Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

El Pistolero: – En fed fornemmelse


| Jonas Roulund |

Nicolai Poulsen blev matchvinder med sit mål i overtiden i dagens testkamp mod FCK, som også markerede begyndelsen på den nye æra på den midlertidige hjemmebane i Vejlby. En helt særlig oplevelse, fortæller AGF’s nummer 6.

En af de vildeste testkampe nogensinde på dansk grund foldede sig i dag ud på Ceres Park Vejlby, da AGF tog imod FCK til verdenspremieren på Ceres Park Vejlby.

Knap 5000 tilskuere havde fundet vej til det interimistiske stadion, og De Hviie skulle ikke bare bruge dagen på at teste ting af på banen. Der var nemlig således både VAR-vogn, TV-test, analyse af køsystemer og fanoplevelsen på menuen i dag.

AGF-holdet på Ceres Park Vejlby
Foto: Kronborgfotos

På banen foldede sig noget af et drama ud – ja, det kunne nærmest ikke være skrevet bedre.

FCK lagde hårdt fra land og bragte sig foran 0-3, inden AGF satte gang i et comeback. Nicolai Poulsen sluttede det hele af ved at score til 4-3 i overtiden, og der har næppe lydt et højere jubelbrøl til en træningskamp tidligere i dansk fodbolds historie.

Midtbanespilleren var da også glad for oplevelsen, da han mødte KSDH.dk og den øvrige presse i mixed zone efter kampen.

– Der var meget nerve og intensitet i den her træningskamp, som vi altid har mod FCK, så det var en fed træningskamp at være en del af, og jeg tror også, det blev en fed kamp for alle dem, der mødte op og støttede os. Det var et fint punktum at få sat for denne opstart, sagde Poulsen.

– Jeg synes ikke, der burde stå 0-3 ved pause, men omvendt skulle den nok heller ikke hedde 4-0 i 2. halvleg, så det blev lidt en underlig kamp, fortæller 6’eren, som kom på banen med en halv time igen. Han nåede dermed at være en stor del af den intense kamp, hvor tilskuerne flere gange var oppe af sæderne – stemningen var i top.

– Det var specielt. Det var jo kun en træningskamp, selvom det føltes som en Superligakamp. Det var fedt at prøve det af, og det var en fed stemning. Det tror jeg, kommer til at gavne os herude, at vi kan få lagt noget pres på modstanderne med den her intime stemning, fortæller Poulsen.

AGF-fans på Ceres Park Vejlby.
Foto; Kronborgfotos

– Det er mere intimt. Fansene kommer tættere på, og vi kan mærke dem. Man kan næste høre alt, hvad der bliver sagt, så det er fedt at være herude, og det er også den tæthed, vi glæder os til at opleve, når det nye stadion står klar.

En sjælden matchvinder

Poulsen mindes ikke, at han tidligere har afgjort en fodboldkamp  som senior med en scoring, så han nød at fejre dagens mål, der indbragte ham titlen som matchvinder.

– Det var da en fed fornemmelse at score i overtiden. At lave det afgørende mål er altid fedt, uanset om det er testkamp eller ej. Der blev dog joket med, at jeg kun plejer at lave en per sæson, så på den måde er det jo ærgerligt at have brugt den allerede, siger midtbanespilleren.

Nicolai Poulsen i jubel efter scoring.
Foto: Kronborgfotos

Nu venter en vigtig træningsuge for Poulsen, som har døjet med bentøjet i opstarten. Han har derfor skarp konkurrence fra Kristian Arnstad om startpladsen til forårets første Superligakamp, når Sønderjyske venter den 16. februar i Haderslev.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle