
Hansen er klar til flere rekorder
Jesper Hansen tangerede i går Mogens Kroghs Superligarekord for flest clean sheets i ligaens historie. Nu skal nye mål sættes, og den rutinerede målmand glæder sig allerede.
Endnu en flot præstation på stregen blev i går kronet med Superligaens clean sheet-rekord. 126 kampe har Hansen klaret at holde nullet i den bedste danske liga, og det var da også specielt endelig at nå den milepæl, fortæller den rutinerede keeper.
– Så kom den endelig! Den har jeg holdt øje med længe, og så håbede jeg, at vi kunne få nogle clean sheets her i foråret, så jeg kunne komme så tæt på som muligt, men nu tangerer jeg allerede rekorden, og jeg selvfølgelig glad og stolt over at være nået hertil, fortæller målmanden, som startede sin professionelle karriere i FC Nordsjælland tilbage i 2003. I 2021 kom han til AGF fra FC Midtjylland, og i går kunne han igen se sit betonforsvar arbejde benhårdt for at hjælpe ham på vej mod et rent bur.
– Stor cadeau til mine holdkammerater, som har hjulpet mig på vej til rekorden. Nu går vi ind i et Mesterskabsslutspil, hvor der forhåbentligt ligger flere clean sheets og venter, og forhåbentligt får jeg eneret på rekorden snart. Det giver noget motivation for mig personligt, når nu jeg har sat den målsætning om at slå alle de store legender, der er på den liste, fortæller den 37-årige målmand.
Det begyndte at rumstere i baghovedet
Både mod Randers FC og Silkeborg IF var det tæt på, at Hansen kunne sikre sig sin rekord, men her blev festen spoleret af to sene kasser fra modstanderne. Mod OB begyndte det derfor også at rumstere i målmandens baghoved, da kampuret nærmerede sig minut 90.
– Det fyldte da noget til sidst i kampen. Man håber lidt, at de ikke får en tilfældighed, som ville ødelægge det. Så det begyndte at rumstere lidt mod slutningen, fordi vi også lukkede mål ind sent mod Silkeborg og Randers, fortæller Hansen, som har nået rekorden hurtigere end forventet.
– Jeg har været mega ærgerlig over de to andre kampe mod SIF og Randers, fordi det var tæt på, men jeg havde ikke troet, at vi skulle holde nullet i tre ud af fem kampe her i starten. Jeg havde nok nærmere troet, at vi kunne få en eller to, og så sætte rekorden i slutspillet, så det er dejligt at have opnået den milepæl allerede, fortæller keeperen.

Nye mål giver ny motivation
Med tangeringen af rekorden har Hansen selvfølgelig lige et enkelt rent bur mere at kæmpe for, men ellers skal der tænkes nyt for den rutinerede målmand, der slet ikke er færdig på topplan, hvis man spørger ham selv.
– Det er altid en mega fed følelse, når man klarer de ting, man sætter sig for. Det gælder sådan set i alle livets facetter. Så nu skal jeg jo også til at tænke på andre personlige målsætninger, men i første omgang, skal jeg selvfølgelig have rekorden selv, forklarer Hansen, som har kontraktudløb med AGF til sommer. Mon ikke Bjørnebye arbejder på en ny aftale i kulissen? Hansen er i hvert fald klar til mere:
– Jeg skal kigge på, hvad næste personlige mål skal være, og hvad der skal motivere mig som det næste, for jeg håber jo på at have flere gode år i mig som spiller, siger han.
Et spændende slutspil venter
Udover de personlige mål, så ser Hansen også frem til slutspillet, hvor De Hviie nu kan kæmpe med i den sjove ende af tabellen.
– Vi har haft svært ved flere af dem, vi nu skal møde. Så vi skal ind og bevise, at vi kan være med, og så må vi se, hvad det bliver til. Vi skal sigte højt og gå efter, hvad vi kan. Forhåbentligt kan vi presse på, så der ikke bliver et hul op til toppen, og vi skal da prøve at sætte nogle ambitiøse målsætninger for de næste 10 kampe, fortæller målmanden, som ikke lægger skjul på, at de tre øverste pladser bør være målet i en klub som AGF.
– Vi skal da gå efter det og jagte medaljerne. Vi skal prøve at se, om vi ikke kan snuppe nogle gode sejre, stile højt, og så må vi se, hvor det bringer os hen. Det bliver nogle fede kampe, vi går i møde, siger keeperen.
Han rundede spillernes obligatoriske klapsalverundtur efter kampen af med en lille tale foran de mange fremmødte fans på Ceres Park. Her var det vigtigt for Hansen at få takket fansene for den store opbakning på lægterne.
– I talen takkede jeg fansene for støtten. Vi kan ikke undvære dem, og sammen skal vi gå efter det højest mulige resultat!, fortæller målmanden.
Slutspilsprogrammet offentliggøres i morgen over middag, så her får vi klarhed over, hvornår vi kan forvente næste clean sheet af rutinerede Hansen.
Flere AGF Nyheder
-
Marketingdirektøren er målløs over opbakning: – Det viser bare, hvor vilde AGF-fansene er!
-
Steen Nedergaard ud, men ingen erstatning som chefscout i syne?
-
Uwe om ungdommen i AGF: – Der er lovende elementer
-
Uwe med status efter træningslejren: Skader, Badji og tanker til Andersen
-
Rösler og Hansen ser frem til Vejlby: – Vi skal gøre det til et fort!
-
Jesper Hansen om kontraktsituation: – Det ser positivt ud
-
CV om forlængelser: – Mon ikke der kommer noget inden længe
-
Jacob Andersen ude med overrevet korsbånd
-
Flere bud på AJ blev afvist i transfervinduet
-
Lyden AGF tager temperaturen på truppen, træningslejren og transfers