Skip to main content


FC Nordsjælland – AGF optakt: Fredagsfest eller fuser i vente i Farum?


| Jonas Roulund |

Bliver det en fed fredag på toppen eller en fesen omgang på plastictæppet i Nordsjælland? Superligabolden ruller igen, og AGF skal gøre alt for at holde fast i toppen af rækken mod det stærke hjemmebanehold fra Farum. 

Kampfakta: FC Nordsjælland vs. AGF

Spilletidspunkt: Fredag den 22. november klokken 19.

Spillested: Right to Dream Park, Farum Park 2, 3520 Farum.

Dommer: Aydin Uslu (Linjedommere: Henrik Sønderby og Amir Šabic).

VAR dommer: Michael Tykgaard (AVAR: Dennis Wollenberg Rasmussen).

Følg kampen her: X: @KSDH_AGF samt på TV: TV3 Sport og Viaplay.

Hashtags: #fcnagf #sldk #ultratwitteragf #ksdh

De unge knægte fra Farum har blot skrabet syv point sammen på udebane i denne sæson, men hjemmebanen har alligevel bragt dem i spil til Mesterskabsslutspillet. Her er teenagerne nemlig ubesejret i indeværende sæson. En stime, som AGF – ligaens førerhold – skal forsøge at bryde, når det går løs i Right to Dream Park fredag aften.

AGF-fans på lægterne i Farum.
Foto: KSDH.dk

Indbyrdes kampe

Det blev en festlig omgang, da FCN og AGF senest bragede sammen. Her endte det 4-2 på Ceres Park efter en forrygende Aarhus Walk, men siden har det været småt med målfest i Aarhus. De Hviie har dog alligevel formået at holde sig i toppen af tabellen, mens nordsjællænderne har haft sværere ved at sætte gode stimer sammen.

De seneste fem indbyrdes SL-kampe fordeler sig med tre sejre til FCN, en enkelt til AGF og en enkelt uafgjort. På Right to Dream Park vil man nok helst ikke mindes om det, men her gav seneste besøg i april et forsmædeligt 7-2 nederlag, i en kamp, hvor FCN viste stor effektivitet, mens AGF’erne nok havde mere fokus på den kommende pokalfinale.

Ud af de samlet 60 indbyrdes opgør i Superligaen er det blot blevet til 17 AGF-sejre, 15 uafgjorte og 28 FCN-sejre. Målgennemsnittet i de indbyrdes opgør ligger lige over tre per kamp, og der er kun tre ud af de 60 kampe, som er endt 0-0, så der bør næsten være garanti for scoringer.

På Right to Dream Park har AGF kun vundet to af de seneste 10 indbyrdes kampe, men lad os da bare tilføje en sejr mere fredag aften.

Det er koldt på toppen, men det føles nu meget godt. AGF har holdt landskampspause på ligaens førsteplads med 27 point for 15 kampe. Her er det blevet til syv sejre, seks uafgjorte og to nederlag, mens holdet har scoret flest mål og lukket færrest ind af alle. Mortensen er nummer fire på topscorelisten, Anderson er nummer fem på assistlisten, og Jesper Hansen er den målmand med flest clean sheets i sæsonen.

Alt sammen positive fakta, som holdet kan bruge som selvtillidsbooster, når de går ind til en svær udekamp i Farum. Hjemmeholdet er ikke kendt for at give mange point væk på hjemmebane, og de boldsikre FCN-spillere skal trynes med stor power, pres og fysik, mens folk som Madsen, Anderson, Links og Bech skal forsøge at drive gæk med deres direkte modstandere, inden Mortensen bør kunne findes i feltet til en scoring eller to.

Truppen ser mere konkurrencedygtig ud end længe, idet Rösler blot må undvære Yakob og Wahlstedt til fredagskampen. Anderson blev sparret fra landsholdstjeneste, da han har døjet med både tåen, lysken og hoften den seneste tid, men han ser igen ud til at være klar til kamp, mens Mølgaard og Akoto også igen står klar på sidelinjen.

Mikael Anderson sender et indlæg ind i feltet for AGF.
Foto: Matti Kronborg

Dog må den største xfaktor til FCN-kampen være midtbanen, hvor Arnstad presser på for en startplads, mens den velkendte trio – Madsen, Poulsen, Anderson – bestemt ikke har gjort noget for at spille sig af. Arnstad har dog været væk i U21-landsholdstjeneste, modsat konkurrenterne, hvilket taler for endnu en bænkplads til nordmanden.

Uanset hvad, så kræver en fredagssejr, at De Hviie genfinder sæsonstartens energi og power, mens boldspillerne på midten kan flyde rundt og lave ravage, så snart AGF kommer på kuglen.

Dem skal vi holde øje med

FC Nordsjælland: Hjemmeholdet har to farlige folk i offensiven, hvor 28-årige Marcus Ingvartsen og den 10 år yngre Sindre Walle Egeli har leveret fem mål og en assist hver. Ingen tvivl om, at de største trusler kommer fra de to, og det er her, Kahl, Tingager og Dalsgaard skal have deres fokus i forberedelserne frem mod fredagskampen.

AGF: Mads Emil Madsen… er simpelthen for lækker at se på! En arbejdsmaskine med en flødefod… det lyder jo næsten for godt til at være sandt. Silkeborgenseren sprudler for tiden, og han kan sprække enhver Superligadefensiv op med sine driblinger, afleveringer og afslutninger. En assist eller et mål fra midtbanemesteren bør være forventeligt fredag aften.

Mads Emil Madsen Løber
Foto: Laura Hjørringgaard/Hjørringgaard Photo

Karantæner og skader

Karantæner:

FC Nordsjælland: Ingen (Karantænefare: Lucas Hey og Jeppe Tverskov).

AGF: Ingen (Karantænefare: Mads Emil Madsen og Mikael Anderson).

Skader:

FC Nordsjælland: Diallo Sanoussi og William Lykke.

AGF: Kevin Yakob og Leopold Wahlstedt.

Bud på startopstillinger:

FCN (4-3-3): A. Hansen – Svensson, Hey, Høgsberg, Ankersen – Tverskov, Brink, Dorgeles – Egeli, Ingvartsen, Nygren.

AGF (3-5-2): Hansen – Kahl, Tingager, Dalsgaard – Links, Madsen, Poulsen, Anderson, Beijmo – Bech, Mortensen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle