Skip to main content


Foto: Kronborgfotos

Det hviie landsholdsoverblik: Grønbæk stjal showet


| Jonas Roulund |

Der har været en lang række nuværende og tidligere AGF’ere i aktion i denne landskampspause, og mens Albert Grønbæk viste sig flot frem for herrelandsholdet, så bød ungdommen også godt ind på de forskellige mandskaber.

AGF og landsholdet har ikke været nævnt i samme sammenhæng i mange år, men med Albert Grønbæks indtræden på den store scene med A-landsholdet, er der nu lavet om på dette.

Grønbæk – som fik sin fodboldopvækst i samarbejdsklubben VRI, inden turen gik til AGF som U14-spiller – præsterede at blive Man of the Match i sin debut for det danske landshold i Nations League-opgøret mod Schweiz og få dage senere sendte han så sin første rød-hvide scoring i nettet, da han gjorde det til 1-0 efter 36 minutters spil mod Serbien.

En imponerende udvikling den 23-årige offensivspiller har haft, og et flot aarhusiansk aftryk han fik sat på denne landskampspause.

Albert Grønbæk passerer FCK-keeper Kalle Johnsson i en kamp mod FCK på Ceres Park (Foto: Nicklas Jacobsen / KSDH.dk)

Der var dog også en række nuværende AGF’ere i landsholdsaktion i de seneste uger, og dem tager vi et kig på her.

Anderson fik op- og nedtur

Formstærke Mikael Anderson var med i Islands to Nations League-kampe, og vulkanøens vikinger lagde ud med en 2-0 sejr over Montenegro. Her spillede Anderson 77 minutter. Jon Dagur Thorsteinsson, som optrådte for De Hviie i perioden 2019 til 2022 kom på måltavlen i kampen.

Få dage senere fik Island så lidt hårdere modstand, da Tyrkiet vandt 3-1 i et opgør, hvor Anderson kun spillede 1. halvleg.

Victor Pállsson, der kortvarigt var forbi AGF helt tilbage i 2009, scorede for Island.

Mikael Anderson sender et indlæg ind i feltet for AGF.
Foto: Matti Kronborg

Fire AGF’ere i aktion for U21

På ungdomsniveau har AGF været fint repræsenteret ned gennem årgangene i denne omgang, og der var hele tre hviie folk med på Steffen Højers danske U21-landshold til vigtige EM-kvalifikationskampe.

Jonas Jensen-Abbew, Tobias Bech og Jacob Andersen var alle med i den danske trup, mens Thomas ‘TK’ Kristensen med en fortid i Aarhus også var udtaget.

Samtidig repræsenterede Kristian Arnstad Norges U21-landshold.

Danmarks drenge lagde ud med at tabe 4-2 til Island. Her startede Tobias Bech inde og fik 74 minutter på banen uden at komme på måltavlen, mens Jonas Jensen-Abbew kom ind fra bænken og erstattede Elias Jelert i samme spilstop. 20-årige Jacob Andersen var udtaget for første gang, men kom ikke på banen her. TK fik 64 minutter i midterforsvaret.

Dernæst ventede et opgør mod Tjekkiet. Her spillede TK igen fuld tid og fik endda nettet til at blafre, mens alle nuværende AGF’ere startede på bænken. Andersen kom ind efter 63 minutter, Bech kom ind efter 72 minutter, og AJ så hele kampen fra bænken. Opgøret endte med en imponerende 5-0 sejr. Dermed topper Danmark EM-kvalifikationsgruppen efter syv kampe.

Tobias Bech med løber med knyttet næve mod publikum.
Foto: Matti Kronborg

Arnstad var samtidig med til Norges U21-landsholds to EM-kvalifikationskampe mod henholdsvis Letland og Italien. Midtbanespilleren fik fuld tid, scorede på straffespark og blev matchvinder i 1-0 sejren over Letland, mens Italien vandt 3-0 over Norge få dage senere. Her fik Arnstad igen fuld spilletid. Norge er dermed nummer tre i deres EM-kvalifikationsgruppe.

Callø i kamp

U19-landsholdet havde fornemt selskab af Luka Callø til to testkampe mod henholdsvis Sverige og Norge.

Skødstrups stolthed fik 80 minutter på banen i kampen mod Sverige, der blev vundet 4-0, mens den unge forsvarsspiller fik de sidste ni minutter i 1-1 kampen få dage senere mod Norge.

Det var 18-årige Calløs første optrædener for U19-landsholdet.

Luca Callø efter debut
Foto: Hjørringgaard Photo

Young Guns vil også lege med

De helt unge AGF’ere fik også markeret sig i denne landskampspause, da U18-landsholdet med Frej Elkjær Andersen og Viktor de Paoli var med til den første samling efter det succesfulde U17 EM, hvor holdet nåede semifinalen.

Morten Eskesens tropper mødte Norge i en testkamp den 7. september, og her trak danskerne sig ud af kampen med en 5-3 sejr. Viktor de Paoli vogtede målet gennem hele kampen, mens Frej Elkjær blev indskiftet efter 74 minutters spil.

Herefter ventede en testkamp mod Sverige den 10. september. Her byttede de to AGF’ere roller, således at Frej Elkjær startede kampen og blev udskiftet i de døende minutter, mens Viktor de Paoli startede på bænken, men erstattede FCK’s Tobias Breum-Harild efter 43 minutters spil. Opgøret blev tabt 1-0 på et mål i det 84. minut.

Frej Elkjær Andersen foran AGF-logoet på Fredensvang.

Mikkel Bro Hansen er desuden med U16-landsholdet i Tyrkiet, hvor tre testkampe venter mod henholdsvis Portugal, Tyrkiet og Rumænien den 14. 16. og 18. september.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle