El Cambio-spillere viser sig flot frem til U17 VM: – Det er jo helt vildt!
I disse uger afvikles U17 VM i Qatar, og her er AGF faktisk indirekte repræsenteret. Ugandas U17-landhold deltager nemlig med en række lovende El Cambio-talenter på holdet, og de har gjort sig særdeles positivt bemærket på den store scene.
I morgen, tirsdag den 18. november, sker der – igen – noget historisk ved U17 VM i Qatar. Her spiller Ugandas U17-landshold nemlig den første ottendedelsfinale nogensinde ved en slutrunde, og denne gang står Burkina Faso på den modsatte banehalvdel.
Men hvorfor er U17 VM – og Uganda – interessante for KSDH.dk, kunne man måske tænke?
Joh, det er det skam, fordi AGF’s samarbejdsakademi, El Cambio, har fire spillere med i Ugandas trup – og de er endda temmelig afgørende for den aktuelle succes.
Her er tale om 17-årige James Bogere, Hamuza Sengooba og Elvis Torach samt 16-årige Isima Magala, som er faste startere under VM-slutrunden.
– James er angriber. Han er en type, der linker godt op med andre spillere. Han har en god afslutningsfod, og han er sulten efter mål. Han jagter scoringer som få andre, og det stråler ud af ham. Scorer han, går han amok. Brænder han, skriger han til himlen. Han er en rigtig angriber, der har mange mål i sig. Han er også klart topscorer på det ugandiske U17-landshold og en spiller, som A-landsholdet allerede gerne vil indlemme nu, fortalte grundlægger af El Cambio, Thomas Thor, i et interview med KSDH.dk i maj.
– Isima er en kontrollerende midtbanespiller. En 6’er i AGF’s system. Dygtig på bolden, intelligent og har et kæmpe potentiale. Han kan lave mange fejl til tider, men det skyldes, at han lægger sit spil på et højt niveau og tør satse. En spiller, jeg forventer mig meget af.
– Torach er primært ude på siden som back eller inde centralt i forsvaret. Han er ikke Tingager-høj, så han er nok bedst ude på siden. Han har en god indlægsfod og et godt gennembrudsspil. Han er god en-mod-en defensivt.
– Hamuza har fungeret som midterforsvarer, men vi prøver ham af som sekser nu, så han kan spille to positioner. Han er en leder af en anden verden. Han får alle omkring sig op på et højere niveau. En fin teknik, stærke lederegenskaber og en god fysisk pakke.

Ved U17 VM har Uganda for første gang i historien avanceret fra gruppespillet, hvor det blev til et 2-1 nederlag til Canada, 1-1 mod Chile og så en imponerende og overraskende 1-0 sejr over Frankrig.
James Bogere scorede Ugandas første mål i turneringen, da han bragte de gule i front efter 29 minutter mod Canada. Mod Chile var det Derick Ssozi, der scorede for Uganda, og så ventede storfavoritterne fra Frankrig i den sidste kamp. Her blev det til et vaskeægte El Cambio-matchwinner-mål. da Hamuza lagde op til James, som sendte bolden i mål til 1-0. Resultatet holdt til slutfløjt, og det var nok til at sende Uganda videre til sekstendedelsfinalen mod Senegal, da de otte bedste tredjepladser avancerer til knockout-stadiet.
“Football is an emotional game.”
James Bogere couldn’t hide his joy after scoring the winner in Uganda’s 1–0 victory over France 🇫🇷 — a result that sent the Cubs into the Round of 32! 🙌🏽⚽️🇺🇬#FUFATvSportlight | #HomeOfUgandanSport pic.twitter.com/hDqGrWlQa3
— FUFA Tv (@fufatv1) November 12, 2025
Mod Senegal var Hamuza igen i oplæggerens rolle – og holdet vandt 1-0, hvilket altså gør uganderne klar til deres første ottendedelsfinale nogensinde. Her troede alle, at Tyskland skulle blive modstanderen, men Burkina Faso overraskede og sendte fodboldstormagten ud. Derfor får vi altså endnu et afrikansk opgør, der skal afvikles i morgen klokken 13:30 mellem Uganda og Burkina Faso i kampen om at komme i kvartfinalen. Denne kamp bliver desværre uden James Bogere på banen, da han er karantæneramt.
Læs også: El Cambio ét år efter: En status på AGF’s samarbejdspartner i Uganda

Noget helt specielt
For El Cambio betyder det meget at kunne vise sine talent frem på den store scene, og akademiet lægger da heller ikke skjul på, at de store præstationer har kastet en del opmærksomhed og spørgsmål af sig fra mange leder og kanter i fodboldverdenen.
– For alle omkring El Cambio-projektet har det været en kæmpe oplevelse at se drengene i aktion på denne store scene. Jeg har snakket med flere af vores tidligere frivillige, som var dernede, da James, Hamuza, Torach og Isima nærmest lige var kommet ind på akademiet, og det er jo helt vildt for dem at se de her unge knægte til en U17 VM-slutrunde. De har jo kunne følge deres udvikling på og uden for banen fra dag ét, fortæller Jeppe Rogers Augustsen, som er projektleder hos El Cambio.
– Rent personligt for mig har det faktisk været lidt nyt for mig at se dem spille. For når jeg er i Uganda, som er et par gange om året, er jeg ikke særligt interesseret i at se deres evner på fodboldbanen. Jeg fokuserer mere på at have det sjovt med børnene og mærke deres forskellige personligheder. Og når de så skal træne, kan jeg ikke lade være med at finde kameraet frem og skyde en masse billeder. Det er en lille sidehobby, når jeg er i Uganda. Så jeg kigger faktisk ikke rigtig på deres fodboldniveau. Det har vi også en masse dygtige trænere til, fortæller Jeppe.
– Men jeg må da erkende, at jeg var positivt overrasket efter at have set dem spille live til VM. Men ikke kun af spillerne fra El Cambio. De andre ugandiske drenge har virkelig også imponeret mig, og det viser bare, at der er fremgang i ugandisk fodbold.

Hos El Cambio er kampene blevet vist, så de øvrige spillere på akademiet har kunnet følge deres venner i kamp.
– Man kan jo bare kigge på vores sociale medier og se, hvad det hele betyder for El Cambio. Folk er glade, og det er bare skønt at se glæden blandt de mange ugandere, som også kan se, at El Cambio er noget helt specielt. Fodboldmæssigt og menneskeligt, fortæller Jeppe Rogers Augustsen.
Det er først, når uganderne fylder 18 år, at de må skrive kontrakt med AGF. Elvis Torach fylder 18 år den 25. februar 2026. James Bogere og Hamuza Sengooba fylder begge 18 år den 2. februar 2026. Isima Magala fylder først 18 år den 28. juli 2027.
Du kan støtte El Cambio ved at blive en del af ECA Friends. Det koster 200 kroner om året.
Flere AGF Nyheder
-
AGF – OB: Hviiere på hviieunderlig vis! -
AGF-truppen mod OB: Mølgaard er med -
Optakt AGF – OB: De Hviie skal vise hvorfor de er efterårsmestre i årets sidste kamp -
OB – AGF: Statistikker og kampens spiller -
Beijmo før årets sidste kamp: – Vi går ind til kampen med største alvor -
Jakob Poulsen før OB: – Det er all in -
AGF indfører mindestund for de afdøde hviie helte til årets sidste hjemmekamp -
Jakob Poulsen: – Vi manglede kvaliteten -
Felix Beijmo: – Vi rammer ikke dagen -
OB – AGF: Fyn var ikke så fin