CV om AGF’s transfervindue: – Kvaliteten af truppen er vigtigere end antallet af spillere
AGF’s fodbolddirektør gav i dag sit perspektiv på transfervinduet, som kan komme til at byde på en del aktivitet på Fredensvang.
Transfervinduet åbnede den 15. juni og løber til og med 2. september 2026, og på kontorgangene på Fredensvang arbejdes der hele tiden på at justere og optimere truppen, så den står knivskarpt til sæsonstarten.
Mange ting skal dog gå op i en højere enhed, når man er i markedet efter nye spillere, og derfor må AGF-tilhængerne med stor sandsynlighed væbne sig med tålmodighed, hvis man er typen, der sidder på kanten af stolen for at høre nyheder om nye spillertilgange.
Fodbolddirektør i AGF, Carsten V. Jensen, mener i hvert fald, at dynamikken i markedet gør, at man kan blive nødt til at vente for at finde det rigtige match, når en VM-slutrunde er i gang.
– Typisk i et VM-år, så er der bare en forsinkelse på alt. Klubber og spillere vil vente med deres beslutninger, og det er den domino-effekt, som gør, at danske klubber kommer sent ind, forklarer CV til KSDH.dk og den øvrige fremmødte presse på AGF’s træningsanlæg.
– Vi ved jo godt, at nogle af de spillere, vi gerne vil signe – med den kvalitet vi søger – de afventer måske for at se, hvor højt de kan sigte. Det kommer på plads gennem vinduet, for på et tidspunkt kommer matchet. Men det er den balance, vi søger. Vi skal selvfølgelig være klar til sæsonen, men vi skal også have det rigtige match, forklarer fodbolddirektøren, som i samme omgang understreger, at kvaliteten af spillerne er vigtigere end antallet.
Netop antallet kan være et fokuspunkt, idet Henrik Dalsgaard, Patrick Mortensen og Felix Beijmo har forladt klubben, siden mesterskabet kom i hus, og det betyder, at der kan blive behov for forstærkninger – også selvom Sebastian Jørgensen er hentet på en permanent kontrakt, mens Luka Callø, Youssouph Badji og Richmond Gyamfi er retur fra lejeophold.
– Der er nogle, der har forladt os, og så er det typisk sådan, at andre vokser og viser sig frem. Men vi er i markedet, og ambitionen er selvfølgelig, at vi skal stå styrket, når vi kommer ud af vinduet, fortæller CV.

Lejespillerne får chancen
Det kan være dyrt at hente nyt, og derfor kan et håb også knyttes til nogle af de spillere, som har hentet erfaring under lejeophold i seneste sæson.
Her var Luka Callø en tur i Aarhus Fremad, Richmond Gyamfi i Esbjerg fB og Yousouph Badji i Panetolikos.
– Callø har fået noget hår på brystet, og nu skal han spille med og vise, at han skal være en del af AGF, fortæller fodbolddirektøren om den 20-årige forsvarsspiller, som fik spilletid i 24 kampe og scorede tre mål i Aarhus Fremad.

Så godt gik det ikke for Richmond Gyamfi, som blot nåede 10 optrædener, et mål og tre assists for EfB.
– Gyamfi var skadet meget af tiden i Esbjerg, og han er fortsat skadet. Så vi skal gøre ham klar, og så skal vi gøre det bedst muligt for ham. Når han er her, så skal vi gøre alt, hvad vi kan for at løfte ham, og så må vi se senere på sommeren, hvor han er, fortæller Carsten V. Jensen om den 20-årige angriber, som har kontrakt til sommeren 2029.

Youssouph Badji havde mere held i sprøjten og spillede 15 kampe med to mål og fire assists til følge under sit lejeophold i foråret.
– Badji har stort set spillet det hele på sit ophold. Han kommer hjem fit og træner med de andre i godt humør. Det kan være, det hele eksploderer for ham, så lad os nu se, siger fodbolddirektøren, som også peger på de unge, som mulige folk til at konkurrere om pladserne:
– Vi har mere end end rigeligt med spillere og talent til, at vi kan få en rigtig god opstart. Strategien er den samme, den kører løbende, og det får vi også at se her i opstarten, siger CV.

Kommer der en angriber?
Med sommerens afgange er der åbenlyst nogle fokusområder for fodbolddirektøren i dette transfervindue, og angriberpositionen er i et af dem. Spørgsmålet er så, om det vil lykkes at hente en erstatning for Patrick Mortensen?
– De mål, som Paddy har scoret for AGF, kan ikke købes for penge – i hvert fald ikke for vores budget. Så ja, alle de positioner, hvor vi har sagt farvel til spillere, der kigger vi selvfølgelig ind i mulighederne, men brikkerne kan også lægges på andre måder, siger CV.
– Tobias Bech er for eksempel en stærk 9’er, og så kunne man jo spille med andre spillere på 10’erne. Træneren skal også have lov at arbejde. Men selvfølgelig er det et tema, at det skal løses.

Tiden går, klokken slår, og om en måneds tid begynder de kompetitive kampe på ny. Spørgsmålet er, om AGF’s tiltrækningskraft er blevet større med titlen som dansk mester 2026?
– Hvis buddene er lige i forhold til økonomi, så spiller det en rolle, at vi er blevet mestre, og at vi har et godt stadion på vej. Men ellers betyder det ikke så meget for en europæisk spiller, hvis vi ligger i budduel med andre, fortæller Carsten V. Jensen.
AGF tager hul på den nye sæson med en kvalifikationskamp imod polske Lech Poznan den 21. eller 22. juli, hvorefter Brøndby IF gæster Ceres Park Vejlby i Superligaen den 25. juli.
-


Danmarksmester 2026 KSDH Aarhus T-Shirt – Blå
229.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -


Danmarksmester 2026 KSDH Aarhus T-Shirt – Hvid
229.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden -

UdsolgtDanske Mestre 2026 ♔ KSDH Nøglering
176.00kr. Læs mere -


KSDH Aarhus Flexfit Cap – Hvid
199.00kr. Vælg muligheder Dette vare har flere varianter. Mulighederne kan vælges på varesiden
Flere AGF Nyheder
-
AGF-truppen mod Lech Poznan: Mange mulige debutanter er med -
Bag fjendens Linjer med Lech Poznan-fan: To hold, der spiller offensiv, modig og dominerende fodbold -
De vigtigste punkter fra dagens pressemøde -
AGF´s næste europæiske modstander er fundet -
AGF – Lech Poznan optakt: Sæsonen starter med et brag -
Arnstad som ny anfører: – Det er en stor ære og tillidserklæring -
Kristian Arnstad bliver anfører for AGF -
Lyden AGF: Hvem er sommeropstartens vindere og tabere? -
Tendenserne: De forsvarende mestre er klar til for alvor at blive testet -
Sidste test gav endnu en sejr til De Hviie