Blog: Hvor efterlader kampen mod Brøndby os?
AGF fik en lektion af Brøndby foran et udsolgt Ceres Park. Peacock-Farrell fik en uheldig hovedrolle i nederlaget til rivalerne. Hvor stiller det os til de kommende kampe?
Der var ingen tvivl om, at det var en kamp, der skulle vise, hvor langt AGF er i processen under Uwe Rösler, da man mødte forstærke Brøndby. Her skulle man bevise sig i en kamp mod en direkte konkurrent, som også vil op og kæmpe om medaljer.
Det var en lige kamp i de første 24 minutter, inden Peacock-Farrell gled, så han missede bolden, og efterfølgende begik et dumt straffespark og trak et rødt kort. Derfra blev opgaven næsten umulig for resten af holdet, og Brøndby straffede det hårdt og kynisk
Bailey Peacock-Farrell eller Jesper Hansen?
Efter den dyre fejl i søndags er der blevet sået tvivl om, hvem der skal være førstemålmand i buret hos AGF. Efter to kampe i træk, hvor han har været direkte skyld i, at modstanderen scorer er debatten blusset op blandt fans. Nu vil han sidde over mod Randers til næste kamp, og Jesper Hansen får igen chancen på stregen.
Jeg læner til, at man skal gå med Jesper Hansen som den primære målmand frem til vinterpausen. Jeg synes, han virker mere sikker i hans aktioner, og så udstråler han noget ro, som man som forsvarsspiller gerne vil have fra sin målmand.
Uden at vide hvad der foregår i dagligdagen på Fredensvang, så sidder jeg med en fornemmelse af, at nogle spillere foretrækker ham på mål frem for Bailey. De siger det selvfølgelig ikke højt, men man fornemmer det.
Peacock-Farrell skal ikke buldres ned med kritik og blive gjort til syndebuk, men når fejl på det her niveau koster, så skal man gøre noget andet – og det andet må være at sætte clean sheet-rekordindehaveren, Hansen, på mål. Det betyder ikke, at der ikke er en fremtid for målmanden, der er lejet fra Burnley, men lige nu her skal Jesper Hansen vogte buret efter min mening.
Vi skal tage os sammen
Lige nu er AGF deres egen værste fjende. Vi gør ofte tingene sværere for os selv, hvilket har været gældende for de seneste fem kampe i Superligaen. Når vi fører en kamp, så fører vi med ét overskydende mål og er dårlige til at få lukket kampene.
Der savner jeg, at der er andre – udover Patrick Mortensen – der laver mål. Jeg mangler særligt mål fra Anderson og Duelund eller de øvrige offensive midtbanespillere, som bør komme til mulighederne.
Vi skal lade være med at praktisere noget, vi tydeligvis har det svært ved. Det her med at spille bolden ud nedefra, bør vi gentænke. Det er ganske vist en læringsproces, som i sidste ende giver god gevinst, hvis man kan praktisere det, men Rösler bør lære spillerne, at man spiller ud til en vis grænse – og at en lang bold i ny og næ ikke er helt skidt, hvis man er under pres.
Jeg synes ikke, at vi er på det niveau, vi skal være på med de ambitioner, vi har. Så skal enhver spiller koncentrere sig 100 procent og tage ansvar for deres præstationer, hvilket vil sige at være god med boldomgangen og have mere disciplin. Er vi ikke det, så kan hold som Randers give os problemer på søndag, så det vil kræve en helstøbt præstation, som jeg ikke har set fra AGF i flere kampe i den her sæson.
Når alt dette er sagt, så er der kvalitet i truppen og stor tro på holdets evner, så med mere kynisme i begge ender af banen, skal top seks nok blive sikret. Men det skal være med Hansen i målet i en periode.
Flere AGF Nyheder
-
AGF-logo på elskab ved Stadion Allé skal fjernes efter klage fra én borger
-
Daghim: – Nu håber jeg bare, at AGF vinder ligaen
-
Rösler efter HSV: – Vi fik nogle gode præstationer
-
Udvidet stemningsafsnit til AGF – BIF
-
Power efter HSV: – Vi fik det ud af kampen, vi ville
-
HSV – AGF: Paddy viste skarpheden på ny
-
Blog: Slagkraftig affære i remis mod Viborg
-
AGF ærgrer sig: Stadionforsinkelse kan ikke indhentes
-
Mølgaard tilbage på græs
-
Reportage: Med nerverne uden på tøjet i Viborg