
CV om forlængelser: – Mon ikke der kommer noget inden længe
Carsten V. Jensen har overstået sit første transfervindue i AGF, men fokus har særligt været – og er fortsat – på spillernes kontraktsituationer, hvor flere markante skikkelser står til udløb både i 2025 og 2026. Nu ser det ud til, at der snart sker lidt igen på den front.
Mads Emil Madsen og Mikael Anderson fik begge forlænget deres kontrakter i januar, og det er meldt ud, at der forhandles med både Patrick Mortensen og Jesper Hansen om forlængelser. Derudover er der snakke i gang med Gift Links, som har udløb i sommeren 2026, og den nye fodbolddirektør, Carsten V. Jensen, har med andre ord nok at se til, selvom han ikke hentede en eneste ny spiller til klubben i januars transfervindue.
Det handlede om at få trimmet truppen, og det gjorde man ved at sende Luka Callø, Richmond Gyamfi og Aksel Halsgaard afsted på lejeaftaler, mens Tobias Anker, Kristoffer Klaesson og Mikkel Kannegaard blev solgt.
Det var på forhånd meldt ud, at transfervinduet ikke skulle blive et specielt aktivt et af slagsen i AGF, og Carsten V. Jensen er da også godt tilfreds, da han gør status overfor KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse på Fredensvang torsdag eftermiddag.
– Vi havde lagt en plan, og den blev udført som håbet, siger CV, som selv først startede i klubben den 7. januar.

Båden blev ellers lige rokket lidt mod slutningen af vinduet, da Jacob Andersen rev korsbåndet over få dage inden transfervinduet lukkede. En mand, der har medvirket i stort set alle kampe i efteråret, men man besluttede alligevel at holde sig i ro på markedet.
– Vi tog diskussionen op internt, men med Mølgaard, Dalsgaard, Beijmo, Bach og Brandhof havde vi absolut ikke brug for det. Vi er utroligt kede af det i forhold til Jacob, men det havde vi ikke behov for, siger CV.

Forlængelser på vej
Michael Akoto, Max Power og Mikkel Duelund har kontraktudløb til sommer, men deres fremtid fremstår stadig uafklaret. Til gengæld er der stort fokus på Patrick Mortensen og Jesper Hansen, der ligeledes har kontraktudløb ved sæsonens udgang.
– Vi beretter løbende om forlængelser, og mon ikke at der kommer noget om ikke så længe. Lige nu er der dog ikke noget at sige, for så havde jeg sagt det. Der skal helst være et par underskrifter på, før man kan sige noget, men det forløber efter planen, siger CV.

Han meddeler også, at Felix Beijmo og Gift Links, som begge har kontrakter til sommeren 2026, er i hans tanker.
– Det er på agendaen. Det er et godt spørgsmål, og mon ikke der bliver noget at se til i løbet af foråret. Det er faktisk lidt en logisk konklusion på nogle af udløbene, at det er nogle snakke, som vi skal have. Så det er vi godt i gang med, siger Carsten V. Jensen.
Både Patrick Mortensen, Jesper Hansen og Gift Links har overfor KSDH.dk fortalt, at de er positive i forhold til forhandlingerne med klubben.
Flere AGF Nyheder
-
Rösler om Wahlstedt: – Han er på vej til at blive skarpere
-
Sölvi Stefánsson: En forsvarsvulkan er klar til at gå i udbrud
-
Talentchefen tager temperaturen på AGF’s akademi: – Vi er kommet godt fra land
-
Yakob efter comeback: – Jeg bliver lidt rørt
-
AGF – AaB: Kevin Yakob returnerede i tæt testkamp mod nordjyderne
-
Blog: Hvad er AGF’s idealopstilling?
-
Kampprogram slutspil 2025: Se AGF’s kampe i Mesterskabsspillet
-
Reportage: Chokerende nedtur i Nørreskoven
-
Vejle BK – AGF: Spillerpræstationer og kampens spiller
-
Flere hviie talenter på ungdomslandsholdene