Skip to main content


Hvidovre IF – AGF optakt: En varm velkomst tilbage til Superligaen


| Steen Erhard |

Søndag venter Hvidovre IF, som for første gang i 26 år er tilbage i landets fineste fodboldselskab. AGF skal tilbage på sporet med tre point, mens oprykkerne vil kæmpe for deres første sejr i denne sæson. Første Superligakamp på Pro Ventilation Arena – her klæder vi dig på.

Kampfakta Hvidovre vs. AGF

Spilletidspunkt: Søndag den 6. august 2023 kl. 14.00.

Spillested: Pro Ventilation Arena, Sollentuna Alle 1, 2650 Hvidovre.

Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt.

Følg kampen her: Twitter: AGFFodbold samt på TV 3 Sport og Viaplay.

Hashtags: #hifagf #sldk #ksdh #ultratwitteragf

Efter folkeafstemningen i 1972 om dansk medlemskab af EF afslørede statsminister Jens Otto Krag, at han havde forberedt to taler, En, hvis danskerne stemte ja, og en anden, hvis resultatet blev et nej. Uden sammenligning i øvrigt havde jeg også forberedt mig på to forskellige versioner af denne optakt. En, hvis vi fik et godt resultat torsdag aften mod Club Brugge, og en anden, hvis vi blev kørt over af det belgiske mandskab. Heldigvis fik vi en sejr, og selv om den ikke var stor nok til at gå videre i Conference League, viste holdet gode takter med optimistisk spil og en stærk defensiv. Der er i den grad noget at bygge videre på.

Tingager, Mortensen og Bjur vinker til kameraet under træning på Fredensvang, 6. juli 2023
Foto: Laura Hjørringgaard

Hvidovre IF -AGF indbyrdes kampe

Seneste opgør fandt sted i sæsonen 2010/2011. Sæsonen sluttede med, at vi efter et enkelt år i næstbedste række rykkede op i Superligaen, mens Hvidovre rykkede ned i 2. division. Hvidovre har hentet tre danske mesterskaber, senest i 1981, men i 1997 rykkede klubben ned fra Superligaen og var i 2004 helt nede i Danmarksserien. I den netop afsluttede sæson er klubben med de stolte traditioner tilbage i toppen af dansk fodbold. Lad os bare give dem en varm velkomst tilbage.

Status på AGF

Et stabilt forsvar har været fundamentet for vores succes sidste sæson, og især vikaren for TK, Tobias Mølgaard, er trådt til i centerforsvaret med stor autoritet.

Nu er TK tilbage som erstatning for vores rekordsalg af Bisseck til Inter, men efter kampen i torsdags melder Michael Akoto sig i den grad ind i konkurrencen om en startplads.

Michael Akoto efter en kamp mellem Club Brugge og AGF.
Foto: Matti Kronborg

En mindre skade til Gift Links betød, at Eric Kahl vendte tilbage i startopstillingen og gjorde en fin indsats. De gode boldspillere på midtbanen har fået konkurrence med indkøbene af Magnus Knudsen og Tobias Bech, som er startet inde som hængende angriber i kampene mod Vejle og Club Brugge.

Patrick Mortensen fik et pusterum i torsdags mod Club Brugge, hvor han blev indskiftet efter 57 minutter. Afløseren Janne Serra arbejdede hårdt, men kom ikke frem til en reel målchance.  Det står nu klart, at vi skal satse 100 procent på Superligaen og med større konkurrence på flere pladser, som Uwe har ønsket, bør vi kunne slå Hvidovre, hvis vi ikke undervurderer oprykkerne.

Status på Hvidovre IF

Klubben overraskede eksperterne ved at rykke op efter en god slutspurt, hvor den henviste Helsingør og Sønderjyske til de sekundære placeringer.

Indtil 2017 var den et elevatorhold, som endog var nede at vende Danmarksserien.  Med ansættelsen af Per Frandsen som cheftræner anlagde ledelsen en strategi, som gik ud på at samle en blanding af ældre rutinerede spillere og unge spillere fra egne rækker.

Blandt andre hentede man Kim Aabech i AGF. I dag består holdet stadigvæk af en blandet gruppe af rutinerede og unge spillere. Blandt andre har man Martin Spelmann, Daniel Stenderup og Matti Lund i truppen.

Klubben er startet med et snævert nederlag mod FCM, hvor dommerudvalget har undskyldt at den blev snydt for et straffespark og en uafgjort mod Randers, som var foran 2-0 men blev ”snydt” for den ventede hjemmesejr. Det er derfor ikke klogt at anse denne kamp for en ”walkover”.

Dem skal vi holde øje med

AGF:

Vores centerforsvar var solidt mod Club Brugge og Tingager kom frem til to gode chancer på dødbolde. Poulsen er formentlig sikker på sekserpositionen, mens Madsen, Andersson, Duelund og Knudsen må være i spil til de to centrale pladser på midtbanen. Alle er gode boldspillere, som kan flytte modstanderne med hurtige kombinationer. Ellers bliver det jo interessant at holde øje med målmandsposten, hvor Peacock-Farrell er blevet lovet endnu en kamp for at bevise sit værd.

Nicolai Poulsen i jubel efter scoring.
Foto: Kronborgfotos

Hvidovre IF:

Ud over de ovennævnte profiler har målmanden, Filip Djukic, været en stærk sidste skanse. På midtbanen har Jonas Gemmer arbejdet som en bryggerhest og i front har hjemvendte Christian ”Greko” Jacobsen, som har haft en nomadetilværelse i forskellige Superligaklubber, scoret det udlignende mål mod Randers.

Skader & Karantæner:

Karantæner:

AGF: Ingen.

Hvidovre IF: Ingen.

Skader:

AGF: Kevin Yakob.

Hvidovre IF: Mathias Gehrt, Nicolai Clausen.

Bud på startopstillinger:

Hvidovre IF (4-3-3): Djukic – Iljazovski, Stenderup, Olsen, Nielsen – Spelmann, Gemmer, Jakobsen – Qamili, Thomsen, Smed.

AGF (3-4-2-1): Peacock-Farrell – Mølgaard, Tingager, TK – Beijmo, Poulsen, Madsen, Kahl – Anderson, Bech – Mortensen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle