Skip to main content



Foto: KSDH.dk

FCN – AGF: Nordens helte forvandlede plasticpest til kunst for De Hviie


| Jonas Roulund |

Med over 800 velsyngende tilhængere i ryggen skulle AGF forsøge at opretholde momentum og tangere klubrekorden for flest sejre i træk, mens FCN kæmpede for at holde snor i de øvrige kandidater til top seks, da mandskaberne mødtes til det 64. indbyrdes opgør søndag aften.

Endnu en spillerunde skulle afvikles, og håbet fra Jakob Poulsen og de øvrige AGF’ere var, at momentum kunne holdes efter en flot periode med hele syv sejre i træk – herunder en midtugesejr over Hillerød Fodbold i pokalturneringen.

I Nordsjælland var håbet omvendt, at de kunne bryde AGF-stimen på det irriterende plastictæppe.

Over 800 udefans var med til at overvære opgøret, der blev et intenst et af slagsen, som balancerede frem og tilbage gennem alle 90 minutter – og fik en hæsblæsende afslutning.

AGF-fans på lægterne på Right to Dream Park.
Foto: KSDH.dk

Kampens forløb

Opgøret blev indledt med overraskende stor AGF-dominans, som med en rystet pose og folk som Markus Solbakken, Sebastian Jørgensen og Rasmus Carstensen i startopstillingen spillede med stort mod i kampens begyndelse.

Det resulterede også i et godt indlæg til Patrick Mortensen, som headede flot på mål, men Andreas Hansen fik desværre lappen på.

AGF-fans i Farum 2025.
Foto: KSDH.dk

Efter den fine start kom boldtrykket dog på prøve, da hjemmeholdet efter 20 minutter fik bolden i nettet. En omstilling endte hos Prince Junior, som scorede og løb ud og jublede provokerende foran AGF-tilhængerne, men heldigvis blev der fløjtet offside, og så vidste alle vist godt, hvem der så dum ud.

Kampen vippede frem og tilbage i den resterende tid af halvlegen, men det blev småt med chancer, og så gik holdene til pause uden scoringer.

2. Halvleg

Efter pausen fortsatte det temmeligt chancefattigt, men vi fik da en FCN-afslutning fra kanten af feltet, som Jesper Hansen tog sig godt af sagerne.

I den modsatte ende fik Tobias Bech trykket af uden nævneværdig præcision, og så gik opgøret igen over i et fastlåst et af slagsen.

Tobias Bech efter nederlag mod SIF
Foto: Laura Hjørringgaard/Hjørringgaard Photo

HELDIGVIS har AGF Kristian Arnstad, og HELDIGVIS gad han ikke finde sig i et mållåst opgør. Derfor løb han dybt efter 70 minutters spil og blev nedlagt af Andreas Hansen i FCN-målet. Straffespark, og så kunne nordmanden gå til kuglen for at… BRÆNDE! Nej, nej, nej, hans afslutning blev læst af målmanden, og så var stillingen altså stadig målløs med 20 minutter resterende.

Den tid udnyttede hjemmeholdet desværre bedst. Med 12 minutter igen blev et hjørnespark sendt lige i potten på Alexander Lind, som uden besvær – og påvirkning fra sin mandsopdækker, Jensen-Abbew, kunne heade FCN i front.

Modsvaret kom kort efter, da Kevin Yakob headede en bold ind i FCN-feltet, som blev clearet ud til Beijmo. Svenskeren bragede uimodståeligt til bolden fra en skarp vinkel, og intet kunne forhindre den i at gå i netmaskerne. 1-1!

Felix Beijmo jubler efter scoring mod Silkeborg If.
Foto: Kronborgfotos

Og vanviddet – og lækkerierne – fortsatte! Blot to minutter senere drev AGF’erne bolden frem, Gift Links modtog den i venstresiden og sendte et fladt indlæg indover. Det ramte Markus Solbakken, som først afsluttede glidende på Andreas Hansen, mens han i anden omgang fik den puffet over stregen – dog med et intenst VAR-mellemværende, da Patrick Mortensen – som kom fra en kneben offside-position, også var inde og blande sig i det sidste prik over stregen. 1-2!!!

Føringen blev fightet hjem – blandt andet med en voldsom Jesper Hansen-redning i slutminutterne på et sublimt langskud – og så kunne De Hviie glæde sig over de syvende sejr i træk, endnu en runde på førstepladsen og masser af medvind på cykelstierne.

Patrick Mortensen og Jesper Hansen jubler i Parken.
Foto: AGF

Hvad vi lærte

Er det Beijmos tur? Kristian Arnstad var her, der og allevegne i dagens opgør, men lige præcis straffesparkssituationen fik han desværre ikke løst, og det genåbner nu diskussionen om, hvem der skal sparke fra ellevemeterpletten i AGF.

Poulsen kan undværes. For første gang i mange sæsoner ser det faktisk ud til, at man kan godt kan løse Nicolai Poulsens fravær som 6’er. Det var ikke til UG, kryds og slang for dagens midtbanekonstellation, men man følte heller ikke, at der var en motorvej ned gennem midten, når hjemmeholdet angreb.

Kampfakta:

Spillested: Right to Dream Park, Idrætsvænget 2, 3520 Farum.

Tilskuertal: 4.449

Resultat: 1-2

78: Alexander Lind (FCN)

81: Felix Beijmo (AGF)

83: Markus Solbakken (AGF)

Gult kort: Markus Solbakken (AGF) og Fredeirk Tingager (AGF), Alexander Lind (FCN).

Opstillinger:

FC Nordsjælland (4-3-3): Hansen – Lähteenmäki (88: Nene), Acquah, Salqist, Norheim – Røjkjær, Brink (82: Janssen), Yirenkyi – Junior (82: Seidu), Lind, Solbakken (73: Berthelsen).

AGF (3-4-3): Hansen – Kahl, Tingager, Beijmo – Links (90+2: Dalsgaard), Solbakken (87: Emmery), Arnstad, Carstensen (45: Jensen-Abbew) – Bech, Mortensen (90+2: Badji), Jørgensen (62: Yakob).

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle