
Duelund: Jeg ser mig selv i AGF i lang tid
Mikkel Duelund er en Aarhus-dreng, men har de seneste par år været langt væk hjemmefra. KSDH.dk har taget en snak med midtbanemanden om hjemkomsten til Aarhus og den første tid i klubben.
Trods sin forholdsvis unge alder – 25 år – har Duelund set et par forskellige omklædningsrum. Efter en tur fra AGF til FCM og videre rundt i Europa hos Kiev og Nijmegen, vendte han denne vinter retur til Fredensvang, og det er noget, han er rigtig godt tilfreds med.
– Jeg synes, det er nogle dejlige drenge. Vi har en sjov trup med mange forskellige, der byder ind. Vi har hver især vores kvaliteter personlighedsmæssigt, og der er en god kemi. Det er fedt at være del af et hold, som stræber og løber efter det samme. Det er ikke en ting, man må tage for givet, for sådan er det slet ikke alle steder, fortæller Duelund, som rykkede til Midtjylland i en ung alder, hvor han fik sin Superligadebut tilbage i 2014.
– Der er ingen tvivl om, at det, AGF har brugt tid på at opbygge siden jeg forlod klubben, er ved at give pote. Jeg har jo kun to referencepunkter. Der er AGF nu, og så er der det AGF, jeg kendte for mange år siden. Det er to vidt forskellige oplevelser, fortæller 20’eren.
De trygge rammer
Da Mikkel Duelund forlod Danmark i 2018, var det til fordel for Dynamo Kiev i Ukraine. Nu er Duelund så hjemme i Aarhus igen, da AGF har lejet den talentfulde offensivspiller, hvilket han ikke lægger skjul på føles helt rigtigt.
– Jeg er virkelig glad for at være hjemme og glad for at være tæt på min familie. Det har jeg virkelig savnet. Jeg har været væk hjemmefra i lang tid og været langt væk. Det har været lidt svært at få familielivet til at køre, som jeg gerne ville have det. Jeg har bare først og fremmest savnet at være hjemme, så det er rigtigt dejligt at være kommet hjem, fortæller offensivspilleren således.
Da Mikkel Duelund bragede bolden i kassen imod Randers, blev det fejret med en baby-jubelscene. Det gjorde han, fordi Duelund og kæresten Nanna venter barn. Derfor kunne det jo være oplagt for parret at blive i de trygge rammer i Aarhus.
– Det ville være oplagt. Jeg har fået en øjenåbner i forhold til, at det er svært at trives og være glad, hvis alle parametre i livet ikke spiller. De mennesker man holder af skal trives og være tæt på én. Det har været vigtigt at få noget stabilitet, og det har jeg fået ved at komme hjem. Og det er ingen hemmelighed, at jeg ser mig selv være i AGF i lang tid, fortæller han.
Forventer tre point på søndag
Mikkel Duelund har i de seneste to kampe startet på bænken, og senest imod Randers kom han på banen i kampens døende minutter.
– Jeg har ikke trænet i to uger. De sidste to dage har jeg trænet næsten fuldt med, og det føles rigtig godt. Så jeg er meget fortrøstningsfuld omkring kampen på søndag. Om det bliver med en startplads eller som indskifter, ved jeg ikke endnu. Men det bliver forhåbentligt mere end 30 sekunder. Lige nu føler jeg godt, at jeg kan starte inde, fortæller han.
Grundet Global Football Holdings nye ejerskab, har Brøndbys mest højlydte fans valgt at lave et stemningsboykot til alle Brøndbys kampe, hvilket kan få betydning for opgøret.
– Der er ingen tvivl om, at Brøndby er et godt hold. Og det er de, om der er stemningsboykot eller ej. Men fansene gør meget for dem. Det er det samme som for os i AGF. Fansene i klubber som Brøndby og AGF er en stor faktor. Og det er selvfølgelig en fordel for os, når Brøndbys fans laver stemningsboykot. Også fordi jeg går ud fra, at vi selv har mange fans med derover til at skabe en fed kulisse for os, siger midtbanespilleren.
Brøndby har indtil videre virket til at lide under stemningsboykottet og har tabt deres tre seneste kampe i Superligaen. Duelund har dog stadig masser af respekt for søndagens modstander, trods den dårlige stime.
– Det er et energisk hold med masser af opportunisme. De har unge spillere, der vil fremad og en træner, der vil det samme. Så det bliver selvfølgelig en svær opgave, men når det så er sagt, så forventer jeg, at vi får tre point på søndag, siger Duelund således.
Søndag får vi at se, om Duen skal flyve fra start, eller om han får endnu en rolle som indskifter. Kampen fløjtes i gang klokken 18 på Brøndby Stadion.
Flere AGF Nyheder
-
Jesper Hansen om kontraktsituation: – Det ser positivt ud
-
CV om forlængelser: – Mon ikke der kommer noget inden længe
-
Jacob Andersen ude med overrevet korsbånd
-
Flere bud på AJ blev afvist i transfervinduet
-
Lyden AGF tager temperaturen på truppen, træningslejren og transfers
-
Blog: Har det været et tilfredsstillende transfervindue?
-
Billetsalget til den første Superligakamp i Vejlby åbner på mandag
-
AGF’s vintertransfers 2025
-
Callø om udlejning: – Det føles som det helt rigtige skridt
-
Officielt: Callø udlejes til Kolding IF