Skip to main content


Foto Hjørringgaard Fotos

Fra Stadion Allé til Vejlby Centervej: Nye rammer – samme passion


| Jonas Roulund |

Hvordan fastholdes de gode takter på fanscenen, når perioden på det midlertidige stadion venter? KSDH.dk har taget en snak med fankoordinatoren Mads M. Jacobsen om den sidste march mod Ceres Park, fanscenens udvikling og fremtiden i Vejlby.

Tilskuertallene har været støt stigende de seneste mange år på Ceres Park, og alle der er bosat i- eller omkring Aarhus har efterhånden et forhold til AGF. De fleste heldigvis et positivt et af slagsen.

Mads M. Jacobsen er SLO/Fankoordinator i AGF og udgør dermed bindeleddet mellem klubben og fanscenen.

Han har blandt andet været en stor del af AGF Tifo, som kamp efter kamp skaber de smukke visuelle rammer på lægterne i form af storslået udsmykning og flotte koreografier.

Læs også: Mød AGF Tifo: Ikke som de andre

Tifo-Pokalfinale
Foto: Hjørringgaard Photo

Også i forbindelse med den sidste march mod Ceres Park, der blev afviklet forud for pokalkampen mod Brøndby IF, var han en af hovedbagmændene. En historisk march, som markerede afslutningen på en æra for enden af Stadion Allé.

– Jeg synes, det var en god og smuk måde at tage afsked med Stadion Allé, for en stund. Ceres Park har jo klart den flotteste placering af alle stadioner i landet, så at gå samlet ned af Stadion Allé, vil altid være noget specielt, fortæller Mads Jacobsen.

Han kunne notere sig en ganske god opbakning til arrangementet på trods af lave temperaturer og et sent spilletidspunkt.

– Der var fin opbakning til arrangementet, men jeg håber dog på at se endnu flere fremadrettet. Jeg kan bestemt ikke vente med at gå den samme tur næste gang. Det bliver starten på et helt nyt kapitel i AGF’s historie, siger SLO’en med henvisning til, at der nok skal komme fuld knald på, når det nye stadion står klar i Kongelunden i 2027.

Fanmarch foran Ceres Park
Foto: Hjørringgaard Fotos

Inden da skal De Hviie dog have to år til at gå med nedsat tilskuerkapacitet i Vejlby, og det er en udfordring, som fanscenen ser frem til med blandede følelser.

Hvordan marcherer vi til Vejlby?

Ceres Park Vejlby kommer til at kunne huse 12.000 tilskuere, og der bliver med garanti rift om billetterne. For at sætte tilskuertallet i relief, så er tilskuergennemsnittet på Ceres Park i indeværende sæson på 13.433.

Foto: KSDH.dk

Til de store kampe har Samlet for Aarhus gennem tiden arrangeret flotte fanmarcher fra midtbyen eller fra Ingerslevs Boulevard ud til stadion, men den tur kan blive rigtig lang, nu hvor AGF’s hjemmebane får adresse på Vejlby Centervej 53.

– Det skal vi helt klart have fundet formlen på. Vi har snakket lidt løst omkring det, og der var været nogle sjove idéer oppe at vende. For eksempel en cykelmarch fra midtbyen. Det sætter naturligvis nogle begrænsninger, men idéen er da meget sjov og skal da helt sikkert prøves af. Vi vil rigtig gerne ramme bredere, så vi også får langside-segmentet med på vores idéer, så det skal jo selvfølgelig være noget som alle kan være med på, forklarer Mads M. Jacobsen.

AGF fanmarch ankommer til Ceres Park
Foto: Matti Kronborg

Generelt kommer fanscenen bestemt ikke til at stå stille, selvom kampene rykker lidt væk fra de normale stambarer og mødesteder.

– Jeg synes faktisk næsten, marcher burde være en fast del af de store hjemmekampe, som når FCK og Brøndby gæster byen. Så skal folk ikke til at synges varme, når de kommer ind på tribunen, men er allerede godt kørende, når der virkelig skal leveres. Vi håber lidt på, at de to marcher vi havde her i efteråret har givet folk mere lyst til at deltage fremadrettet, så det ikke kun er Aarhus Walk, der trækker rigtig mange mennesker. Der er sgu en fed fællesskabsfølelse omkring det at gå sammen til kampene, siger SLO’en.

Festglade AGF fans synger, mens Uwe Rösler klapper fra en cabriolet.
Foto: Matti Kronborg / Kronborgfotos

Således er der masser af spændende ting at se frem til i de kommende år, selvom store omvæltninger ikke kan undgås, mens byggeriet i Kongelunden står på.

Første kamp på det midlertidige stadion i Vejlby spilles søndag den 23. februar klokken 14 mod AaB.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle