuerstraf
-
Mølgaard er klar til comeback: – Har arbejdet meget med det mentale
-
Lyden AGF: Et hak i tuden for AGF’s mesterskabsdrømme
-
Video: Se AGF’s nye High Performance Center
-
FC Midtjylland – AGF: Spillerstatistikker og kampens spiller
-
Blog: Hvorfor er der ikke nok kvalitet fra bænken?
-
U17 og U19: Farums teenagere levnede ingen point til De Hviie
-
Jacob Nielsen efter akademi-åbning: – Det er en kæmpe milepæl
-
Mortensen: – Det irriterer mig grænseløst