Skip to main content


Foto: Laura Hjørringgaard/Hjørringgaard Photo

Gyamfi håber på snarlig startplads: – Jeg bliver ved med at arbejde hårdt


| Jonas Roulund |

AGF’s nyindkøbte angriber, Richmond Gyamfi, er faldet godt til i Aarhus, og nu glæder han sig til for alvor at kæmpe om startpladserne i Uwe Röslers opstillinger i løbet af sæsonen.

Den driblestærke ghaneser, Richmond Gyamfi, blev hentet til AGF fra Hobro IK for hele ni millioner kroner denne sommer, og siden er det blevet til indhop i fire kampe for De Hviie.

Unge Gyamfi fylder 20 år den 9. september, så der er mange gode år forude for angriberen, der håber snart at tilspille sig en plads i AGF’s startellever.

– Jeg ser mig selv som en spiller, der skal kæmpe for en plads i startopstillingen. Jeg bliver ved med at arbejde hårdt, og så må vi se, om det lykkes, siger Richmond Gyamfi til KSDH.dk.

Richmond Gyamfi med bolden mod AaB.
Foto: Kronborgfotos

Han nåede 13 kampe, tre mål og fire assists for Hobro i 1. division, inden turen altså gik til Aarhus den 10. juli i år.

– Det har været en god velkomst her i klubben og i byen. Det er godt at være her, siger ghaneseren.

Kan stå for presset

Et prisskilt på ni millioner kroner for et forholdsvist ubeskrevet blad kan måske få nogle til at tænke, at manden må være under lidt af et pres for at levere fra dag ét, men Gyamfi – som har kontrakt med AGF frem til sommeren 2029 – tænker nu ikke så meget over den slags.

– Jeg føler ikke et pres, jeg nyder bare at være her, fortæller angriberen og uddyber:

– Holdet har været gode til at tage imod mig, og folk har været gode til at tage sig af mig. Der har ikke været nogen som helst problemer, så det er dejligt, siger Gyamfi.

Richmond Gyamfi dribler imod AaB.
Foto: Kronborgfotos

Efter at være hentet til 1. divisionsklubben Hobro fra et fodboldakademi i Ghana i februar 2024 er tingene gået stærkt for Gyamfi, og debuten i Superligaen står som noget helt særligt, fortæller han.

– Det var vildt at få debut. Det var en stor oplevelse, og det betyder virkelig meget for mig. Jeg vil gerne takke fansene mange gange for velkomsten, siger Richmond Gyamfi, der hele tiden holdes til ilden af sin nye træner.

– Uwe er en rigtig god træner. Vi taler sammen hver dag, og han hjælper mig meget i forhold til de små forbedringer og optimeringer, siger angriberen.

Dermed er den hurtige, driblestærke og målfarlige ghaneser klar til at duellere med Bech og Mortensen om spilletiden på toppen. En svær opgave, men troen på tingene er til stede hos Richmond Gyamfi.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle