Skip to main content


Dagens observationer på Fredensvang: Alle mand på græs



KSDH.dk var til stede til dagens træning på Fredensvang. Her får du observationer fra en træning, hvor alle mand var på græs.

Hvornår: Torsdag d. 13. april kl. 11.00-12:30.

Hvor: Bane 1 på Fredensvang.

Tilstede: Hele truppen

Hele truppen var på græs til dagens træning. Oliver Lund trænede dog for sig selv med en træner, mens Thomas “TK” Kristensen stadig ikke er klar til at iføre sig fodboldstøvler. Den stod i stedet på løb rundt om banen for hans vedkommende.

Træningens forløb

Opvarmningen var som den plejer at være. Alle markspillerne lavede de vanlige øvelser med let løb på tværs af banen. Målmandsteamet med Jesper Hansen, Per Kristian Bråtveit og unge Jonathan Hutters lavede målmandstræning med målmandstræner Nikolai Pold.

Herefter trænede næsten hele truppen kontraangrebsåbninger via wingbacks. Dybe stikninger fra midten af egen banehalvdel skulle sendes ud på en fremadstormende wingback, som hurtigst muligt skulle slå bolden på tværs af mål, hvor fem mand skulle komme sprintende i feltet og få en afslutning på angrebet. Her var cheftræner Uwe særligt kritisk overfor tilbagevendte Jelle Duin. Uwe syntes ikke, at Duin lignede én der troede på, at han ville score, når den hollandske angriber kom til en chance.

Imens resten af truppen fik styr på kontraangrebene, trænede anfører Patrick Mortensen førstegangsafleveringer med ryggen til en modspiller sammen med unge Jing Reec og Marco Olsson Valdés og en enkelt træner.

A- og B-kæden

Herefter blev truppen splittet op i to. Den defensive A-kæde trænede i én gruppe, imens A-kædens midtbane og angreb trænede i en anden gruppe.

Den defensive A-kæde (Beijmo, Mølgaard, Tingager, Bisseck, Links) spiller 5 imod 6, og skal derved forsvare i undertal. Det angribende hold byggede op med fire mand i bagkæden – ligesom Brøndby gør. Det er tydeligt at der trænes på at forsvare imod netop den måde Brøndby ønsker at angribe på. Uwe nævner bl.a. at de har gode skytter fra distancen, og de må derfor ikke få for meget plads på kanten af feltet. Halvvejs igennem byttes der wingbacks. Links og Beijmo er nu på det angribende hold. Brandhof og Kahl er nu på det defensive.

Midtbane/angrebs A-kæden (Yakob, Poulsen, Madsen, Anderson, Mortensen) trænede possessionspil imod et hold af reserverne – bl.a. Duelund var på reserveholdet. Dette blev efterfulgt af spil på en lille bane med to små mål i hver ende af banen, hvor der skulle kombineres forbi modstanderen i små rum. Halvejs igennem øvelsen blev holdene mikset.

Som sædvanlig blev der også spillet 11 mod 11, hvor der var et tydeligt A- og B-hold. A-holdet bestod af:

(3-5-1-1): Hansen – Mølgaard, Tingager, Bisseck – Beijmo, Yakob, Poulsen, Madsen, Links – Anderson – Mortensen

B-holdet spillede med fire mand i bagkæden – ligesom Brøndby. Der var bl.a. fokus på at få taget indkastene hurtigt. Røg bolden ud til indkast begyndte Uwe at tælle ned fra fem, og så skulle indkastet være afviklet.

Mikkel Duelund forlod træningen et stykke tid før alle andre. Jeg fik dog en snak med ham efterfølgende – som I kan læse mere om i de kommende dage – hvor han fortalte, at det blot handlede om dosering. Det var planlagt før træningen, at han ikke skulle træne fuld tid.

Dagens træningstanker

AGF har imod Randers og Viborg ikke haft meget at skyde med fra bænken grundet karantæner og skader. Det ser heldigvis bedre ud nu, hvor bl.a. Poulsen er i spil til søndagens opgør på Brøndby Stadion. Derudover ligner Duelund også en mand, der igen er klar til at banke på til startopstillingen. Måske ikke på søndag, men så i kampen efter, som er d. 23. april på Ceres Park imod FCK.

Det var tydeligt, at der var stor fokus på, at Brøndby har deres forcer på bolden, og der blev lagt meget energi i at få styr på, hvordan Brøndby bygger spillet op – og hvordan man forsvarer imod dette.

Øvelsen med de hurtige kontraangreb over fløjene, hvor man “overloader” modstanderens felt med spillere, kan tyde på at AGF har udset sig netop omstillingerne som et punkt hvor man kan gøre særligt ondt på dem ude fra Vestegnen.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle