Skip to main content


Foto: Matti Kronborg

Bjørnebye om Hansen: – Sætter en høj standard for sig selv, sit hold og sin klub


| Jonas Roulund |

39-årige Jesper Hansen har i dag forlænget sin kontrakt med AGF til sommeren 2025, og sportschefen, Stig Inge Bjørnebye sætter her lidt ord på aftalen.

En bundrutineret keeper med et flot Superliga-cv. Det er, hvad AGF netop har sikret at have i truppen indtil sommeren 2025.

Med forlængelsen af Jesper Hansens kontrakt er alderspræsidenten nemlig klar til at bidrage på- og uden for banen i yderligere en sæson på Fredensvang, hvilket glæder sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.

– Jesper Hansen er været en fremragende målmand for os i sin tid i AGF indtil nu og han har en stor andel i vores resultater i de senere år. Og selv om han nu oplever en øget konkurrence på målmandsposten i AGF har han fortsat sit seriøse og fokuserede arbejde som en stærk målmand, som også i denne sæson har vist sine kvaliteter, siger nordmanden til AGF.dk.

Jesper Hansen laver et udspark i en kamp for AGF.
Jesper Hansen (Foto: Laura Hjørringgaard)

Hansen kontrakt stod ellers til at udløbe ved sæsonafslutningen, men nu får vi altså mere Hansen at se i AGF-blusen.

Stærk vindermentalitet

Jesper Hansen har spillet langt størstedelen af karrieren i Danmark, men har også været forbi franske SC Badtia samt Evian i årenes løb.

Debuten kom tilbage i 2008 for FC Nordsjælland og siden er det blevet til tre danske mesterskaber, tre danske pokaltitler og hele 382 Superligakampe som professionel.

– Han har en lang erfaring og mange kampe bag sig, men er stadig en ærgerrig spiller, der er i en flot fysisk form og som passer godt på sig selv. Så vi er meget glade for, at Jesper kan se sig selv i AGF i yderligere et år, siger Bjørnebye.

Foto: Kronborgfotos

I denne sæson har spilletiden været en anelse begrænset, da den ni år yngre, Bailey Peacock-Farrell ankom på en lejeaftale, men Hansen har nu også meget mere end aktive spilleminutter at bidrage med i AGF.

– Jesper Hansen sætter en høj standard for sig selv, sit hold og sin klub. Han har en stærk vindermentalitet og en smittende seriøsitet, der passer perfekt ind i vores værdier. På den måde er han en inspiration for – ikke bare resten af målmandsgruppen, men for hele vores trup, siger Stig Inge Bjørnebye.

Jesper Hansen kan med kontraktforlængelsen se frem til at kunne udbygge sin rekord som den målmand med flest Superliga clean sheets. Her er det indtil videre blevet til 132 styks. Nicolai Larsen fra Silkeborg IF er den aktive målmand, der er tættest på at slå den rekord. Han har dog blot 88 clean sheets på CV’et.

Kurv0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle