Skip to main content


FCK – AGF spillerkarakterer: Vilde Anderson som MOTM



Læserne på KSDH er ikke i tvivl. I vores afstemning på de sociale medier er det den storspillende Mikael Anderson, som vinder vores MOTM-titel. Her er KSDH.dk’s spillerkarakterer efter det ærgerlige nederlag i Parken.

Der var lagt i kakkelovnen til en storkamp i Parken. 3300 AGF fans var draget til København for at overvære søndags-braget FCK-AGF. Desværre endte kampen med et kedeligt resultat, da fusionsklubben FCK vandt 4-3. På trods af nederlaget var præstationen, især offensivt og på tribunen, godkendt. Vores elskværdige islænding Mikael Anderson blev kåret som man of the match af KSDH – Gruppen for AGF fans.

Mikael Anderson fik hele 74%(!) af stemmerne i gruppen, hvor velspillende Felix Beijmo også fik en pæn mængde stemmer – nemlig 13% – mens vores forsvarsgeneral Frederik Tingager fik 5%.

AGF-spillernes karakterer mod FC København

Herunder ses redaktionens karakterer til AGF-spillerne i opgøret mellem AGF og FC København. Vi benytter skalaen 1-5 til vores bedømmelse. Se uddybning af karakterskalaen nederst.

Jesper Hansen
Karakter: 2
I søndags så vi tydeligt, at Jesper Hansen ikke er en dygtig shotstopper. Han svigter ved både 2-0-målet og 3-3-målet, der begge var tæt på ham. Desuden mangler han evnen til at dække den smalle vinkel ved 3-3-målet. Han viser også svaghed i situationen med 4-3, hvor han ikke når ud til det høje indlæg i den lille boks, hvilket en moderne målmand normalt ville kunne afværge.

Tobias Mølgaard
Karakter: 3↓
Han spillede en rigtig fin kamp, hvor han igen rammer spændingsniveauet rigtig fint. Dog skraber han et gult kort til sig (inden et hjørne) i starten af anden halvleg, hvilket gør, at han ikke kan stoppe omstillinger. Derudover bliver han fuldstændig underspillet af Kevin Diks’ ydersideaflevering til 3-3-målet og ser ikke god ud i situationen. Tilmed fejlplacerer han sig fuldstændig ved 4-0-målet og lader bare Kevin Diks heade bolden i kassen.

Frederik Tingager
Karakter: 3↑
Fremragende kamp af Tingager. Han havde faktisk afværget situationen, der førte til straffesparket, indtil Bisseck klodset stemplede Diogo Gonçalves, hvilket også var symptomatisk for resten af kampen. Alle FCK’s mål kom nemlig fra kanterne, hvor de andre midterforsvarere svigtede.

Yann Bisseck
Karakter: 2
Torskedumt straffespark, som mest af alt lignede noget fra serie 3. I et rigtig stærkt AGF-forår, hvor hele truppen har steppet-up, har Bisseck været den eneste med nedadgående formkurve. Han har været den dårligste af vores tre centerbacks i de seneste kampe og virker desværre allerede som en, der er mentalt videre.

Gift Links
Karakter: 2
De første 20 minutter er til et vaskeægte 1-tal. Han oversatser fuldstændig i situationen, der fører til 2-0-målet. Han spiller sig op i løbet af kampen, og vi ser i glimt, hvorfor han har været en profil i forårssæsonen.

Kevin Yakob
Karakter: 3↑
Kevin Yakob gjorde ikke det store væsen af sig, men han faldt heller ikke igennem. I store dele af kampen gjorde han det fint og er lidt heldig med at score endnu et mål for AGF. Men han er altså i rivende udvikling, han har et rigtig godt blik for spillet og fungerer rigtig godt både som 6’er og som 8’er.

Nicolai Poulsen 
Karakter: 3
Rimelig anonym kamp af Nicolai Poulsen, hvor han ikke kommer i fokus for svinestrege og gule kort, men i stedet klarer sine defensive dueller fint. Men han er simpelthen ikke god nok på bolden, når vi har momentum. Både efter 2-1, 2-2 og 2-3-målene går angrebene simpelthen i stå, når han modtager kuglen, enten ved at bolden bliver spillet sidelæns eller bagud.

Mikael Anderson
Karakter: 5
Klassespiller! Hvor har han været god for os, set over den seneste (korte) periode. Han skaber chancerne offensivt, når det ikke er indlæg fra Links eller Beijmo, fordi han er en af de få som tør at udfordre modstanderne i en-mod-en dueller. Klasse løb og afslutning ved 2-2 målet, og det er generelt dejligt at se, at han er ved at være den forventelige stjernespiller vi havde håbet på, da han blev købt hjem. Evig trussel!

Felix Beijmo
Karakter: 4↑
Felix Beijmo løber tværs over banen ved 2-0-scoringen og giver Gift Links en ordentlig røffel. Det er dejligt at se en mand, der kæmper så meget for logoet på brystet, og det kan kun gå for langsomt med at få ham på en permanent aftale. Derudover laver Beijmo 2 assists på nogle klasse indlæg og var generelt klart den bedste af vores bagerste spillere kampen igennem.

Peter Bjur
Karakter: 3
Han tager rigtig mange gode løb, der skaber plads til medspillerne, men der stopper det også. Man får hele tiden små glimt af, hvad det er, der gør Peter Bjur til en god fodboldspiller, og det er hans uhyggelige drev med bolden og blik for medspillere. Vi ser det bare desværre ikke nok til, at det for alvor bliver kampafgørende, og derfor gjorde han sig ikke bemærket ret meget i store dele af kampen og blev (fair nok) også udskiftet med Sigurd Haugen efter 72 min.

Patrick Mortensen
Karakter: 4
Paddy er bare en evig trussel på låget, både i opspil, dueller, men så sandelig også i feltet. Han er også rigtig god til at skabe meget plads for sine medspillere. På trods af at han ikke har så meget fart, er han bare en hyggelig afslutter, der trækker modstandere til sig og giver rum til sine medspillere. Det ses også tydeligt ved 2-2-målet, at Andersson faktisk er helt fri, fordi Patrick Mortensen tager al opmærksomhed med sit løb ind i det lille målfelt.

Indskiftere:

Sigurd Haugen 
Karakter: 2
Sigurd Haugen var igen usynlig og uskarp. For at gøre ondt værre, så nakker han også lige en FCK’er i det 97. minut, får et gult kort og er nu i karantænefare. Suk.

Frederik Brandhoff
Karakter: 2
Modsat Haugen var Frederik Brandhoff lidt mere synlig, dog uden slutprodukt desværre. Han misbruger faktisk en rigtig stor chance i de døende minutter, da han hakker bolden lige forbi målet.

Eric Kahl
Karakter: UB

Mathias Sauer
Karakter: UB

Trænerkarakter:

Uwe Rösler:
Karakter: 2

Taktikken sad ikke i skabet de første 20-25 minutter, og Uwe Rösler indrømmer også selv, at vi ikke var taktisk fleksible nok i perioden, fordi de simpelthen ikke var klar på, at FCK ville stille til start med et 5-mands forsvar. Det er selvfølgelig heller ikke til at forudsige, men når det meste af den offensive stamme i FCK er ude, så skal man også forberede flere scenarier end deres normale 4-3-3-opstilling. Det var dog det helt forkerte tidspunkt, at Uwe tog Kevin Yakob ud og erstattede ham med duel-spilleren Frederik Brandhof. Det ødelagde det momentum, vi havde. Det er selvfølgelig ikke Uwes skyld, at han ingenting har at skyde med fra bænken, og det gjorde også forskellen på pointene.

Karakterskala

1. Den elendige præstation – Uacceptabelt, sløjt niveau, hvor intet fungerede.

2. Den utilstrækkelige præstation – Fik sat enkelte gode ting sammen, men spillede generelt en dårlig kamp. Ikke godkendt.

3. Godkendt uden at imponere – En kamp på det jævne, med både positive og negative ting at sige om præstationen.

4. Den gode præstation – En flot kamp, hvor spillerens kerneopgaver blev løst med få fejl og mangler.

5. Den fremragende præstation – Sublim kamp, hvor spilleren stort set ikke satte en fod forkert.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle