FC Midtjylland – AGF: Spillerkarakterer og MOTM
Her får du KSDH’s spillerkarakterer og kåring af MOTM efter det ene point i Herning søndag aften.
Agendaen var tre point, da AGF sent søndag aften skulle møde FC Midtjylland. Det blev desværre ikke realiteten – De Hviie måtte nøjes med uafgjort efter opspilsfejl. Kampen bar præg af, at holdet fra Fredensvang havde en ny forsvarskonstellation til start, hvor tingene ikke fungerede optimalt. Det resulterede i en ny formation efter pausen, hvor AGF generelt så langt bedre ud.
I Facebook-gruppen KSDH – Gruppen for AGF Fans er der stemt om kampens spiller, og her løber Frederik Tingager (42 %) med sejren, mens Tobias Mølgaard (36 %) tager andenpladsen. Herefter følger assistmageren, Patrick Mortensen, med 6 % af stemmerne.
AGF-spillernes karakterer mod FC Midtjylland
Herunder ses redaktionens karakterer til AGF-spillerne i opgøret mellem AGF og FC Midtjylland. Vi benytter skalaen 1-5 til vores bedømmelse. Se uddybning af karakterskalaen nederst.
Bailey Peacock-Farrell
Karakter: 2
Bailey Peacock-Farrell starter søndagens kamp godt. Han kommer godt ud af sit mål, tager de bolde, han skal og viser sit gode spil med fødderne med nogle lange udspark. Derfor er det også helt uforståeligt, at nordireren ikke bare høvler bolden op, i stedet for at skulle sætte bolden på spil lige foran eget felt. Det førte som bekendt til mål – og øv for det. Peacock-Farrell havde ikke så meget at se til i anden halvleg, udover endnu en farlig situation, hvor han driblede lidt forvirret rundt. Desværre ikke en overbevisende indsats denne søndag.
Tobias Mølgaard
Karakter: 4
Mølgaard er fortsat en rigtig solid forsvarspiller, og det er faktisk ligegyldigt, om det er som venstre centerback i en 5- eller 4-backskæde, om det er som højre back eller om det som højre centerback. Undertegnede håber dog ikke, at vi fremover skal se Mølgaard som venstre centerback i en 5-backskæde. Hans samarbejde med Beijmo frem i banen som højre stopper er rigtig vigtigt, da han er god til at skabe plads til Beijmos overlap. Konklusionen må være, at Mølgaard helst skal spille Højre CB, når vi spiller i den “normale” formation.
Frederik Tingager
Karakter: 4
Frederik Tingagers præstation i Herning er igen rigtig solid. Han vinder langt de fleste af sine dueller og gør alt det, man kan forvente af den midterste CB, som er den rendyrkede forsvarsspiller uden offensive pligter.
Mikael Akoto
Karakter: 1
Ikke den Superligastart hverken vi eller Mikael Akoto selv havde håbet på. Han virker sløv og nervøs ved kampstart og taber alle sine dueller det første kvarter af kampen. Han fungerede ikke overhovedet – heller ikke i opspillet. Akoto løb enten i blindgyder eller afleverede bolden til Tingager, og vi så ingen kreativitet, fremdrift med bolden eller opfindsomhed frem i banen. Jo, det er måske fair nok, når manden er CB, men så man han altså viges til venstresiden, for uanset hvad, er Mølgaards og Beijmos samarbejde offensivt alfa omega for AGF’s chanceskabelse.
Felix Beijmo
Karakter: 3
En svær kamp for vores kære svensker. Det lykkedes ikke at komme i overlap, men i stedet blev det ofte en kort bold til Duelund, der ikke rigtig førte til noget. Man kunne se, at Beijmo manglede Mølgaard til at skabe dét rum, der tillader Beijmo at komme i overlap. Alt i alt et vaskeægte 3-tal, godkendt uden at imponere.
Nicolai Poulsen
Karakter: 4
Polle er bedst, når man ikke lægger mærke til ham. Han er en mand der arbejder i skyggerne, og det var præcis hvad han gjorde i denne kamp. Kæmper godt i duellerne, og så er det vildt at se, hvor meget han har udviklet sig i spillet med bolden. Han rager et dumt gult kort til sig i situationen hvor vi scorer, hvilket er ærgerligt ovenpå så god en kamp.
Magnus Knudsen
Karakter: 4↓
Det kører for Magnus Knudsen for tiden. Hans boldbehandling og vendinger på midten er en fryd for øjnene kamp efter kamp. Han er ikke verdens mest fysiske fodboldspiller, men han besidder en elegance og ro, der gør, at han kan begå sig i en fysisk liga som Superligaen. Knudsen var impliceret i FC Midtjyllands mål, men det var ikke hans fejl, at han modtog en dårlig bold med en spiller i ryggen.
Eric Kahl
Karakter: 3
Der bliver ved med at være små fremskridt hos Kahl, som undertegnede ellers var meget efter i sidste sæson. Han har både nogle fine og nogle mindre gode aktioner i dag. Dog er det frustrerende, at han i hver kamp skal bruge flere hjørnespark på at sparke sig varm, i stedet for at de sidder på rygraden.
Mikkel Duelund
Karakter: 3↑
Blandet kamp fra Duen, idet han har rigtig mange gode intentioner, og man kan se, at han vil det. Synes dog generelt, at han kampen igennem tager et touch eller to for meget, og derved smider bolden unødvendigt væk i stedet for at skille sig af med den. Derfor gav det også rigtig god mening, at Uwe skiftede Duelund til fordel for Tobias Bech.
Mikael Anderson
Karakter: 3
Islændingen er generelt inde i en rigtig god periode, men sprudlede ikke i dag. Han forsøgte på egen hånd at skabe noget offensivt i første halvleg, men det blev mest til god fremdrift, en bold til Kahl og boldtab. Helt generelt satte AGF ikke spillet op i venstresiden, så Anderson skulle, optimalt set, søge boksen og mellemrummene. Idet vi ikke rigtig kom til indlæg, havde Andersson også nogle svære betingelser i dag.
Patrick Mortensen
Karakter: 3
Svære betingelser for Mortensen i dag. Han spillede en meget anonym første halvleg, hvor han ikke modtog et eneste indlæg. Han starter anden halvleg ud med et sandt drømmehug og var generelt meget mere livlig. Klasse overblik og assist i kaosset, der førte til mål.
Janni Serra (ind: 45.)
Karakter: 3
Janni Serra bliver skiftet ind lige efter pausen, da vi går over til et 4-mandsforsvar. Janni Serra kommer ikke med så meget, men det gør systemskiftet, og Janni Serra så generelt bedre ud med en legemakker (i form af Mortensen). Er lidt for let i duellerne, men han skal nok komme efter det!
Tobias Bech (ind: 75.)
Karakter: UB
Fed attitude, dejligt mål og en Viborg-dreng der scorer mod FC Messecenter, klasse! Den pågående Bech, er den Bech, vi ønsker at se – og vi fik noget af det i går.
Mats Knoester (ind: 75. )
Karakter: UB
Tillykke med debuten, solid præstation og en fremragende glidende tackling – god start!
Uwe Rösler
Karakter: 4
Ét point på kontoen mod Superligaens næststørste budget på udebane. Det er en godkendt præstation på trods af, at udgangspunktet var en sejr over et dårligt kørende FC Midtjylland. Første halvleg var en rimelig jævnbyrdig affære, men vi skabte simpelthen ikke nok chancer. Det tog Uwe konsekvensen af: han skiftede system og tilførte holdet en mere offensiv indstilling, og det var spot on. Vi formåede at skabe mange flere chancer i anden halvleg, og FC Midtjylland havde det generelt sværere i anden halvleg. Cadeau for tilmed at sætte en målscorer på banen, og for at vente med at skifte ud, indtil vi ikke havde helt så meget momentum, som vi havde i starten af anden halvleg.
Karakterskala
1. Den elendige præstation – Uacceptabelt, sløjt niveau, hvor intet fungerede.
2. Den utilstrækkelige præstation – Fik sat enkelte gode ting sammen, men spillede generelt en dårlig kamp. Ikke godkendt.
3. Godkendt uden at imponere – En kamp på det jævne, med både positive og negative ting at sige om præstationen.
4. Den gode præstation – En flot kamp, hvor spillerens kerneopgaver blev løst med få fejl og mangler.
5. Den fremragende præstation – Sublim kamp, hvor spilleren stort set ikke satte en fod forkert.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler efter HSV: – Vi fik nogle gode præstationer
-
Udvidet stemningsafsnit til AGF – BIF
-
Power efter HSV: – Vi fik det ud af kampen, vi ville
-
HSV – AGF: Paddy viste skarpheden på ny
-
Blog: Slagkraftig affære i remis mod Viborg
-
AGF ærgrer sig: Stadionforsinkelse kan ikke indhentes
-
Mølgaard tilbage på græs
-
Reportage: Med nerverne uden på tøjet i Viborg
-
Viborg FF – AGF: Spillerstatistikker og kampens spiller
-
Lyden AGF: Tid til ny angriber?