Grundstenen lagt til nyt Aarhus Stadion: Fortid, nutid og fremtid forenet i Kongelunden
Fredag eftermiddag blev der skrevet et nyt kapitel i Aarhus’ fodboldhistorie. Med politikere, donatorer, pressefolk og AGF-toppen til stede blev grundstenen officielt lagt til det nye stadion i Kongelunden – en milepæl for hele byen.
Stemningen var høj, og mange aarhusianere havde fundet vej til byggepladsen for at overvære ceremonien fredag den 15. august i Kongelunden, hvor der både var taler, forfriskninger og mulighed for at få et glimt af det stadion, der skal blive et nyt samlingspunkt for Aarhus.
Her skulle grundstensceremonien foregå og markere byggeriets fremgang – og forhåbentligt snarlige færdiggørelse.

En milepæl for byen og klubben
Borgmester Anders Winnerskjold, kulturrådmand Rabih Azad-Ahmed og AGF’s bestyrelsesformand Lars Fournais var blandt talerne. Særligt Fournais lagde vægt på det historiske perspektiv:
– Med grundstensnedlæggelsen i dag forbinder vi fortid, nutid og fremtid. Det binder vi sammen, og i AGF vil vi gøre alt for, at det nye stadion får en gylden fremtid i mange generationer frem, ligesom det oprindelige stadion fra 1920 har henrykket tusindvis af aarhusianere, sagde han.
For at understrege koblingen mellem dengang og nu blev der sammen med grundstenen nedlagt et dokument underskrevet af AGF-direktør Jacob Nielsen og Lars Fournais, en hvid AGF-trøje, et originalt fotografi fra indvielsen af stadion i 1920, en mini-prototype af det nye stadion samt Kongelundens visionsplan.

Et stadion til alle aarhusianere
De mange taler kredsede om stadionets betydning – både som hjem for AGF og som en ny ramme for fællesskab i Danmarks næststørste by. Ambitionen er, at arenaen ikke kun skal bruges til Superliga-fodbold, men også til landskampe, pokalfinaler, koncerter og andre store begivenheder, som kan samle hele Aarhus.
Stadionet er tegnet af Zaha Hadid Architects, mens entreprenørfirmaet Enggaard A/S står bag selve byggeriet. Planen er, at det nye stadion står færdigt i marts 2027.
Læs også: Alt om stadionbyggeriet i Kongelunden: Milepæle, forsinkelser og store ambitioner

Grundstensceremonien blev dermed ikke kun et symbolsk øjeblik, men et håndgribeligt skridt på vejen mod en moderne arena, hvor fortidens arv og fremtidens ambitioner mødes.
Flere AGF Nyheder
-
Sebastian Jørgensen efter AGF-OB: – Vi spiller pisse godt -
AGF – OB: Jagten på sæsonens første SL-sejr -
Jakob Poulsen vinder Stiften-prisen 2026 -
AGF – OB optakt: Nu skal første Superliga-sejr i hus -
AGF udlejer Ekemini Ime -
Udsolgt til hjemmekampen mod OB -
S.L. Benfica – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller -
Mads Hedenstad: – Den største kamp, jeg har spillet -
Jakob Poulsen: – Vi er nede med to, og det er vanskeligt -
Tobias Bech: – Vi er stadigvæk i live