Skip to main content



Foto: Christian Henriksen og Martin Hjorth Frederiksen

Forfattere ser storheden i sammenholdet: – Der er altid en historie i AGF


| Jonas Roulund |

Christian Henriksen og Martin Hjorth Frederiksen er begge personer af det skrevne ord – forfattere, der formidler AGF – kærligheden, smerten og alt det derimellem. Her sætter de ord på, hvad der for dem, gør klubben til noget særligt, og hvilken identitetsforvirring det vil skabe, den dag De Hviie tager en titel.

– Næst’ år!

Med velkendt AGF-ironisk distance hører jeg min kammerat råbe det velkendte saying efter første kamp i indeværende sæson er sluttet med et skuffende 1-1-resultat mod upåagtede Sønderjyske.

Det har næsten været en tradition, at man relativt kort inde i sæsonen må se i øjnene, at det heller ikke blev i år, at AGF skulle tage et trofæ.

Men sådan er det ikke længere. De Hviie er i spil til store ting under Jakob Poulsens ledelse og topper Superligaen efter 22 spillerunder. Ja, faktisk har holdet leveret det bedste grundspil i historien – under det nuværende format med 12 hold og opdeling i Mesterskabsspil og Nedrykningsspil vel at mærke.

Martin Hjorth Frederiksen har netop udgivet bogen “Næste År – sandheder og løgne om AGF.” En antologi, der indeholder essays, digte og fortællinger fra 12 bidragsydere om AGF. Den udforsker klubbens kultur, minder og drømme på godt og ondt.

– Der er lavet mange gode bøger om AGF gennem tiden. Jeg synes, det var plads til noget eksperimenterende. Den er tænkt som en slags alternativ antologi. Lidt skør, men også med rene kærlighedserklæringer til klubben. Jeg fik idéen til bogen serveret af en FCK-fan, som var misundelig på AGF’s lange historie. Hans pointe er, at der er plads til mange forskellige typer historier og aspekter på det at være AGF-fan. Vi har eksempelvis en parterapeut, en skolelærer og krigseksperten Peter Viggo Jakobsen med, fortæller forfatteren.

Peter Viggo Jakobsen er glødende AGF-fan.
Foto: Peter Viggo Jakobsen

Martin er selvfølgelig AGF-fan, men han er spændt på, hvordan en eventuel pokal- eller mesterskabstitel vil omdefinere vores måde at være AGF-fans på.

– Det vil i hvert fald være en mulighed for at skrive “Sidst’ år”, siger han med et smil.

– Vi har i mange år brugt ironien som en overlevelsesstrategi. AGF fylder så meget. Man kan ikke undgå AGF. Selv hvis man ikke er fodboldinteresseret, så får man det stoppet ned i halsen, hvilket vi jo synes er fedt. Man kan ikke undgå det. Men når det så går dårligt, som det har gjort gennem mange år, så får man brug for ironien for at kunne tage lidt pis på det hele. Hvis vi pludselig også er et hold, der vinder titler, så skal vi omdefinere os selv. Vi skal finde ud af, hvordan vi kan blive i glæden over det, der er sket, og blive i forventningerne omkring det, der kommer på samme tid, siger Martin Hjorth Frederiksen, som vi møder på Risskov Bibliotek efter et foredrag, der har taget udgangspunkt i bogen “Næste År” – hvor AGF-kulturen udfoldes på alverdens leder og kanter.

En af bidragsyderne, Christian Henriksen, som står bag bogen 8240 Vejlby, og som har en fast klumme i Jyllands-Posten, hvor han skriver om AGF i Vejlby, var også en del af foredraget, og han bringer en lettere kættersk tanke til bordet med lokalpatriotisk afsæt:

– Der er noget særligt over sammenholdet i AGF – at klubben er en del af byen, og at vi har været på toppen, i knæ, og nu er på vej op igen. Vi står overfor et ret definerende forår – både i Vejlby og i AGF. Hvis fortællingen om, at AGF altid er “Næst’ år” skal skrives om, fordi de vinder noget, hvilket vi kan håbe, de gør, så går det jo nok, men omvendt så kunne man måske også tænke den kætterske tanke, at stadion bliver forsinket til sommeren 2027, og så kan de både nå at vinde et mesterskab og rykke ned, mens de spiller i Vejlby, hvilket ligesom vil slutte cirklen, så vi kan blive i vores ironiske tilgang… Ej, det bliver helt sindssygt at følge, og jeg glæder mig til hver en kamp, siger Christian Henriksen.

Det handler om mere end resultater

Arbejdet med at beskrive og formidle AGF åbner hele tiden nye perspektiver – for akkurat ligesom fodboldkampene, så er der sjældent to fodboldfans, der er ens.

– Undervejs i bogprojektet blev jeg bekræftet i, at der er plads til mange forskellige fodboldfans. Det kan godt være, at vi går på stadion med mange af de samme, vi er vokset op med, som vi kender godt, men det med at gå på stadion er også at møde mange forskellige typer. Og at snakke fodbold generelt er muligheden for at connecte med folk, som man ellers ikke ville. Det er en genvej til at forstå et andet menneske. Vi har nok alle sammen siddet til en konfirmation, hvor man ikke lige vidste, hvad man skulle tale med sidemanden om, men så finder man ud af, at man kan snakke om fodbold. Så jeg er blevet bekræftet i, at vi alle sammen har nogle tanker om fodbold, som er sjove at dele med hinanden, og som man nogle gange også kan perspektiveres til andre dele af livet, fortæller Martin Hjorth Frederiksen.

AGF-fans på lægterne i Vejlby.
Foto: Kronborgfotos

– Min tilgang til AGF handler om nostalgi, om forelskelse og om den lidelse, der har været omkring klubben. Og så handler det om, at det hele lige nu bliver forenet i Vejlby. Det er en historie i sig selv, siger Christian Henriksen.

– Det særlige ved at skrive bøger om AGF-kulturen er også, at den ikke ville kunne være skrevet i Herning. AGF har så mange historier og fortællinger i sig, at det ikke er enhver klub, der kan få lavet en antologi med så forskellige tekster og perspektiver, som Næste År indeholder. Hvis man skulle lave den for Herning, ville det bare blive en resultatopremsning. Der har AGF nogle ting at tage fat på, som er af en anden verden. Der er altid en historie i AGF, fortæller Henriksen.

AGF-fans hylder spillerne på MCH Arena.
Foto: Kronborgfotos

Han mener, at det midlertidige stadion i Vejlby har klaret det ganske godt med AGF som tilflyttere hver anden weekend:

– Vejlby har klaret sig rigtig godt. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at det er gået så godt med resultaterne. Det var lige ved at blive en dårlig historie i foråret, da vi tabte syv i træk, og det hele var noget rod, men på en eller anden måde så er fortællingen i Vejlby ved at blive stor. Vejlby er nærmest blevet et begreb. Lige nu er det godt for Vejlby, for dem der bor herude og for AGF. Alle har gavn af, at der bliver spillet Superliga herude lige nu, tænker jeg.

Kristian Arnstad jubler efter mål på Ceres Park Vejlby mod SIF.
Foto: Kronborgfotos

Forfatternes boganbefalinger

Hvis du sidder med et bankende fodboldhjerte og skal have gang i læsestoffet, så står forfatterne selvfølgelig klar med en anbefaling om at gribe fat i “Næste år” i boghandlen, men derudover er mange gode fodboldbøger klar til at blive læst:

– Der er så ufatteligt mange gode fodboldbøger. Jakob Schweppenhauser har skrevet Jeres Fodboldbog. En spacey bog, meget eksperimenterende, men hele tiden med fodbolden i for- eller baggrunden. Håvard Flo går igen mange gange, og der er mange drømme og rigtig meget godt stof.

– En anden bog er af Jonas Villumsen. Under corona var der stadig åbent for divisionskampe, så han tog rundt og så kampe på nogle af de mindre stadioner i landet. Den hedder “Bølge – Otte noter fra tribunen” og handler om den her genforelskelse i fodbold, man kan få, når man tager det lidt ned fra alt det kommercielle og storklubsagtige. Den genforelsker en i fodbolden og finder frem til de små romantiske ting ved at være på stadion, siger Martin Hjorth Frederiksen.

AGF-fans på stemningsafsnittet i Vejlby.
Foto: KSDH.dk

For Christian Henriksen er der én vigtig bog, man bør hive ned fra hylderne: Fever Pitch af Nick Hornby.

– Fodboldbogen over alle fodboldbøger er Fever Pitch. Den har inspireret mig og handler ikke om AGF, men om Arsenal. Den er skrevet med passion, og den er helt vidunderlig, fortæller Henriksen.

– Og så er der selvfølgelig min egen bog, 8240 Vejlby. Den er ikke så meget fodbold. Den handler primært om Vejlby, så hvis man vil blive klogere på området, klubben spiller i for tiden, så kan man tage et kig i den, fortæller forfatteren.

AGF og Vejlby skal i de kommende måneder være værter for en række spændende dyster – Mesterskabsslutspillet venter, og De Hviie indtager førstepladsen med fire point ned til FC Midtjylland med bare 10 kampe tilbage. Såfremt det lykkes, vil forfatterne for alvor få stof til skriveriet. Og hvis det unævnelige skulle ske, at det hele glipper, så har vi jo heldigvis næst’ år at se frem til…

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle