
Han står med ryggen til banen, men han elsker AGF: Mød capoen
Rasmus Achton Sørensen er ikke bare én blandt mange AGF-fans. Han er capo på det stemningsskabende afsnit ude og hjemme, og det kræver mere energi, forberedelse og overblik, end man måske lige skulle tro. Her er indblik i den særlige rolle, der skaber liv, sammenhæng og atmosfære på lægterne weekend efter weekend.
Sangene flyder ned mod banen i en lind strøm, når AGF spiller bold. Samlet for Aarhus støtter op, laver tifoer, arrangerer busture og sørger for at skabe en fest, hver gang De Hviie er deltagende part i en fodboldkamp, og en af de fremtrædende personligheder på sådan et stemningsafsnit er capoen. I SFA hedder han Rasmus Achton Sørensen.
Capo kommer fra det italienske og betyder “overhoved” – i fansammenhæng er det personen, der leder slagsangene og kampråbene på den del af stadion, hvor et fodboldholds mest højlydte og inkarnerede fans opholder sig.

En krævende rolle, hvor man ikke får set meget af kampen – men til gengæld oplever og skaber man atmosfæren omkring den.
– Jeg er ikke en type, der normalt stiller mig op foran mange mennesker og er egentlig heller ikke en specielt vild og højtråbende person. Men lige her, der er det bare en rolle, jeg befinder mig godt i. Jeg har altid gået rigtig meget op i stemningen. Førhen har jeg set fodboldkampe, hvor jeg har lagt mere mærke til fanscenen end spillet på banen, fortæller Rasmus Achton Sørensen, som siden foråret 2022 har haft til opgave at styre det stemningsskabende afsnit til hjemme- og udekampe.
– Første gang jeg var capo, var jeg rigtig, rigtig nervøs. Mine ben skælvede lidt, fortæller Rasmus.

Han står uge efter uge foran en stor flok hvidklædte fans og skal forsøge at få dem til at synge, klappe, råbe, flage og hoppe i takt.
– Man får da et kæmpe kick ud af det. Det er jo vildt at stå foran 1000 fans og styre tingene med målet om, at stemningen skal være bærende. Det er lige så vigtigt som selve kampen. Vi skal præstere uanset hvad – vi skal være der i medgang og modgang, og vi skal bære spillerne frem, uanset hvordan det går på banen. Man føler sig også som en del af holdet og klubben, og det er det, der gør det virkelig fedt at være capo, fortæller Rasmus, som begyndte at blive en del af det stemningsskabende fanafsnit op til pokalfinalen i 2016.
Præstationen bliver spejlet
Medgang og modgang har der været masser af gennem tilværelsen som AGF-fan – i nyere tid har der været bronzemedaljer, en nervepirrende nedrykningstrussel i David Nielsens sidste sæson, tabte pokalfinaler, ja – op- og nedturene er mange, men netop derfor er den ukuelige fanskare også så vigtig i Aarhus. Men hvordan forbereder man sig som capo frem mod de store kampe, når der både skal holdes styr på sange, indløb, tifo og meget andet?
– Jeg har nogle folk omkring mig, der lige kan hjælpe i forhold til. hvad der skal synges næste gang, for når man står der, så kræver det et godt overblik at holde styr på, hvad der skal til for at holde stemningen i et godt flow, fortæller Rasmus, som har hele “programmet” i hovedet.
– Jeg går tit og tænker tingene igennem inden kampene. Jeg ved jo, at min præstation spejles rigtig meget af tribunen, så det er vigtigt, at jeg er der i samtlige 90 minutter plus det løse, fortæller capoen, der arbejder som pædagog til dagligt.

Han kan dog ikke bruge så meget fra den rolle, når De Hviie tilhængere skal have klar besked.
– Det går jo ikke at bruge samme pædagogik på tribunen som på arbejde. Der er det klare instrukser, der skal til, fortæller Rasmus med et smil.
Han stod den 9. maj overfor sin største opgave som capo, da et stort stemningsafsnit dannede rammen om pokalfinalen i Parken. Her var den tydelige kommunikation ekstra meget i fokus, og det har generelt været et tema blandt de stemningsskabende fans, efter at interessen for AGF er taget til i de senere år – og stemningsafsnittet er blevet udvidet på Ceres Park.
– Det er jo fedt, at der er mange, som gerne vil være en del af stemningsafsnittet, men det er vigtigt at få forklaret folk, at det også forpligter. Trøjen forpligter, men det gør tribunen også, fortæller Rasmus Achton Sørensen.
Læs også: SFA-capo før pokalfinalen: – Vi forventer maks energi på lægterne!

“Du ser jo ikke kampen?”
Et spørgsmål man ofte får, når man er capo, er, hvordan man kan holde ud at tage på stadion gang på gang uden at se kampen. Rollen som capo kræver jo, at man står og dirigerer med sine medfans, og der er dermed ikke megen tid til at observere detaljerne i spillet på banen.
– Det er faktisk meget godt for mig, for jeg har oplevet de gange, jeg ikke har været capo, så bliver jeg ekstremt frustreret og nervøs – så det passer mig faktisk godt at sørge for, at vi er den bedst mulige 12. mand på tribunerne i stedet, fortæller Rasmus Achton Sørensen.
Her finder han stor glæde i at skabe en fest.
– Det er også det, der gør det fedt. At mærke hvordan det hele bare kan gynge, når vi følges ad. Det er også der min rolle som capo er vigtig. At sørge for, at alle bevarer modet og optimismen, forklarer capoen.

Og optimismen kan som AGF’er være svær at bevare, når det seneste trofæ ligger over 28 år tilbage i tiden. Alligevel står man der jo gang på gang – Samlet for Aarhus.
– Vi har en anden rolle end spillerne. Vi er jo helt inde i klubben. Vi er født med klubben i hjertet, og vi skal være der uanset hvad – også når det går dårligt. For det er sgu unægtelig, når de er bagud, at de har allermest brug for os. Det kan godt være svært, men det er også det, der er fedt, når det så lykkes at få folk op at støde på den helt store klinge, forklarer Rasmus, som runder af med at opsummere, hvad det hele handler om for ham.
– Der er to kampe i kampen. Kampen på banen skal vindes, men det skal kampen på lægterne også. Det er en stolthed for mig, at vi vinder deroppe. Det kan være et godt plaster på såret for mig, hvis vi vinder på tribunen, selvom vi har tabt på banen. Har vi gjort det godt på tribunen, så kan jeg gå derfra med en følelse af, at vi gjorde, hvad vi kunne. Vi må aldrig præstere under spillerne. Det er en grundværdi for os, som vi altid har med. Vi skal være dem, der præsterer uanset hvad, forklarer Rasmus Achton Sørensen.
Han holder nu en velfortjent sommerferie, inden forberedelserne frem mod næste sæson går i gang, og stemmebåndet igen skal sættes på prøve uge efter uge.
Flere AGF Nyheder
-
VB-keeper før søndagens kamp: – AGF er et af de bedste hold i Danmark
-
Anderson tvivlsom til Vejle-kampen
-
Hansen: – Vi skal trykke foden på speederen og give den fuld gas
-
Jacob Nielsen efter Bissecks landsholdsudtagelse: – Vi kan tage en kæmpe del af æren
-
Vejle-info til AGF-fans: Tifopølse og Cult Shaker på menuen
-
Vejle BK – AGF optakt: Bundproppen mod medaljedrømmerne
-
Jacob Andersen opereret: Vil komme stærkere tilbage
-
Blog: Er det en enlig svale, eller er AGF ved at falde i niveau?
-
Mikael Anderson på Rundens Hold
-
Lyden AGF evaluerer og ser fremad: Uwes justeringer, Andersons aften og Duelund i fokus