Skip to main content



Foto: Hjørringgard Fotos

Frederik Tingager er tilbage: – Jeg er meget taknemmelig for den opbakning, jeg har fået


| Jonas Roulund |

Frederik Tingager fik i går spilletid for første gang siden oktober 2025, og den store forsvarsstyrmand var efter opgøret sulten efter mere.

En drilsk skade i mave-lyske-regionen har holdt AGF’s nummer 5, Frederik Tingager, væk fra kampbanen siden 11. spillerunde i Superligaen.

Efter en vinteropstart, hvor der er lagt mere og mere tempo på tingene, gjorde han så endelig comeback, da han i det 87. minut erstattede Eric Kahl i semifinaleopgøret imod FC Midtjylland.

En længe ventet tilbagevenden var dermed en realitet.

– Jeg er meget taknemmelig for den opbakning, jeg har fået gennem de her måneder, som har været rigtig svære for mig, sagde Tingager, da han mødte KSDH.dk og den øvrige presse efter kampen.

– Personligt har det været noget af det hårdeste, jeg har prøvet, men jeg er glad for, at jeg er et andet sted nu, og jeg er meget positiv i forhold til de næste måneder.

Han kunne berette, at han havde trænet med på fuld blus i en uge, og at det nu er kampform, der skal bygges på.

– Så er det op til Jakob og staben at vurdere, hvornår de vil bringe mig fra start. Der kommer mange kampe, og så ligger der en landskampspause om kort tid, hvor det måske ville være god timing at få banket noget rust af.

Tingager mærker ikke længere noget til skaden, som ellers har voldt flere problemer end først antaget. I oktober blev det meldt ud, at forsvarsspilleren ville være klar igen i januar, men han har altså måttet vente en anelse længere på for alvor at blive en del af tingene igen på Fredensvang.

– Jeg mærker ikke noget til skaden. Det har jeg ikke gjort siden nytår. Planen har været at lave mere og mere og ikke lave for meget for hurtigt, for jeg fik et setback på et tidspunkt i forløbet, siger Tingager.

– En ting, det her forløb har lært mig, er, at man skal husk at sætte pris på det, mens man spiller. Når man står i det, sætter man ikke nok pris på det, så jeg kommer hundrede procent til at suge alt til mig fremover. Det har været et walk up call for mig, fortæller han.

Frederik Tingager skiftes ind imod FC Midtjylland.
Foto: Kronborgfotos

Styrkeforholdet blev testet

Selvom Tingager kom på banen og var med til at fighte med sine holdkammerater i gårsdagens slutminutter, så endte det hele som bekendt med et nederlag på 0-1 til FC Midtjylland i Oddset Pokalen.

Et hold, som også er nærmeste konkurrent i Superligaen, og derfor var opgøret ikke bare en vigtig semifinalekamp. Det var også en test af styrkeforholdet mellem Danmarks bedste mandskaber pt.

– Det var fuldstændig jævnbyrdigt mod et af Danmarks bedste hold. Det kan vi tage med. At vi måler os med dem. Jeg synes, vi er kommet langt, fortæller Frederik Tingager, som er klar til igen at bidrage, når FC Fredericia venter i Superligaen på søndag:

– Jeg tænker godt, at jeg kan spille 10 minutter igen i hvert fald! Men det er også en balancegang i forhold til, hvilken kamp, man skal ind i, og om der skal forsvares eller jagtes. Men lige nu føler jeg, at jeg godt kan spille mere. Når det er sagt, så væbner jeg mig med tålmodighed, og så kommer der også en landskampspause, hvor man måske kan få nogle minutter i benene i en træningskamp. Men jeg tager alle de minutter, jeg kan få, siger Tingager.

Der venter en landskampspause i marts, men inden da skal AGF møde FC Fredericia, Viborg FF, Vejle Boldklub og FC Midtjylland igen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle